Annonce
Ugeavisen Faaborg

Faste spisegrupper og navn på kopperne: Avernax ruster sig til coronasikker festival

Hvis der bliver festival på Avernakø i år, kommer man til at skulle spise sammen med de samme personer ved hvert måltid. Arkivfoto: Yellows
Det er endnu uvidst, om der bliver en ø-festival i 2021. Men festivalfolkene har bestemt ikke kastet håndklædet i ringen. De har nedsat en arbejdsgruppe, som skal gøre det mere sikkert at holde festival i en coronatid.
Annonce

Avernakø: Folkene bag ø-festivalen Avernax følger nøje med i situationen omkring smittetal og udrulningen af vacciner i disse uger. For bliver det muligt at holde festivaler i 2021?

Det kan kun tiden vise. Men Avernaxfolkene er i fuld gang med forberedelserne.

- Først og fremmest kigger vi mod vores brancheforening, Dansk Live, og hvilke tiltag andre festivaler laver. Vi kan lige så godt stå på den viden, der er i branchen, mener formand Jesper Kirkbak.

I eget regi har festivalfolkene nedsat en covid-arbejdsgruppe med folk, der på en eller anden måde har faglighed fra sundhedsområdet. Formålet med arbejdsgruppen er at sikre, at der kan laves en så hygiejnisk og coronavenlig festival som muligt.

Navn på kopperne er et af de tiltag, covid-arbejdsgruppen er kommet op med i arbejdet med at coronasikre festivalgæsterne. Arkivfoto: Maria Retoft Pedersen

- Kort sagt gennemtænker vi alle de områder, hvor vi er lidt anderledes i forhold til andre festivaler. Det gælder f.eks. fællesspisningen. Den planlægger vi at afvikle i faste spisegrupper - så man spiser i de samme grupper af otte mennesker under hele festivalen. Normalt finder man sammen otte og otte til hvert nyt måltid, siger Jesper Kirkbak.

Annonce

Navn på koppen

Et andet helt konkret tiltag bliver, at gæsterne stadig selv skal skylle deres tallerkener og bestik, men derefter køres al service igennem industriopvaskemaskiner.

- Og så bliver der ekstra stort fokus på, at folk har navne, mærkater eller lignende på deres personlige kopper, så de ikke bliver forbyttet, siger Jesper Kirkbak.


Lige nu krydser vi fingre så hårdt, at det næsten gør ondt. Vi er nødt til at tro på, at vi kan holde en festival i år. Vi er mange frivillige med en høj gejst, og vi savner det virkelig meget. Men selv i en situation, hvor forsamlingsloftet er højt nok til, at vi kan holde festival, skal mavefornemmelsen være der. Vi skal have en fornemmelse af, at det er sikkert og forsvarligt.

Jesper Kirkbak, formand for Avernax


Afvikling af koncerter er en udfordring, som alle festivaler står med.

- Så der afventer vi, hvordan branchen som helhed forholder sig, siger Jesper Kirkbak.

Selv hvis der på mirukaløs vis skulle være fuldstændig styr på coronasituationen til august, vil det næppe blive en festival 100 procent som i gamle dage.

- Jeg har på fornemmelsen, at vi alle kommer til at have mere fokus på håndsprit og hygiejne i fremtiden. Vi kommer alle til at ændre adfærd, og de baner skal vi også tænke i på Avernax, siger Jesper Kirkbak.

Annonce

Sikkerheden vægter højest

På grund af coronasituationen blev Avernax 2020 aflyst.  Og langt de fleste af de gæster, der havde købt billet til festivalen i 2020, fik ombyttet deres billet til at gælde til festivalen i 2021. Dermed er årets festival også udsolgt.

- Lige nu krydser vi fingre så hårdt, at det næsten gør ondt. Vi er nødt til at tro på, at vi kan holde en festival i år. Vi er mange frivillige med en høj gejst, og vi savner det virkelig meget, siger formanden.

Avernax

Avernax er en all inclusive-festival, der finder sted på Avernakø ud for Faaborg. Når man har købt sin billet, får man musik, måltider, og øl og sodavand ad libitum i de dage, festivalen varer.

Drikkevarerne drikkes af en Avernax-kop, hvert år i en ny farve.

Festivalen er foreningsejet og non profit. Alt overskud går til afholdelse af festivalen og støtte af det lokale ø-liv.

Festivallen så dagens lys for første gang i 2017 på initiativ af en række fynboer, der aldrig havde arrangeret festival før.

Festivallen i 2020 blev dog aflyst på grund af coronasituationen.

"Avernax er grundlagt på et længerevarende kærlighedsforhold til Avernakø, fælleskabet, musikken og ølivets generelle fortræffeligheder," lyder det i Avernax' manifest.

- Men selv i en situation, hvor forsamlingsloftet er højt nok til, at vi kan holde festival, skal mavefornemmelsen være der. Vi skal have en fornemmelse af, at det er sikkert og forsvarligt.

Der er endnu ikke meldt nogle musiknavne ud til en mulig 2021-festival.

- Vi skal helt sikkert nok få sat et fedt program sammen, men vi strækker det lige lidt længere i år med at afslutte aftalerne. For hvis vi ikke kan holde en festival til sommer, er vi afhængige af ikke at skulle betale alt for mange musikere og leverandører. Derfor er vi stadig i dialog på det område, siger han.

Arrangørerne krydser fingre for, at festivalgæsterne kan samles på Munke Strand til sommer. Arkivfoto: Maria Retoft Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce