Annonce
Ugeavisen Faaborg

Filmtalent med hede Hollywood-drømme

Christopher Engel håber, at afgangsprojektet kan få ham ind på den fynske filmskole 18frames og videre mod sin ultimative drøm om at lave spillefilm i Hollywood. Foto: Kasper Buur Nielsen
Christopher Engel går på film/medie-linjen på HF i Faaborg og har lige udgivet en bog, der skal filmatiseres og fungere som afgangsprojekt. Men den unge filmskaber drømmer stort. Han håber, at projektet kan hjælpe ham på vej mod det ultimative mål: at lave en spillefilm i Hollywood.
Annonce

Faaborg: På mange måder minder Christopher Engel om mange andre unge mennesker. Han har haft en svær ungdom, er kommet lidt på afveje og har fundet tilbage igen. Og på mange måder er han helt sin egen. Det er ikke mange 25-årige HF-studerende, der har udgivet to bøger og produceret et utal af kortfilm og en enkelt spillefilm. Hans seneste bog hedder "Bag sjælens ruder" og er netop blevet tilgængelig i bogbutikken Saxo. Han skrev bogen på bare tre måneder.

- Jeg havde hele historien inde i hovedet. Den skulle bare ud, fortæller den unge forfatter og filmskaber.

Christopher Engel er modig, måske tenderende til dumdristig. Når han får en idé til noget, så gør han det bare. I stedet for at gå og drømme om at skrive en bog som så mange andre, skriver han den og udgiver den selv. Han tør endda drømme om nærmest uopnåelige bedrifter.

- Jeg sigter efter at lave minimum én film i udlandet. Og her vi snakker Hollywood, erkender han.

Men så langt er han ikke endnu.

Christopher Engel

25 år, vokset op i Birkerød.

Flyttede til Faaborg for at gå på film/medie-linjen på HF.

Har lige udgivet bogen "Bag sjælens ruder".

Hans første bog, "Min bedste vens dagbog", har han også selv udgivet.

Har lavet flere kortfilm og dokumentarspillefilmen "Kampen mod mit sind".

Annonce

Filmtalent på gymnasiet

Hollywood-drømmen må vente, for Christopher Engel har et mere håndgribeligt og presserende projekt. Han har besluttet, at "Bag sjælens ruder" skal danne grundlag for hans kommende afgangsprojekt. Derfor er han i gang med at omdanne bogen til et filmmanuskript.

- Udgangspunktet er, at den skal vare en halv time, men til eksamen må jeg kun gå op i syv minutter. Så jeg laver en kort og en lang version, forklarer Christopher Engel.

Det kan måske virke mærkværdigt at producere over tre gange så meget, som eksamenskravet foreskriver. Men den ivrige og engagerede filmskaber håber at kunne lave et værk, der imponerer publikum og giver ham opmærksomhed.

- Jeg håber jo, at den kan få mig frem i livet, erkender den unge filmskaber.

Den unge faaborgensiske filmfantast har på fornuftigste vis indlagt delmål på vejen mod Hollywood. Første skridt på vejen er at komme ind på den fynske filmskole 18frames. Herefter skal 18frames hjælpe Christopher Engel med at få en plads på Den Danske Filmskole. Men han ved godt, han ikke er dér endnu.

- Jeg tænker, jeg er på et midterstadie. Jeg er mellemklar, erkender han.

Annonce

Omvejen

Inden Christopher overhovedet var tæt på at være en mellemklar filminstruktør, var han på vej ud af et dystert plot-twist i sin livsfortælling. Sammen med en ven, han havde mødt på medieskolen, begyndte han at ryge hash. Efter et halvt år holdt han op med at lave film og bøger og brugte hele sin tid på at ryge sig skæv.

En dag sidder han i sin mors gråbrune fløjlssofa. Moderen har inviteret ham og søsteren på julehygge. Men det er ikke særlig hyggeligt. Christopher har det som om, han er med i en stumfilm. Han ved ikke, hvad han skal sige. Søsteren sidder over for ham. Hun er bekymret, sådan plejer hendes lillebror ikke at være.

- Hvad går du rundt og laver, spørger hun.

- Jeg laver ikke en skid. Og jeg har det af helvede til.

Sådan et svar vil nok aktivere enhver, hvis det kommer fra én, der er nær. Det gjorde det også i søsterens tilfælde, og efter en længere samtale fandt de i fællesskab ud af, at Christopher skulle på højskole.

- Den ligger i Odder og er en filmhøjskole. Men den koster penge. Jeg har sgu ikke råd til at gå på den, siger han til søsteren.

Imens er moderen kommet ind i stuen til dem.

- Men det kan være, jeg har, siger moderen til Christopher.

På den måde kom filmrullen tilbage på den rette rille. Ved at starte på Odder Filmhøjskole, hvor han igen lavede kortfilm og dokumentarer.

Christopher Engels nyeste bog, "Bag sjælens ruder", handler om en ung mand med psykiske udfordringer, der får arbejde i en biograf. Foto: Kasper Buur Nielsen
Annonce

Mental styrke

Det er ikke altid, det har været lige let, dét dér med sociale interaktioner for filmtalentet fra Faaborg. Christopher kalder sig selv særlig sensitiv og ADD-ramt, også kaldet den stille ADHD. Det har naturligvis haft konsekvenser for filmskaberens liv. Især det med at være særlig sensitiv på et filmset har været udfordrende for ham. Ifølge Christopher kan der være en ret hård tone, men det har han efterhånden vænnet sig til.

- Tidligere ville jeg have siddet på min seng og grædt, fortæller han og forklarer, at han har lært ikke at tage tingene så nært.

Christopher Engel har også været god til at bruge sin mentale modstand konstruktivt. Begge bøger, han har forfattet, handler om mænd med psykiske udfordringer. Én af de film, han har lavet, er endda et selvbiografisk værk, "Kampen mod mit sind", hvor han beskriver sine problemer.

- Det endte med, at jeg var rundt på forskellige skoler og holdt foredrag om det, jeg havde lavet. Folk sagde til mig, at de kunne spejle sig i det, fortæller Christopher.

Selv om Christopher Engel stadig er langt fra Hollywood-målet, har han alligevel overvundet mange forhindringer. Hans nye bog, "Bag sjælens ruder", kan købes nu, og filmatiseringen kan opleves i løbet af næste år i Helios.

Christopher Engel vil selv filmatisere sin egen bog. Den skal fungere som afgangsprojekt fra film/medie-linjen på HF i Faaborg. Foto: Kasper Buur Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Aktiv herre fylder rundt

Ugeavisen Faaborg

Vinderen er fundet

Annonce