Annonce
Ugeavisen Faaborg

Fodplejer drømmer om et sundhedshus i Korinth

Anette Terp Thode føler sig ualmindeligt meget hjemme i lokalerne på Kaj Lykkes Vej i Korinth. Hun åbner nemlig klinik i det hus, hun selv har boet i. Foto: Maria Retoft Pedersen

En dag om ugen er der åbent hos Anettes Fodplejeklinik på Kaj Lykkes Vej i Korinth, og Anette Terp Thode håber, at flere behandlere vil flytte ind på sigt.

Annonce

Korinth: Anette Terp Thode satte sit hus på Kaj Lykkes Vej 5 i Korinth til salg for over et halvt år siden, men indtil videre har der ikke været én eneste mulig køber at kigge på det. Anette Terp Thode har boet i Korinth i 20 år, men i juni 2018 flyttede hun til Barløse sammen med sin kæreste, hvor der var plads til parrets to heste.

Men der er jo ingen grund til, at huset bare står tomt, og derfor har Anette Terp Thode valgt at indrette sin gamle stue som fodplejeklinik. Anette Terp Thode driver i forvejen egen klinik fra hjemmet i Barløse.

- Jeg pendler jo så frem og tilbage. Min plan er, at jeg vil have åbent her en gang om ugen afhængigt af bestillingerne, siger hun.

Hun håber, at hun på sigt kan trække andre behandlere til, så det kan ende med at blive et helt sundhedshus.

- Men først skal jeg lige falde til her, og så skal vi se, hvad interessen kan bære, forklarer hun og tilføjer, at korintherne har taget godt imod hendes klinik.

- Jeg har fået mange positive tilkendegivelser og også de første bookinger, siger hun.

Annonce

Arbejdet med mennesker

Anette Terp Thode vil gerne leve af sin fodplejeklinik på sigt, men pt. kører hun som social- og sundhedsassistent, oftest i weekender og helligdage.

- Indenfor ældreområdet er der mange ændringer i strukturen og besparelser hele tiden. Det havde jeg svært ved at holde hoved til, siger hun om baggrunden for, hvorfor hun valgte at åbne egen forretning.

Som fodplejer får hun også lov til at arbejde med mennesker, som altid har været hendes force.

- Jeg har helt klart en fordel i, at jeg har en sundhedsmæssig baggrund bag mig, og jeg er vant til at tale med mennesker, siger hun.

Anette Terp Thode er desuden ved at uddanne sig til zoneterapeut og bliver færdig med den uddannelse til sommer.

Annonce

Liv i Korinth

Faktisk er det ikke første gang, at Anette Terp Thode tager imod kunder på Kaj Lykkes Vej. Da hun var under uddannelse, tilbød hun prøvebehandlinger i de selv samme rammer.

Og skulle huset på Kaj Lykkes Vej gå hen og blive solgt, så er der nogle ting, der skal op til fornyet overvejelse.

Men i første omgang ser Anette Terp Thode ventetiden som en oplagt prøveperiode for klinikken i Korinth.

- Hvis det går rigtig godt med klinikken her, så er jeg slet ikke sikker på, at huset skal sælges, siger hun og understreger, at hun gerne vil bidrage til at skabe liv i Korinth.

- Byen betyder rigtig meget for mig, og jeg har også tre børn boende her, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce