Annonce
Ugeavisen Faaborg

Faaborg sætter fuldt blus på julen

Selv om det regnede væk sidste år, var mange glade for fakkeltogen gennem byens gader, så det kommer der også i år. Det nye er, at det bliver Faaborg Kanonerlaug, der går i spidsen, og så slutter det i år med suppe og kajak-lucia ved Det Hvide Pakhus. Arkivfoto: Kim Rune
Efter at byens flotte juletræ blev tændt forleden, skruer Faaborg for alvor op for juleaktiviteterne de næste tre weekender frem mod jul.
Annonce

Faaborg: Hvis juletræet på Torvet sætter standarden, kan det kun blive en fantastisk julemåned i Faaborg. Uafbrudt høres bemærkningen: "Det er det flotteste juletræ, Faaborg nogensinde har haft".

Men julen 2019 i Faaborg er meget andet end det flotte træ, der står og stråler i al sin glans på Torvet. Der bliver tryk på de næste tre weekender.

- Vi prøver at trække folk ind i byen, ikke kun til Torvet, men gerne rundt i byen. Vi vil gerne have, at der sker noget, som påvirker folk positivt - noget som de måske ikke lige vidste på forhånd. For eksempel kommer der nisser rundt i byen de sidste dage inden jul. De går rundt og laver små nisserier og drillerier og deler pebernødder ud på gaderne og i butikkerne. Man kan kun blive glad, når man møder sådan nogle små nissepiger, siger Signe Pardorf Nielsen fra Vores Faaborg & Egn.

- På samme måde har vi med Julemysteriet lavet en rute, så folk kommer rundt i hele byen, tilføjer hun.

Nisserne fra børneteatret Oscar kommer rundt i byen 21., 22., og 23. december. Det var også dem, der delte slikposer ud ved juletræstændingen på Torvet.

Det er Signe Pardorf Nielsen fra Vores Faaborg & Egn, der overordnet holder styr på byens julerier. Meget er allerede i gang, og det hele eksploderer for alvor i weekenden 13.-15. december. Foto: Palle Søby
Annonce

Anne Kyhn fortæller

Lørdag 7. og søndag 8. december kører veterantoget begge dage to ture fra Faaborg til Korinth med afgang fra Faaborg klokken 10.30 og 14. I Korinth er der julehygge med gløgg, æbleskiver, juletræer, tombola, boder og så videre.

Lørdag 7. december og lørdag 14. december er der Julianes Julefortællinger i Den Gamle Gaard. Anne Kyhn, festligt klædt i gammeldags nissetøj, laver fortællinger af en halv times varighed, begge dage klokken 11.30, 12.00 og 12.30. Det koster 40 kroner for voksne, og er gratis for alle under 18 år.

Lørdag 7. december vil et tambourorkester marchere rundt i byen og spille musik mellem klokken 10.30 og 11.30.

I weekenderne 13.-15. december og igen 20.-23. december kan man køre med hestevogn rundt i byen for 25 kroner.

Annonce

Det eksploderer fredag 13.

- Fredag 13. december skyder vi virkelig julen i gang. Det er jo luciadag, så her har vi fået luciapigerne fra Enghaveskolen til at komme på Torvet. Bagefter er der fakkeloptog, hvor det i år er Faaborg Kanonerlaug, der fører an rundt i byen. Det passer jo fint til dét med fakler, siger Signe Pardorf Nielsen.

- Det nye er også, at vi i år kobler os på havkajakklubbens kajak-lucia. Derfor slutter fakkeloptoget i år med suppe uden for Det Hvide Pakhus, fortæller hun.

Det er også fredag 13. december, at de seks juleboder kommer op på Torvet. De vil derefter helt frem til jul byde på fristelser, bemandet med skiftende forretninger og restauranter.

I hele den periode vil der også været et stort telt på Torvet med borde-bænkesæt, hvor man kan sidde og nyde gløgg, æbleskiber, og hvad man ellers har forsynet sig med.

Julemandsløbet vil igen sætte sit festlige præg på byens gader - denne gang lørdag 14. december klokken 10. Arkivfoto
Annonce

Julemænd i gaderne

Årets julemandsløb finder sted lørdag 14. december klokken 10, hvor deltagerne skal ud på en 1,4 kilometer lang rute i det centrale Faaborg. Det koster 120 kroner for voksne og 60 kroner for børn under 12 år. Eller en familiebillet til 300 kroner for to voksne og to børn. Med i prisen er en julemandsdragt og en medalje til børnene. Tilmelding foregår hos Visit Faaborg på www.visitfaaborg.dk.

Søndag 15. december er første dag, hvor butikkerne har ekstra juleåbent, og det har de selvfølgelig også den sidste weekend inden jul.

15. december klokken 11-13 samt 22. og 23. december klokken 13-15 spiller Faaborg Byorkester tre forskellige steder i gaderne: Ved Elsalg i gågaden, på Torvet og på hjørnet af Mellemgade og Vestergade.

Julemysteriet - en skattejagt, hvor man tilmelder sig i Bog & Idé - kører fortsat helt frem til 23. december.

Det er også 23. december, at vinderen af årets gavekort på 10.000 kroner til byens butikker bliver afsløret. Planen er, at Vores Faaborg & Egn i år kører personligt ud til vinderen og overrækker gavekortet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce