Annonce
Ugeavisen Faaborg

Faaborg Gymnasium: Dimission for en 'mærkværdig' årgang

Med forældre og pårørende i corona-sikker afstand kunne studenterne gøre deres indmarch i gymnasiets kantine. Foto: Bent Warncke
Rektor Jesper Hasager Jensen talte om dannelse og ansvar og roste årets 52 studenter i Faaborg for deres høje aktivitetsniveau - I har hver især engageret jer for to, som han sagde.
Annonce

Faaborg: Det var en historisk lille årgang, der i år dimitterede fra Faaborg Gymnasium - blot 52 studenter imod 92 sidste år, og selv om der var så få studenter, blev dimissionen alligevel opdelt i to seancer for at holde antallet af forsamlede personer nede.

- I vil formentlig blive kendt som Coronastudenterne og fejringen af jer bliver på ingen måde, som den burde have været, eller I har fortjent. Jeg håber I tager revanche resten af livet, lød indledningen på rektor Jesper Hasager Jensens tale til studenterne.

Det var også året, hvor dimissionen var flyttet fra hallen til gymnasiets kantine, og hvor eksamensbeviserne blev overrakt uden håndtryk fra rektor og en kærlig krammer fra lærerne.

Men studenter blev de  - alle 52.

I sin tale kaldte Jesper Hasager Jensen årgangen for den mest mærkværdige, han nogensinde havde oplevet på et gymnasium.

- I var den første ”lille årgang” på Faaborg Gymnasium, men det har ikke kunne mærkes. I har fyldt meget - og dette er ment på en overvejende meget positiv måde.... vi har ikke kunne mærke forskel på aktiviteten i antallet af fraværssamtaler men heller ikke i engagementet i elevrådet, i udvalg eller andre sammenhænge her på skolen - I har simpelthen nærmest været engageret for to personer hver især, lød det fra rektor.

Talen handlede i år en hel del om dannelse - om den viden og forståelse man får ved at fordybe sig i noget, der ikke lige kan googles på et splitsekund.

Rektor Jesper Hasager Jensen kaldte årgangen den mest mærkværdige, han har oplevet. Foto: Bent Warncke

- Jeg er nok endnu ikke erfaren nok til helt præcist at kunne sige, hvad det er, I har fået med, men én ting ved jeg, og det er, at dannelsen, I har med herfra, handler om, hvor godt I kender jer selv, og hvordan I handler overfor andre, I møder på jeres vej... her vil jeres dannelse afgøre, om I forstår dem, og om I forstår jer selv i den sammenhæng, sagde Jesper Hasager Jensen.

Annonce

Holdninger tak

At være dannede mennesker, der er i stand til at se nuancer og forstå forskelle, betyder dog ikke, at man ikke også har holdninger, understregede han.

– I skal have holdninger, for uden holdninger skabes der ingen ændring, og samfundet vil gå i stå. I skal altså både have holdninger men samtidig have forståelse for, hvorfor de andre mener noget andet, og hvorfor I selv har den bestemte holdning, sagde han.

Og med dannelsen følger ansvaret, understregede han.

Trods passende corona-afstand fik studenterne en festlig dimission. Foto: Bent Warncke

- Det I skal, ude i verden, er at komme ud og samarbejde med os andre voksne, om at få løst de udfordringer, der rammer jer som generation. Hvis der skal tages noget positivt med fra coronaepidemien, må det være, at den har vist, at vi mennesker er i stand til at stå sammen og lave drastiske ændringer i vores adfærd meget hurtigt.


Hvis der skal tages noget positivt med fra Coronaepidemien, må det være, at den har vist, at vi mennesker er i stand til at stå sammen og lave drastiske ændringer i vores adfærd meget hurtigt.

Rektor Jesper Hasager Jensen


- Jeg håber, I husker det, og at det vil give jer inspiration til troen på, at jeres generation kan være med til at ændre blandt andet den truende klimakatastrofe og samtidig holder fast i at stå sammen overfor andre grimme trusler som racisme. I kan ikke blot regne med, at alt bliver serveret for jer, som meget er blevet i et gymnasieforløb – I skal nu selv ud og skabe og gribe det, og husk derfor at blive ved med at pleje dannelsen og hold fast I at lære noget om vores verden, jer selv og andre mennesker resten af jeres liv.

De fik legaterne

Årets legater til elever der på forskellig vis har udmærket sig:

Laura Pardorf Nielsen (Sydbank - 1500 kroner)

Johan Kriwat ( Nordea - 1000 kroner)

Lærke Popp Andersen Hinke (Faaborg Gymnasiums venner - 1000 kroner)

Alexander Holmfjeld, Maj Tørslev Bitsch Jensen, Miklas Franklin Simonsen (Jyske Bank - 3x1000 kroner)

Oscar Sophus Cools Streich, Katrine Lassen Dreyer, William Stavnsbjerg (Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd - 3x1000 kroner)

Anna Elisabeth Brandi-Hansen (rejselegat Sydbank - 10.000 kroner)

Line Halkjær Gommesen (Lægerne i Holkegade - 11.000 kroner)

Annonce

Småt er godt

2020 blev også året, hvor der var hele to elevtaler. I første seance, der foregik fra 9.00 til 10.00 var det Anna Brandi-Hansen (3acft), der holdt talen, og for hold to fra 10.30 til 11.30 var det William Stavnsbjerg (3de), der tog ordet.

William Stavnsbjerg holdt en munter elevtale, hvor han kærligt "roastede" både kammerater og rektor. Foto: Bent Warncke

I sin tale fokuserede han humoristisk på det helt specielle fællesskab, han har oplevet på Faaborg Gymnasium.

- Det fællesskab har vi af den helt specielle grund, at vi jo ikke er nogen mennesker, og det har virkelig mange fordele. Småt men godt, kan man jo faktisk kalde det. Men når medier taler om, at vi er ved at lukke, så er det fake news. Vi er ikke ved at lukke - vi består, og det er rigtig godt at gå herude. Vi er en masse specielle individer, der også danner et meget specielt fællesskab. Vi har haft det fedt sammen, og jeg er taknemmelig for at have været en del af det fællesskab, sagde han.

Dimissionen blev i år delt op i to seancer, så forsamlingsforbuddet kunne overholdes. Foto: Bent Warncke
Line Halkjær Gommesen (3e) modtog legatet på 11.000 kroner fra lægerne i Holkegade, som læge Lars Kensmark overrakte. Foto: Bent Warncke
Dimissionen var i år flyttet fra hallen til gymnasiets kantine. Foto: Bent Warncke
Oscar Sophus Cools Streich, Katrine Lassen Dreyer og William Stavnsbjerg modtog hver 1000 kroner fra Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd. Foto: Bent Warncke
Trods de særlige omstændigheder blev dimissionen anno 2020 alligevel en festdag på Faaborg Gymnasium. Foto: Bent Warncke
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Aktiv herre fylder rundt

Ugeavisen Faaborg

Vinderen er fundet

Annonce