Annonce
Ugeavisen Faaborg

Fugleskydning med stråhat og e-sport

Det traditionelle optog (her fra 2016) af tidligere fuglekonger bliver i år med stråhatte. Arkivfoto: Roland Petersen
Alle sejl er sat til for at gøre årets byfest i Faldsled-Svanninge-Millinge til den bedste nogensinde.
Annonce

Faldsled-Svanninge-Millinge: Programmet til den 66. udgave af fugleskydning arrangeret af Faldsled/Svanninge S.G. & I. får et ungdommeligt tvist i år. Det er nemlig lykkedes at booke to professionelle Counterstrike-spillere fra Esbjerg, der lørdag den 15. juni kommer og fortæller om deres E-sportskarriere, og giver en demonstration af, hvad det er, de kan. Arrangementet starter klokken 12 i Svanningehallen, og der bliver mulighed for at prøve at spille mod de professionelle.

- De vil fortælle lidt om, hvordan deres interesse blev vakt og om, hvor mange skældud de også har fået af deres forældre for at sidde og spilde så mange timer foran computeren, fortæller formand for Faldsled-Svanninge S. G. & I. Flemming Lunde.

Men festugen, der afvikles fra tirsdag den 11. juni til lørdag den 15. juni åbnes traditionen tro med bankospil allerede tirsdag aften. Igen i år er det lykkedes at skaffe nogle meget flotte præmier til bankospillet. Hovedpræmien er et gavekort på 2000 kroner til restaurant Klinten, der oven i hatten har smidt et gavekort på 10x75 kroner til isboden ved Klinten. Den lokale Svanninge Sognegård har også været i det gode sponsorhumør og har sat et gavekort på 100 stykker smørrebrød på højkant til den heldige vinder.

- Vi skruede lidt op for præmieniveauet sidste år, og vi har været heldige at kunne holde niveauet i år. Jeg synes, det er nogle meget flotte præmier, der er på spil, siger Flemming Lunde.

Annonce

Skydning - nu med stråhat

Ligesom sidste år er torsdagen dedikeret til familierne - der er kylling, pølser og frikadeller på grillen, og der er børnedyrskue og børnefugleskydning, hvor børn fra 2. til 6. klasse kan deltage.

Fredag aften indledes med en fodboldturnering, hvor firmaer, familier og gadehold dyster mod hinanden. Det forventes at 16-20 hold deltager i den. Igen er der fyret op i grillen - nu med helstegt pattegris, og om aftenen spiller orkestret Ugl & Fugl i teltet frem til midnat.

Nu skulle man så tro, at festen i Svanninge havde kulmineret, men nej. Lørdag bliver den helt store festfinale, Her afholdes den traditionsrige fugleskydningskonkurrence, hvor tidligere fuglekonger efter en god frokost går i procession gennem byen. Klokken 12.30 gøres der stop ved Dagli'Brugsen, inden turen går videre til festpladsen ved hallen. I år vil adskillige i processionen i øvrigt være iført stråhat, fortæller Flemming Lunde.

- Hvis man betaler 100 kroner for sit skydekort, følger der i år en stråhat og en øl i baren med, fortæller Flemming Lunde.

Stråhattene er udstyret med logoet "Fugleskydning 2019", og håbet er, at der kan sælges mellem 75 og 100 stråhatte.

- Næste år bliver det med 2020 på, så måske det kan blive til et samleobjekt, siger Flemming Lunde.

Klokken 13 af afgiver sidste års fuglekonge Helle Mølgaard Christensen så det første skud, og så er konkurrencen i gang.

Annonce

Nål i en høstak

Eftermiddagen igennem vil der være forskellige konkurrencer. Børnene kan finde nålen i høstakken, de voksne dyster i at slå søm i på den mest effektive måde, der er koskidningskonkurrence, og så har hjemmeværnet lavet en forhindringsbane, som børnene kan afprøve.

Boderne lukker klokken 16.30, så folk kan nå hjem og iføre sig festtøjet til den store afsluttende fugleskydningsfest i hallen.

- Vi har pænt stor opbakning til festen, og der kommer flere og flere med år for år. I år håber vi at kunne ramme 220 deltagere, og det er nogenlunde, hvad der er plads til i hallen, siger Flemming Lunde.

Foreningen håber igen i år at kunne få et overskud på 35.000-40.000 kroner, der går til ungdomsarbejdet i Faldsled-Svanninge S.G. & I.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Gudstjenester

Ugeavisen Faaborg

Vinderen er fundet

Ugeavisen Faaborg

Aktiv herre fylder rundt

Annonce