Annonce
Ugeavisen Faaborg

Jeg har fanget mig selv i en livsløgn

Janis Joplin udødeliggjorde Kris Kristoffersens "Freedom's just another word for nothing left to lose". Det kan både Kris og Janis have så evig ret i.

Venter lykken - som denne skribent har gået og bildt sig selv ind - for enden af regnbuen i form af ultimativ frihed, når alle forpligtelser forsvinder, og folkepensionen begynder at tikke ind? Eller skal han i gang med at revurdere, hvad der er et godt pensionistliv?

Annonce

I lang tid har jeg gået og overbevist mig selv om, at når arbejdslivet slutter inden for en overskuelig årrække - når hensynet til alle mulige interesser ikke længere er der, når huset er solgt, når de sidste lærkeunger er fløjet fra reden, og det daglige krav om at levere tekst og information stopper - så vil alt blive godt. Alt bliver så skønt, som Keld Heick engang sang, når livet kan leves frigjort for ansvar, og alt bliver simpelt og overskueligt.

Så vil jeg - endelig - kunne ånde luften helt ned i bunden af lungerne. Måske jeg ligefrem kan blive næsten lykkelig, når kalenderen udelukkende er fyldt op med tomme, jomfruelige blade. Dag efter dag hvor livet bare kan få lov at gå sin stille gang, og jeg kan flyde med og lade tilfældet råde, om dagens tur skal gå til højre eller venstre.

Men så var det, at en eller anden for nylig mindede mig den gamle Kris Kristofferson-sang "Me and Bobby McGee", som Janis Joplin gjorde udødelig i 1970 kort før sin død.

"Freedom's just another word for nothing left to lose", synger hun blandt andet.

Jeg hørte den single hundredvis af gange på min gamle blå Philips rejsegrammofon. Men det skulle så åbenbart tage mig et helt liv at forstå essensen i netop den linje. "Frihed er bare et andet ord for, at der ikke er mere tilbage at tabe."

Pludselig tårner spørgsmålet sig op: Er livet overhovedet værd at leve, hvis ansvaret er væk, og der ikke er mere tilbage at tabe?

Og forleden blev jeg så igen konfronteret med samme tema. Kim Larsens død ramte mig som et kølleslag.

Anders Lund Madsen udtrykte det bedst af alle i en tweet: "Stille allesammen - Kim er død," skrev han.

Midt i sorgen over hans død gik det op for mig, hvor meget den gamle popsanger har fyldt - ikke bare i mit - men i rigtig mange menneskers liv.

"Som en strejf af en dråbe,

fik vi lov til at håbe

på de ting, som skal komme,

før end livet er omme."

Med hovedet klinet til radioen sendte slutsangen til ungdomsprogrammet P4 i P1 i 1970'erne hver søndag kuldegysninger op ad armene og langt ind i sjælen på denne skribent.

Det universelle håb - at noget venter - at noget er større og bedre end det dødvande, man oplever lige nu. Det håb fangede Larsen lige på kornet tilsat en simpel, smuk melodi.

Larsen har ofte været min målestok for, hvad der virker og ikke virker, når man snakker om musik. Når unge håbefulde komponister har præsenteret deres ambitiøse og indviklede tekster og musik, har min tilgang ofte været: Prøv lige at lytte lidt til Kim Larsen? Hvad er det, han gør med sproget? Hvorfor rammer hans tekster os allesammen rent - og tit? Kan I ikke stræbe efter noget i den stil?

Der kommer ikke flere tekster fra Larsens værksted, men vi har fået lov til at håbe, at hans nådegave lever videre i sønnen Hjalmar. Han har noget af den samme enkelhed og frimodighed i sine sange.

Jeg spår Hjalmar en stor karriere.

Larsen fortsatte med at komponere og optræde til det allersidste. Som 72-årig - dødssyg af kræft - optrådte han for sit hengivne publikum. Han brugte aldrig sin økonomiske frihed til at læne sig tilbage og hvile på glansen af fortidens bedrifter.

Det er inspirerende.

Måske et pensionistliv med total frihed uden ansvar ikke er den mest appetitlige gulerod for enden af arbejds-tunnellen?

Jeg må tænke mig om. Man kan tidsnok blive overflødig og få tid - og frihed - nok.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce