Annonce
Ugeavisen Faaborg

Fodbold, volley og svømning: Tre ud af seks nominerede til Idrætsforeningspris er fra Faaborg-Midtfyn

Midtfyns Volleyballklub er blandt de nominerede til prisen. Privatfoto
SFF, Midtfyns Volleyballklub og Ringe Svømme-Klub er med i opløbet om Den Fynske Idrætsforeningspris, som overrækkes den 20. januar.

Faaborg-Midtfyn: Der er hele tre foreninger fra Faaborg-Midtfyn med i opløbet, når Fynske Idrætsforbund uddeler Den Fynske Idrætsforeningspris onsdag den 20. januar.

Den Fynske Idrætsforeningspris er en pris, som Fynske Idrætsforbund har indstiftet. Den overrækkes hvert år i januar til en forening, der uge efter uge tilbyder sine medlemmer gode aktiviteter, er et samlingspunkt i nærområdet, er iderig og simpelthen bare gør det, idrætsforeninger kan - leverer et fællesskab.

Der er i alt seks foreninger nomineret til prisen: SFF - Fodboldsammenslutningen i Faaborg, Tommerup Svømmeklub, Midtfyns Volleyballklub, Ringe Svømme-Klub, Otterup Håndboldklub og BK Rollo fra Svendborg.

- Der er tale om seks meget stærke fynske foreninger, som på hver deres måde er et stort lokalt aktiv, og som uge efter uge leverer inspirerende og udviklende træning til glæde og gavn for deres medlemmer, lyder det fra Fynske Idrætsforbund i en pressemeddelelse.

Annonce

Et sundt og levende fodboldmiljø

I nomineringen af SFF lyder det blandt andet:

SSF - Sydfyns Forenede Fodboldklubber - er en sammenslutning af fire klubber fra Faaborg og omegn. Arkivfoto

”At sammensmelte fire moderklubber med hver deres særegne præg er ikke nogen let sag, og det har krævet en kæmpe arbejdsindsats fra alle kanter, men de mange timers drøftelser og tilrettelæggelse har været til stor gavn for klubberne, klubbernes ledelse og ikke mindst for spillerne, der i dag nyder godt af SFF's mange muligheder, der er funderet i en solid platform. Dét at have mod til at turde tage skridtet mod det som man kunne fristes til at kalde ”tvær-lokale samarbejder”, og at ville kæmpe kampen for det gode samarbejde trods egne årelange traditioner er uden tvivl et stærkt symbol på styrken i Forenings-danmark; vi er dygtige alene, men sammen er vi endnu dygtigere! Det bør værdsættes og belønnes, fordi det er med til at skabe et sundt og levende foldboldmiljø, der tilgodeser ”den lille klub” i en større sammenhæng."

Annonce

En klub for alle

Om Midtfyns Volleyballklub lyder det blandt andet:

”MVK har i mange år arbejdet for bredden og ydet en stor indsats for børn og unge i lokalområdet.I 2020 har de startet Ramasjang Familievolley op, der er for en helt ny målgruppe i klubben, nemlig de små fra tre-seks år og deres forældre. Dette viser, at klubben hele tiden er i udvikling. (…) Arbejdet med synlighed ses i MVK’s nye hjemmeside, som virkelig henvender sig varmt og imødekommende til nye medlemmer, hvor de signalerer, at det er en klub for alle.”

Den Fynske Idrætsforeningspris

Fynske Idrætsforbund har i en årrække overrakt en hæderspris i forbindelse med Sportslørdag-fejringen.

De første mange år under navnet Fynsk Idræts Initiativpris, der blev givet til et særligt initiativ til glæde og gavn for den fynske idræt.

Fra 2018 skiftede prisen navn til “Den Fynske Idrætsforeningspris”. I stedet for at hylde enkeltstående initiativer blev fokus lagt over på at hædre den dygtige idrætsforening, der samler lokalområdet, udmærker sig ved træning og aktiviteter for børn og unge, synlighed, diversitet i bestyrelsen, mm.

Prisen blev uddelt første gang til Sportslørdag 19. januar 2019 og er gået til Faaborg ØH og STIF Salbrovad.

Annonce

Tager covid-19 med oprejst pande

Også Ringe Svømme-Klub får flotte ord med på vejen:

Troels Stubager har været formand for Ringe Svømme-Klub i mange år og er en stærk ambassadør for klubben, lyder det. Arkivfoto

”Ringe Svømme-Klub er en yderst velfungerende svømmeklub med lidt mere end 1400 medlemmer. Bestyrelsen er udelukkende frivillige folk med formand Troels Stubager i front, som en stærk ambassadør for klubben. Troels Stubager er efterhånden en institution i sig selv, da han har været formand for klubben i mange år. Selv i denne tid, hvor covid-19 huserer, tager svømmeklubben det med oprejst pande, og sørger for svømmeundervisning til alle deres medlemmer, så det passer ind under de gældende restriktioner.”

Annonce

Dommerpanel finder en vinder

Det er nu op til en dommerkomité bestående af Bernt Nielsen, formand for Fynske Idrætsforbund, Lars Erik Hornemann, formand for den politiske styregruppe ved Kulturregion Fyn, og Thomas Bach, næstformand i Danmarks Idrætsforbund, at udpege vinderen.

Prisen overrækkes normalt hvert år i forbindelse med Sportslørdag i januar, men eftersom coronasituationen har sat en stopper for den fest, bliver prisen overrakt den 20. januar som en del af Fynske Bank Sportsugen, hvor alle de øvrige priser, der plejer at blive overrakt, også bliver overrakt. Det hele kan følges online via Sportslørdags Facebook-side.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce