Annonce
Ugeavisen Faaborg

Hjemmeskole: På jagt efter dyrespor i naturen

Emil Sanderhoff og Manja er på vej over til "den hemmelige ø", hvor Manja har sit eget "prinsesseslot". Foto: Palle Søby
Naturvejleder Emil Sanderhoff viser her, hvordan man kan bruge naturen, når man har hjemmeskole med sine børn.

Haastrup: Masser af mennesker har siden marts 2020 igen og igen fremhævet, hvor meget de har værdsat at bruge naturen, når meget andet ikke har været muligt på grund af corona.

Lige nu står masser af forældre med store udfordringer med at motivere og inspirere deres "hjemmegående" børn under den aktuelle nedlukning.

Men kan man ikke kombinere de to ting? Altså naturen og hjemmeskolen?

Jo, det kan man da i høj grad. Ugeavisen har besøgt naturvejleder Emil Sanderhoff i Haastrup for at se, hvordan han bærer sig ad med at drive "hjemmeskole".

Manja har fundet to kogler, der ser forskellige ud. Den ene har musen spist af, og den anden har et egern været i gang med. Foto: Palle Søby
Annonce

Vigtigt at have et mål

I dag er han hjemme for at tage sig af sin datter, Manja, og dagens mission er kort og godt: Vi skal ud i Skånemosen for at finde dyrespor.

- Det er altid vigtigt at have et mål, når man skal ud i naturen. Børn vil typisk spørge: "Jamen hvorfor skal vi ud i naturen?" Så er det vigtigt at kunne sige: "Fordi vi skal ud og finde dyrespor." Det er ikke sikkert, vi finder det, vi leder efter, men vi får sjove oplevelser - og  vi får frisk luft og røde kinder, siger Emil.

Det er altid godt at have lidt proviant med, når man skal ud i naturen. Her bliver vi tanket op af chokoladekiks på "den hemmelige ø" i Skånemosen. Foto: Palle Søby
Annonce

Overlever musvågen?

Men allerførst skal vi fodre den stakkels afkræftede musvåge, som Emil fandt forleden ude i Skånemosen.

- Den fløj hen og satte sig på en pæl og faldt ned. Jeg tænkte, at der måtte være noget galt, så jeg tog den med hjem. Den er meget afkræftet, så det er ikke sikkert, den overlever, men nu får den en chance, fortæller Emil, mens han og Manja prøver at proppe et stykke kylling ned i halsen på musvågen.

- Man kan fint bruge fuglefodring til at lære børn om naturen. Så kan man tælle, hvor mange forskellige fuglearter man kan få hjem på foderbrættet.

Emil og Manja prøver at give den afkræftede musvåge et stykke kylling. Men det er svært. Foto: Palle Søby
Annonce

Spættens værksted

På vej ud i Skånemosen ser vi et sort egern, mens vi kigger efter friske dyrespor i mudderet på stien. Vi gør holdt ved et stort, dødt egetræ.

- Det her er et spætteværksted. Her har spætten kilet en kogle fast i træet, og så hakker den frøene ud og spiser dem, forklarer Emil.

I skovbunden kan vi se, at mosset er revet op. Igen et spor efter at fugle har ledt efter føde.

Manja med musens kogle til venstre og egernets kogle til højre. Foto: Palle Søby
Annonce

Musen og egernet

Pludselig finder Manja to kogler, der ser forskellige ud.

- Det er er klassisk eksempel på to forskellige dyr, der spiser kogler på hver sin måde. Kan du sige, hvilke dyr der har spist hvilken kogle, spørger Emil sin datter.

Det kan Manja.

- Den der har musen spist, og den der har egernet spist, siger hun.

- Helt rigtigt. Egernet er dovent og gnaver ikke så tæt som musen, som gnaver helt ind til roden af koglen, forklarer Emil.

Annonce

Slottet på den hemmelige ø

Nu skal vi over på "den hemmelige ø". Man skal balancere derover på en bro af to træstammer. Herovre sætter vi os på et liggeunderlag og drikker kaffe og spiser chokoladekiks. Det er godt at få blodsukkeret tanket op.

Den her gamle trærod er blevet til Manjas "prinsesseslot" på "den hemmelig ø". Fantasien blomstrer, når børn kommer ud i naturen. Foto: Palle Søby

- Her er mit prinsesseslot, siger Manja og viser en kæmpestor rod fra et træ, som nu er blevet til hendes "slot".

- Se her, siger Manja og viser et agern med et hul i.

Det er mus, som har spist af agernet.

- Man kan jo lave en hel lille samling af de dyrespor, man finder, siger Emil.

Jo, der er stadig masser af muligheder i naturen - også i hjemmeskolen.

Og efter en god time i Skånemosen har vi både fået sjove oplevelser og masser af dejlig frisk luft.

Her har Emil og Manja fundet fodspor efter rådyr i skovbunden. Foto: Palle Søby
Manja har fået øje på en fuglefjer i vandet ved broen over til "den hemmelige ø". Foto: Palle Søby
Manja har fundet et agern, som en mus har spist af. Foto: Palle Søby
Så er der hjemmeskole i naturen. Emil Sanderhoff og Manja på vej ud i Skånemosen ved Haastrup. Foto: Palle Søby
Emil Sanderhoff ved spætteværkstedet, hvor spætten kiler grankogler fast i det døde egetræ for at spise frøene. Foto: Palle Søby
Manja får lige en chokoladekiks mere, så hun har energi til hjemturen. Foto: Palle Søby
Der er ikke meget liv i den afkræftede musvåge, og Emil har ikke meget held med at få den til at tage imod kyllingestykket. Foto: Palle Søby
- Dér er en fuglefjer, siger Manja på vej over broen til "den hemmelige ø". Foto: Palle Søby
Manja har fundet et agern, som en mus har gnavet et hul i. Foto: Palle Søby
Her har fugle rodet op i mosset for at finde føde. Foto: Palle Søby
Her er der spor efter rådyr i skoven. Foto: Palle Søby
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce