Annonce
Ugeavisen Faaborg

Hundesalon kørt på blokvogn fra Svendborg til Faaborg

Det kræver hundetække at være hundefrisør - og det har Birgit Svane efter over 20 år i branchen. Her er hun i gang med en af stamkunderne - Kenzo fra Vester Skerninge. Han virker helt og aldeles tryg i hænderne på Birgit. Foto: Palle Søby
Birgit Svane har i over 20 år drevet hundesalon lidt uden for Svendborg. Nu har hun i bogstavelig forstand flyttet salonen til Faaborg, hvor den er kommet på plads i haven på Nyborgvej 40. Dermed har Faaborg nu også fået en hundefrisør.
Annonce

Faaborg: Hvis man flytter en frisørsalon fra en by til en anden, vil det normalt være sådan, at man lukker salonen ned det ene sted og derefter indretter salon i nye lokaler i den anden by.

Det var ikke helt sådan, det gik for sig, da Birgit Svane flyttede sin hundesalon fra Svendborg til Faaborg.

Nej, hun hyrede simpelthen et firma - KDC Kraner i Stenstrup - til at komme og flytte hele salonen, der er indrettet i et fint lille træhus.

Firmaet kom med en kæmpestor kran og en kæmpestor blokvogn, og så blev hele hundesalonen transporteret ad rute 44 hele vejen fra Svendborg til Nyborgvej 40 i Faaborg, hvor Birgit har lejet et hus. Her blev hundesalonen svinget hen over et stort grantræ og sænket ned i haven, hvor Birgit allerede har haft besøg af de første firebenede kunder i sit nye liv som hundefrisør i Faaborg.

- Jeg syntes, at jeg trængte til nogle nye udfordringer. Jeg kan godt lide Faaborg og har i forvejen kunder her, som jeg kører ud til. Og så får jeg lov til at være alene her, hvor der ikke er andre hundefrisører. Så der var flere grunde til, at jeg syntes, det kunne være spændende, forklarer Birgit Svane.

Sådan flytter man en hundesalon: Med en kæmpestor kran og en blokvogn. Her er "hundehuset" på vej ned i sine nye omgivelser på Nyborgvej 40 i Faaborg. Privatfoto
Annonce

Hunde får trukket pelsen af

Hun har over 20 års erfaring i branchen og har ordnet mange forskellige hunde i tidens løb. Men hendes kærlighed ligger især på de såkaldte trim-hunde.

- Jeg kan godt lide de racer, hvor man tager underuld af, og hvor man håndplukker dem. For eksempel skotsk terrier og west highland white terrier. Det er alle dem, hvor man trækker pelsen af. Hunden har et nyt og et gammelt pelslag. Jeg plejer at sige, at den har en sæt undertøj og et sæt overtøj. Overtøjet bliver med tiden for gammelt og skal trækkes af. Så kommer undertøjet frem, og med tiden bliver det så også for gammelt, forklarer Birgit Svane.

- Jeg kan også sagtens klippe andre hunde, man man finder jo sine nicher og finder ud af, hvad der er sjovt, tilføjer hun.

Annonce

Stamkunden Kenzo

I dag har hun besøg af en af sine stamkunder: Kenzo fra Vester Skerninge. Han tilhører Dan-Allan Koch, der har firmaet Dekodan. Det er Kenzo, der er billede af på skiltet ude ved vejen, og det er også Kenzo, der er på Birgits visitkort.

- Kenzo er sådan en, der danner underuld. Han kommer til at ligne en vattot, når han trænger til at få trukket pelsen af. Nu er han ordnet, og så holder han et par måneder igen. Han har også fået klippet negle og ordnet poter, og vi har kigget lidt på ørerne og møllen. Så han har fået en "totalreparation", griner hun.

- Poterne og ørerne har altid været lidt af en kæphest for mig. Mit hjerte ligger også hos problemhundene - dem, der er meget bange. Jeg er ikke uddannet hundemassør, men jeg kan godt give noget velværsmassage, som kan give hunden tryghed. Nogle hunde er rigtig bange, og jeg kan jo godt se, om en hund er bange eller aggressiv, siger Birgit, der har oplevet aggressive hunde, men aldrig er blevet bidt for alvor.

- Jeg prøver at give mig god tid til den enkelte hund. Jeg vil helst ikke binde dem og arbejder ikke med ophæng. De skal ikke ligge og vente, men helst afhentes, når behandlingen er færdig.

Birgit Svane foran det hyggelige lille "hundehus", hvor hun har sin salon. Foto: Palle Søby
Annonce

Månedens hund

Salonen hedder Salon Pluto og er således opkaldt efter verdens måske mest kendte hund udover Nuser.

Birgit Svane kører også hjem til kunderne - for eksempel til ældre, der måske ikke længere kan køre bil.

- Jeg har en ældre dame, som jeg har haft som kunde i 15-16 år. Hendes hund er rigtig gammel.

Hun har fundet på et nyt tiltag, som hun regner med at søsætte:

- Jeg vil udvælge en "månedens hund", hvor kunden får behandling til nedsat pris mod, at jeg så må bruge et billede af hunden på skiltet ude ved vejen - som en slags reklamehund.

Hun har selv en maine coon-kat og klipper også katte, hvis nogen har behov for det.

Birgit Svane har behandlet Kenzo utallige gange, så de har et rigtig fint forhold. Det er Kenzo, der er på hendes skilt og visitkort. Foto: Palle Søby
Det så vanvittigt ud, og Birgit Svane måtte kigge måbende på, at hendes hundesalon blev svinget op over det høje grantræ og ned i haven. Privatfoto
Salon Pluto har en central placering her på Nyborgvej 40 i udkanten af Faaborg. Foto: Palle Søby
Salonen ligger tæt på rundkørslen, hvor Nyborgvej møder Assensvej. Birgit Svane mangler endnu at få sit nye skilt sat op, så indtil videre står det her skilt foran huset. Foto: Palle Søby
Højt at flyve ... det var noget af en tur for Birgit Svanes hundesalon at blive transporteret fra Svendborg til Faaborg. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce