Annonce
Ugeavisen Faaborg

Første koncert lynhurtigt udsolgt: Blum & Haugaard med ekstra midsommerkoncert på Brahetrolleborg

Helene Blum & Harald Haugaard Band udkom med deres første album, "Strømmen", tidligere på foråret. Releasekoncerten måtte de skubbe til efteråret på grund af coronasituationen. Pressefoto
Første offentlige koncert med Helene Blum & Harald Haugaard Band efter coronanedlukningen finder sted 19. juni klokken 19.30 i Brahetrolleborgs jagtstue. Og da den første blev udsolgt på ganske kort tid, laver de nu en til.
Annonce

Korinth: Noget tyder på, at befolkningen i Faaborg og omegn har savnet at gå til koncerter og være kulturelle under coronanedlukningen.

I hvert fald kunne de to lokale musikere Helene Blum og Harald Haugaard konstatere, at det begrænsede antal billetter til den første offentlige koncert med Helene Blum & Harald Haugaard Band efter nedlukningen blev udsolgt på ganske kort tid.

Derfor har de nu lavet en ekstrakoncert samme aften. Ud over den udsolgte koncert klokken 19.30 spiller bandet endnu en koncert samme sted klokken 21.30.

Coronanedlukningen har haft stor indflydelse på musikerparrets planer. Hvis ikke corona havde fået sit tag i verdens befolkning, skulle de to musikere sammen med deres band have spillet mere end 50 koncerter i Storbritannien, Tyskland, Østrig, USA og Danmark hen over foråret og sommeren.

Koncerterne er aflyst hver og en, men myndighedernes seneste retningslinjer for kulturlivet gav nu mulighed for at tage en tradition op, som går tilbage til bandets dannelse i 2008: Midsommerkoncert på Fyn.

- Det er en forudsætning for vores musik og liv, at vi møder publikum og deler musikken med andre mennesker, og det har vi savnet helt enormt. Trods de mange gode kreative måder at formidle musik på i de seneste to måneder får man nu en gang det fulde udbytte af vores musik ved at høre den live i samme rum som os, lyder det fra musikerne i en pressemeddelelse.

På repertoiret til de to koncerter denne aften er blandt andet musik fra ensemblets nye album, ”Strømmen”.

- Men vi vil også spille et udvalg fra vores bagkatalog og naturligvis nogle af de vidunderlige årstidssange, som knytter sig til den danske midsommer.

Der er i skrivende stund stadig billetter til koncerten klokken 21.30. De kan reserveres via email til midsommer@blumhaugaard.dk, alternativt på telefonnummer 21 75 02 82 mandag-torsdag i tidsrummet 11.00-15.00. Alle billetter skal bestilles og betales på forhånd. Der er ikke billetsalg i døren på koncertaftenen.

Prisen for en billet er 230 kroner.

Koncerten finder sted i Brahetrolleborgs jagtstue beliggende i godsets avlsbygninger, som indrettes i henhold til myndighedernes gældende regler for kulturarrangementer med siddende publikum.

Helene Blum & Harald Haugaard Band består af Helene Blum (sang og violin), Harald Haugaard (violin), Kirstine Elise Pedersen (cello), Mikkel Grue (guitarer) og Sune Rahbek (slagtøj).

De to koncerter finder sted på Brahetrolleborg. Pressefoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Aktiv herre fylder rundt

Ugeavisen Faaborg

Vinderen er fundet

Annonce