Annonce
Ugeavisen Faaborg

Jeg tænder lys i vinduerne 4. maj med en dybfølt tak

"Når jeg tænder lys i vinduerne den 4. maj om aftenen, vil det være med et dybfølt tak til dem, der var modige nok til at kæmpe imod dengang, og med en sorgfuld tanke til dem, der kæmper for deres kære og deres land ikke så langt herfra.," skriver Ole Buhl i Ugens Indspark.

Når bøgen springer ud, tænker jeg på Danmarks befrielse.

Jeg blev godt nok først født 15 år efter befrielsen, men jeg husker den tydeligt alligevel. Måske fordi jeg har hørt så meget om den og har set Matador et hav af gange.

Jeg husker også fortællingerne om modstandsfolkene fra min hjemegn. Dem stod der respekt om. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor modig jeg selv ville være, hvis der blev brug for det?

Annonce

Når bøgen springer ud, blander erindringerne fra befrielsen sig med duften af konfirmation. I min barndoms kirke er der altid konfirmation den første søndag i maj. Vi var fem børn i mit hjem, så der har været holdt fem maj-konfirmationer derhjemme, mens jeg var dreng, og der var nogle faste ting, der gik igen: Der var pyntet op med bøgegrene og velduftende fresia-blomster, når der skulle være fest. Det var de eneste blomster på hele året, som min mor købte ved blomsterhandleren, og siden har konfirmation altid duftet af fresiaer.

Der var også trykt et sangblad, som lå på festbordene og en af sangene var altid befrielsessangen, der knytter sig til 4.-5. maj: ”En lærke letted og tusind fulgte”. Når den blev sunget til konfirmationsfest og eftergilder, begyndte forældregenerationen altid at fortælle om befrielsesdagene dengang i maj 45; det er der nok derfor, at jeg husker dem så tydeligt.

Jeg husker også fra min skoles historieundervisning, at vi drenge var lidt skuffede over, at vores fædre ikke havde været med i modstandsbevægelsen. Ens far måtte jo gerne have været en af heltene. Dog var der i skolen en dreng, hvis far havde været politimand under besættelsen, og som havde været i koncentrationslejr. Denne far led af alvorlige skader på sindet, så måske var det godt, at ens far ikke var en af heltene alligevel. Min far kunne dog fortælle, at han skam havde bidraget til modstandskampen.

Ole Buhl Nielsen

Bopæl: Reventlowsvej 4, Korinth, 5600 Faaborg.

Beskæftigelse: Sognepræst i Brahetrolleborg, Krarup og Ø. Hæsinge.

Engageret i andet: Gærup Skolemuseum, Kirkens Korshær.

Fritidsbeskæftigelser: Historie og lokalhistorie, en god bog, en god kunstudstilling, at sidde i Su:vit Arena og se GOGs håndboldherrer spille, vores ruhårede Fox Terrier-hvalp, og så ser jeg alt for meget fjernsyn.

Min far havde været forkarl på en stor gård med syv karle ovre ved Vejle, og deres husbond havde meldt dem alle syv til et førstehjælpskursus. Det var udelukkende fordi, at kurset foregik i aftentimerne, og så skulle de syv karle cykle hjem efter spærretiden. De havde selvfølgelig papirerne i orden, når de blev standset af besættelsesmagtens soldater, men på den måde var de med til at holde tyskerne beskæftigede, så de ikke lavede ulykker andre steder imens. Det har nu nok ikke battet det helt store. Til gengæld havde min far dengang fået stjålet en god jakke, der var syet af faldskærmsstof (den slags jakker nævnes også i Matador!).

Jakken sad i cyklens bagagebærer en aften min far var inde for at købe sortbørscigaretter med rigtig tobak i Vejle, og mens han handlede tobak, havde nogen stjålet den fine jakke. Det kunne min far ærgre sig over endnu 30 år efter, det var sket, så det må have været en god jakke.

Sognepræst Ole Buhl Nielsen

Når jeg tænker tilbage på befrielsen og modstandsbevægelsen, melder tanken sig i disse uger, hvor der er krig ikke så langt herfra: Hvor modig ville jeg selv være, hvis situationen krævede, at jeg satte livet på spil for mine kære eller for mit land?

Jeg ved det ærligt talt ikke.

Jeg har som udgangspunkt ikke den store tiltro til mit eget mod, men man har jo lov at overraske. Så meget desto større beundring har jeg for dem, der rent faktisk sætter livet ind og måske betaler den højeste pris for, at andre kan leve i fred og frihed.

Når jeg tænder lys i vinduerne den 4. maj om aftenen, vil det være med et dybfølt tak til dem, der var modige nok til at kæmpe imod dengang, og med en sorgfuld tanke til dem, der kæmper for deres kære og deres land ikke så langt herfra. Må de få deres egen fred at fejre inden længe!

Annonce
Midtfyns Posten

Underholdning i Åløkkeparken

Annonce
Ugeavisen Faaborg

Prøv kræfter med kajaksejlads i Faldsled

Annonce
Midtfyns Posten

Minister på besøg: Faaborg-Midtfyn Kommunes erhvervsrygsæk skal inspirere hele landet

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Rus & Riller med pop-up shop hos Falsled Strand Camping

Ugeavisen Faaborg

Faaborg Skakklub kom styrket ud af coronaen

Ugeavisen Faaborg

Nu går træskæreren i gang: Kæmpe træstamme skal være blikfang foran Øhavsmuseet

Ugeavisen Faaborg

Ugens klumme: Machokatten Kala slår til om natten

Ugeavisen Faaborg

Musikforening fejrer jubilæumsår med folkegave

Ugeavisen Faaborg

På med næsen og snør løbeskoene - for nu skal der skaffes penge til hospitalsklovnene

Ugeavisen Faaborg

'Downton Abbey: En ny æra' har premiere i Helios

Ugeavisen Faaborg

Havnevandring og workshop: Kom med dine input til at sikre Faaborg mod højvande

Ugeavisen Faaborg

Solskoldninger, pollenallergi og ømme ankler går nok: Men én ting har doktoren respekt for

Ugeavisen Faaborg

Badass-brodering md Trine Runge Jessen i Faldsled

Ugeavisen Faaborg

Støttekroner gør ny sangvandring mulig

Annonce