Annonce
Ugeavisen Faaborg

Klar til film-talent med på Anders Thomas Jensens filmhold

Laurids Nørgaard har taget springet fra Klar til film - Station Next til dansk films superliga. Billedet er fra produktionen af webserien Porno-Leif. Foto: Mikael Woelke
Laurids Nørgaard begyndte på filmskolen Klar til film – Station Next i 2015. Nu har han afsluttet tre uger på Anders Thomas Jensens filmset, da der var fynske optagelser til ”Retfærdighedens ryttere”.
Annonce

Faaborg: Det er ikke længe siden, at Laurids Nørgaard fik sin eksamen på VUC Fyn Faaborgs medielinje, og nu har han for alvor været ude at prøve sine talenter af i den virkelige filmverden.

Den 24-årige filmmand har i sin skoletid deltaget i filmtilbuddet Klar til film - Station Next, men for nylig tog han et spring op i dansk films superliga som scripter på Anders Thomas Jensens nye film, ”Retfærdighedens ryttere”. Tre lærerige uger blev det til, mens filmholdet filmede på Fyn.

En scripter er en person, der udfører en række praktiske opgaver i forbindelse med en film- eller tv-optagelse, blandt andet at holde rede på rækkefølgen og indholdet af de enkelte optagelser.

- Det er ret vildt, hvor hurtigt det gik fra at lave kortfilm på Klar til film - Station Next til at være scripter på en stor spillefilm med stjernespækket cast og crew. Og så er det jo et enormt ansvar, siger Laurids Nørgaard i en pressemeddelelse.

Han begyndte på den fynske filmskole for unge i 2015.

- Det unikke ved Klar til Film var, at det var et lokalt tilbud, så jeg ikke behøvede at tage helt til Odense. Jeg har kunnet danne et stort filmnetværk lige her i Faaborg.

Daglig leder af Klar til film Station Next, Mikael Woelke, glæder sig over at kunne sende endnu en elev videre i den store filmverden og hæfter sig ved, at det langtfra er første gang:

- Vi har jo haft elever ansat på "1864" og andre produktioner, og en del af vores tidligere elever arbejder med film den dag i dag. Derfor er vi jo stolte over at blive bekræftet i, at vores undervisning skaber værdi både for eleven og for dansk film, siger han.

Klar til Film - Station Next holder manuskriptweekend 22.-23. februar, hvor bedste manuskript vinder 12 billetter til Helios-Teatret. Man kan læse mere og tilmelde sig Klar til Films tilbud på www.klartilfilm.com.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Gudstjenester

Ugeavisen Faaborg

Vinderen er fundet

Ugeavisen Faaborg

Aktiv herre fylder rundt

Annonce