Annonce
Ugeavisen Faaborg

Historisk: Musikforening dropper årets generalforsamling

Formand for Faaborg Musikforening Kirsten Styrbæk må i år aflægge beretning digitalt. Arkivfoto: Palle Søby
I 173 år har Faaborg Musikforening holdt generalforsamling hvert år i april eller maj. På grund af Coronakrisen har bestyrelsen efter mange overvejelser valgt at springe generalforsamlingen 2020 over.
Annonce

Faaborg: I år bliver der ingen generalforsamling i Faaborg Musikforening.

- Det er aldrig sket før, så vi har haft en advokat med på råd for at sikre, at vi gør det på den bedste måde, forklarer formand Kirsten Styrbæk i en pressemeddelelse.

- Der er ingen tvivl om, at offentlige forskrifter overtrumfer foreningsvedtægter, og vi kan ikke nå at holde generalforsamlingen efter forskrifterne her inden udgangen af maj.

Foreningens medlemmer tilhører den modne del af befolkningen og er dermed i risikogruppen. Bestyrelsen har talt med en del medlemmer, og mange har forklaret, at selv om reglerne skulle blive lettet på et senere tidspunkt, så ville de ikke turde møde op alligevel, lyder det i pressemeddelelsen.

Bestyrelsen har derfor besluttet helt at droppe generalforsamlingen i 2020 og først holde en i 2021, medmindre der opstår et akut behov for en ekstraordinær generalforsamling.

Formandens beretning bliver fremlagt på foreningens hjemmeside og udsendt til medlemmerne pr. e-mail. Henvendelser fra medlemmer og eventuelle bemærkninger fra bestyrelsen vil også kunne findes her.

Det reviderede regnskab vil også blive fremsendt til medlemmerne og kunne findes på foreningens hjemmeside.

Hanne Paulin, der har siddet i bestyrelsen siden 1996, har efter eget ønske valgt at stoppe.

- Det er vi rigtig kede af, men vi er også meget taknemmelige for Hannes enorme indsats for foreningen gennem alle årene, lyder det fra foreningen.

De øvrige bestyrelsesmedlemmer, der er på valg i 2020, er alle villige til at fortsætte.

Der er behov for at tilknytte ny arbejdskraft til bestyrelsen, som derfor vil invitere et eller to medlemmer til at deltage i det kommende bestyrelsesarbejde, dog uden de får stemmeret.

Man kan læse beretningen og det reviderede regnskab fra 27. maj, hvor generalforsamlingen var planlagt til, på www.faaborgmusikforening.dk

Formand Kirsten Styrbæk plejer også at fremlægge næste sæsons koncerter på årets generalforsamling.

Men det er stadig usikkert, hvordan efterårets koncerter bliver i forhold til coronakrisen, så alt skal tages med forbehold, oplyser foreningen. De allerede planlagte koncerter vil dog blive lagt ind på foreningens hjemmeside.

Det er aldrig sket før, så vi har haft en advokat med på råd for at sikre, at vi gør det på den bedste måde.

Kirsten Styrbæk, formand for Faaborg Musikforening

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce