Annonce
Ugeavisen Faaborg

Indtager større byer: Faaborg Skitsehandel har vokseværk

Man vil fremadrettet kunne se skitser fra Skitsehandlen bl.a. her i Litteraturhus Svendborg. Foto: Skitsehandlen
Skitsehandlen i Faaborg er nu aktuel med små udstillinger af danske kunstneres skitser hos Helmer Design og Antik i Odense, Litteraturhuset i Svendborg og et nyt galleri for skitser i København.
Annonce

Faaborg: Skitsehandlen i Faaborg har kun eksisteret i to år, men stigende interesse for kunstnernes skitser har fået den lille niche-kunsthandel til at indgå samarbejde med butikker og udstillingssteder i større byer. - Vi mærker en stærkt stigende interesse for kunstværker, der giver indblik i den kreative proces. Folk er tydeligvis interesseret i den umiddelbarhed og spontanitet, som ligger i skitserne, fortæller kunsthistoriker og ph.d. Theis Vallø Madsen i en pressemeddelelse.

Han står bag Skitsehandlen, som har specialiseret sig i at samle, indramme og sælge kunstnernes skitser fra 1800-tallet og frem til i dag. - Det er vigtigt at være til stede på nettet, når man har en niche-forretning i en lille by som Faaborg, og vi sælger størstedelen af vores værker via vores webshop. Men originale kunstværker som for eksempel skitser skal helst ses "i virkeligheden", så vi forsøger nu at komme ud til forskellige byer og få skitserne ind i nogle nye omgivelser. Det handler selvfølgelig også om at vise folk, at skitser kan noget, som "færdige" værker ikke altid kan. Til gengæld kan vi have et stort udstillingslokale i Faaborg, hvor huslejen er rimelig, og det var blandt andet dét, der gjorde, at vi i sin tid turde satse på at lave et udstillingssted og kunsthandel kun for skitser, siger Theis Vallø Madsen.

- Der er fejl og forsøg i skitserne, men også en stor kreativ kraft, og det er en vigtig reminder i dag, hvor vi hylder nulfejlspolitik og det perfekte. Andre kommer ind i Skitsehandlen, fordi kunstnernes skitser sjældent eller aldrig bliver udstillet på kunstmuseerne. Det gælder både ældre malere og nye kunstnere. Jeg vil gerne dele min viden - og min fascination af skitserne - med flere. Alt for længe har skitserne været gemt væk i kunstnernes skuffer og i museernes magasiner, og det er synd, siger skitsehandleren.

Bag Skitsehandlen står kunsthistoriker og ph.d. Theis Vallø Madsen. Han har tidligere arbejdet som forsker på Aarhus Universitet, Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg, Syddansk Universitet og Faaborg Museum. Foto: Jørn Ungstrup
Annonce

Tre aktuelle udstillinger

I Odense bliver et lille udvalg af Skitsehandlens værker vist i Helmer Design og Antik, som sælger klassisk dansk design fra 1930-1970 af bl.a. Wegner, Børge Mogensen og Finn Juhl. Lige nu er det udstillingen "Fem studier af P.C. Skovgaard". I Svendborg bliver et udvalg af skitser - i øjeblikket af blandt andre Wilhelm Bendz, Johan Rohde og Henry Heerup - udstillet blandt et nøje udvalgt sortiment af bøger i Litteraturhus Svendborg. I København har Skitsehandlen indgået samarbejde med Skitse på Nørrebro, et nyt galleri dedikeret til skitser ligesom Skitsehandlen, men med særligt fokus på den nyeste samtidskunst. For tiden udstilles skitser af Constantin Hansen.

Skitsehandlen fik for nylig tildelt 80.000 kroner fra Øernes Kunstfond til udstillinger i 2020. Pengene skal bruges til fire udstillinger med otte, yngre kunstnere, pressedækning og små film om den kunstneriske arbejdsproces.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce