Faldsled/Faaborg-Midtfyn: En tidlig morgenstund i november fik designer Charlotte Kastrup fra Faldsled en idé: Hun ville lave en indsamling til fordel for de ældre på plejehjemmene i Faaborg-Midtfyn. Og hun fik hurtigt flere med på ideen.
- Jeg synes, det negative har fyldt alt for meget her i efteråret. Det er tid til at sprede lidt glæde og nogle positive ringe i vandet. 2020 har været et slemt år - ikke mindst for de ældre på plejehjemmene, der har været mere eller mindre afskåret fra deres kære, så jeg synes, at de fortjener lidt ekstra godt her op til jul, fortæller hun i en pressemeddelelse.
På bare tre dage fik hun de nødvendige penge i hus med hjælp fra mediehuset Det Rigtige Faaborg. Projektet har modtaget donationer fra virksomheder og private på Faaborg-egnen. Der er i alt indsamlet 37.500 kroner.
Det betyder, at alle plejehjem i Faaborg-Midtfyn Kommune tirsdag fik tre styk goodiebag med henholdsvis hjemmebagt rugbrød, smør, røget ål, purløg, æggestand, snaps samt otte gaver til julebankospil.
Lars Stenner Bahl, halinspektør og forpagter af Svanningehallens caféteria, er en af dem, der med det samme bakkede op om Charlotte Kastrups idé. Det var ham, der der stod for at pakke maden hygiejnemæssigt forsvarligt.
Charlotte KastrupHele ideen er at vise alt det, vi kan, når vi står sammen. Og ved at give får du selv noget igen. Ud over at det er en glæde at give, så er alle elementerne til denne lille juleoverraskelse købt lokalt, ligesom indsamlingen også er med til at give positiv opmærksomhed til dem, der har støttet.
Rørte beboere
Elever fra Enghaveskolen har indkøbt bankogevinsterne. Som tak for hjælpen får eleverne 3000 kroner i tilskud til en lejrskole.
Leder af Steensvang Plejehjem i Millinge, Linda Eckhardt, var også hurtig til at bakke op om ideen og har stået for at koordinere med de øvrige plejehjem i kommunen.
- Det er en større logistisk opgave, men det er jo det hele værd. De beboere, jeg har fortalt, at der kommer røget ål til frokost i dag (tirsdag, red.), er blevet så rørte. Det betyder meget for dem, at det er andre borgere og virksomheder i Faaborg-Midtfyn, der har doneret penge til frokosten og dermed også sendt dem en tanke her i juletiden, siger hun.
En ny tradition
Tanken er at gøre det til en tradition hvert år op mod jul at mobilisere civilsamfundet til at sende en tanke til nogen, der har særligt brug for det.
For Charlotte Kastrup er det vigtigt, at indsamlingen skaber glæde for alle:
- Hele ideen er at vise alt det, vi kan, når vi står sammen. Og ved at give får du selv noget igen. Ud over at det er en glæde at give, så er alle elementerne til denne lille juleoverraskelse købt lokalt, ligesom indsamlingen også er med til at give positiv opmærksomhed til dem, der har støttet, fortæller hun.
Formand for Sundhed og Omsorgsudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune, Herdis Hanghøi (V), glæder sig over initiativet og den store opbakning:
- Det er fantastisk at opleve det sammenhold og den omsorg for hinanden, som jeg synes, vi har set under coronakrisen - i hele kommunen. Der er rigtig mange, der har taget et ekstra slæb for at glæde andre. Det er dette initiativ et flot eksempel på. Det kan vi godt være stolte af, siger Herdis Hanghøi.