Annonce
Ugeavisen Faaborg

Hollænder var korinther af den fineste slags

John Hollænder tabte kampen til kræften fredag 17. maj. Arkivfoto
Annonce

Mindeord for John Hollænder, Sybillesvej 24, Korinth

I påsken gik jeg, som jeg gør hver eneste påske, og lyttede til "Jesus Christ Superstar", den fremragende version med Ian Gillan og Murray Head, som er en af mange lp-plader, min kollega og ven John Hollænder har foræret mig.

I år gav den smukke fortælling mig en ekstra klump i halsen under "The last supper", for jeg vidste, at John Hollænder sad og lyttede til det samme - med bevistheden om at han selv var terminal patient, efter han havde fået sin kræftdiagnose i januar.

Jeg hørte aldrig John besvære sig over den onde skæbne, der var overgået ham. Til det sidste bevarede han både humør og humor, og den indignation, han ofte luftede, især på Facebook, gjaldt aldrig ham selv men de svageste i samfundet.

Det var helt typisk John.

Han elskede en spids pen og brugte den gerne selv, helst hvis han kunne flette sin finurlige humor ind. Det gjorde han gerne i et utal af referater fra seriekampe i de fynske aviser, i fortællinger fra hjembyen Korinth i de samme aviser, i Korintherbrevet og i dusinvis af festsange, han har forfattet. Som meddeler var John Hollænder den bedste, jeg har kendt. Han vidste alt om Korinth, og jeg kunne altid spørge ham til råds, men det var nu ikke alt, han fortalte mig. Godt nok elskede John at fortælle historier, men hvis han følte, det var en historie, der var dårlig for Korinth, fortalte han mig ikke om den, i hvert fald ikke før, der var løbet så meget vand i åen, at den var blevet irrelevant som nyhed.

John var korinther af den fineste slags, levede for sin by og gav den liv med det enorme overskud af hjælpsomhed, han besad. Det er vist få af byens foreninger, han ikke har siddet i bestyrelsen for, og selvfølgelig er han forlængst, helt tilbage i 2002, hædret med titlen “Årets Korinther”. Da John fik diagnosticeret kræft, bad han om en pause fra sine pligter for avisen, men han havde hele tiden planer om at komme tilbage, når han fik det lidt bedre, og han tabte ikke interessen for sit lokalsamfund. Hans elskede hustru Lisbet kørte ham rundt, så han kunne se skoven springe ud, og så John kunne dirigere hende rundt ad de små smutveje, han selv plejede at benytte sig af, når han suste rundt for at dække seriekampe med en enorm respekt for den lidenskab, der foldede sig ud på grønsværen. Johns store forbillede i mange af livets forhold var John Lennon. Ligesom ikonet var Korinth-udgaven af John antimaterialistisk og fredselskende. Han gav pokker i hæder, rigdomme og fysiske resultater, men satte pris på passion og mening i de kunst- og udtryksformer, han fattede interesse for. Ligesom Lennon ydede John Hollænder sit til at gøre verden til et lidt bedre sted. Bededagsmorgen vandt kræften over John Hollænder. Han sov ind fredsommeligt, som han ønskede, livet skulle være, ind - omgivet af sine kæreste. John, I may say, you were a dreamer. But you were not the only one. Dit minde vil stå stærkt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

El-biler kan redde liv

Ugeavisen Faaborg

Konfirmationer uge 33

Ugeavisen Faaborg

Kirketider uge 33

Ugeavisen Faaborg

Kom til KOL-kor i Faaborg

Annonce