Annonce
Dette er en klumme. Den udtrykker skribentens holdning.
Ugeavisen Faaborg

Klumme: Den flinke mand sagde 'Tak fra samfundet'

Det var på vaccinationscentret i Svendborg, jeg mødte den flinke midaldrende mand, som gav mig første stik. Tre uger senere fik jeg andet stik - så nu kan Mette Frederiksen og Søren Brostrøm være stolte af mig. Og mine omgivelser behøver ikke længere være bange for mig. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær

Det var en midaldrende mand - ja, mon ikke han var midt i 60'erne? - ham, der stak mig. Han var vældig flink og tog godt imod mig. Han kiggede på mig med venlige øjne og spurgte.

"Er du tryg ved det her?"

Og så forklarede jeg ham, at det var jeg faktisk ikke.

Annonce

At jeg var bekymret for, hvad der kan være af langtidsbivirkninger ved de her vacciner. At jeg ikke føler mig overbevist om, at de kan være gennemtestet for langtidseffekter på så kort tid. At jeg ikke fornægter, at corona findes. Men at usikkerheden om vaccinernes eventuelle bivirkninger på langt sigt har fået mig til at trække den længe med at blive vaccineret - mange i min omgangskreds vil sige for længe.

Han kiggede igen på mig med sine venlige øjne og sagde:

"Jamen det kan jeg sagtens forstå. Det kan jeg godt følge dig i. Men jeg kan kun sige, at al den forskning, vi har adgang til, tyder på, at vaccinerne er okay. Jeg tror, at de her vacciner er lige så sikre som alle andre vacciner. Så jeg tror ikke, du behøver være bange."

Og så henviste han til, at jeg i den folder, jeg havde fået udleveret ved indgangen til vaccinationscentret, kunne læse alt om vaccinerne.

"Er du stadig okay med, at jeg stikker dig?"

Jeg tænkte, at nu var jeg jo kørt hele vejen fra Faaborg til Svendborg, og så ville det være lidt træls og bøvlet, hvis jeg bare kørte hjem igen uden at få det første stik.

"Ja, det er okay. Skal jeg tage jakken af?"

Jeg havde stadig overtøjet på.

"Nej, vi stikker bare igennem det hele", sagde han med et grin og et glimt i øjet.

Jo, han havde også humor, den flinke mand, og jeg kunne forstå, at det nok var et lidt dumt spørgsmål, jeg havde stillet dér.

Så jeg tog jakken og trøjen af, mens han gjorde vaccinen klar. Og så stak han mig i højre skulder. Det gjorde ikke specielt ondt.

"Nu er det sådan, at jeg mest har vaccineret børn i dag. Så jeg har faktisk kun giraf-plastre tilbage. Er du okay med at få et giraf-plaster på?"

"Ja, det er helt fint. Jeg elsker giraffer", sagde jeg og fortalte, at jeg engang havde været med til at fodre en giraf i Odense Zoo.

Og så fik vi lige en lille snak om giraffer og deres lange tunge, der er næsten en halv meter lang.

Jeg tog overtøjet på. Det var tid at gå igen.

Manden kiggede endnu engang på mig med sine venlige øjne og sagde til afsked:

"Tak fra samfundet".

Jeg smagte på ordene, da jeg gik ud, og hans afskedshilsen summede videre i hovedet på mig, mens jeg sad et kvarter i vaccinationscentrets ventesal, som man skal for at være sikker på, at man ikke bliver dårlig af vaccinen.

Jeg er vaccineret. I behøver ikke være bange for mig mere.

Og i bilen hjem tænkte jeg, at jeg nok ville få en personlig hilsen fra Mette Frederiksen og Søren Brostrøm på Messenger i løbet af aftenen. De ville sikkert også sige tak til mig.

Tre uger senere fik jeg andet stik. Så nu kan jeg med god samvittighed sige til jer alle sammen:

"Jeg er vaccineret. I behøver ikke være bange for mig mere."

Har jeg da følt, at folk var bange for mig og prøvede at undgå mig, hvis de vidste, at jeg ikke var vaccineret?

Ja, den fornemmelse kan jeg nok ikke sige mig helt fri for. Den har jeg haft i ny og næ.

Udskamning er nok et lidt stærkt ord at bruge. Men selv om folk måske ikke har sagt det direkte, har jeg jævnligt mærket en vis misbilligende skepsis.

Nogle gange er det, man fornemmer, næsten lige så stærkt som det, der bliver sagt. Måske endnu stærkere.

Men er jeg så blevet overbevist om, at vaccinerne er okay? Er jeg blevet "omvendt"?

Da jeg fortalte, at jeg var blevet vaccineret, spurgte en kollega:

"Hvad fik dig til at gøre det, Palle?"

Jeg gav ham fire grunde:

1. Mette Frederiksen og Søren Brostrøm bankede på min dør en mørk aften. Jeg lukkede dem ind og bød dem på kaffe. Vi sad og snakkede resten af natten, og da det blev lyst, havde de fået mig overbevist om, at jeg nok hellere måtte få den vaccine.

2. Jeg er så træt af livet, at det kan være lige meget, om det bliver forkortet af en farlig vaccine.

3. Det begynder at blive for bøvlet at skulle kviktestes hver anden dag.

4. Jeg har planer om at tage på skiferie i Norge her i vinter. Det vil ikke være muligt, hvis jeg ikke er vaccineret.

Og så sagde jeg, at han selv kunne vægte de fire grunde i forhold til hinanden.

I april skrev jeg her i klummen, at alt hurlumhejet om coronavacciner vil føre til en historisk opdeling af befolkningen:

Dem, der er vaccineret - og dem, der ikke er vaccineret.

"Det Rigtige Danmark" og "Det Forkerte Danmark".

Og hvis man ikke vil vaccineres, kan man lige så godt indstille sig på et liv, hvor man ikke kan foretage sig ret meget andet end at gå rundt i Svanninge Bakker eller hoppe i øhavet.

Deltagelse i samfundslivet, kulturlivet og en hel masse andet i livet - fx rejser til udlandet - forekommer stadig mere umuligt, hvis du ikke er vaccineret.

Så på den måde synes jeg i høj grad, vi har fået en opdeling af befolkningen. Og den seneste ballade om præsten i Svanninge viser i hvert fald en tiltagende polarisering og stadig skarpere tone mellem vaccinetilhængere og vaccinemodstandere.

Jeg stod til sidst over for valget:

Vil jeg fortsat være tro mod min bekymring over for vaccinerne? Eller vil jeg op og stå på ski i Norge?

Nu har jeg truffet en pragmatisk beslutning. Måske går der 20 år, før jeg finder ud af, om den var rigtig eller forkert.

Klummen er alene udtryk for journalistens egne holdninger og betragtninger - ikke for ugeavisens officielle linje.

Annonce
Ugeavisen Faaborg

Skærsommerkoncert i Brahetrolleborg kirke

Annonce
Ugeavisen Faaborg

Livsstilsmesse på Boltinggaard Gods

Annonce
Ugeavisen Faaborg

Særudstilling på Faaborg Museum afsluttes med uropførelse af musikværk skrevet af lokale verdensstjerner

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Esports-drenge fra Faaborg er blevet pokalmestre

Ugeavisen Faaborg

Lad Frede Damgaard kigge dig dybt i øjnene

Ugeavisen Faaborg

Trio underholder ved musikforenings 175. generalforsamling

Ugeavisen Faaborg

Det gode liv på havnen: Engang sejlede Bent og konen fra Faaborg til Berlin og hjem igen

Ugeavisen Faaborg

Ægtepar satser stort og køber partneren ud: - Vi har satset alt, vi ejer - og lidt til

Ugeavisen Faaborg

Ugens indspark: Forhindrer alliancer og oprustning virkelig krig - og hvad er alternativet?

Ugeavisen Faaborg

Ugens film: Top Gun, Downton Abbey, dansk ungdomsfilm og noget for familierne

Ugeavisen Faaborg

Usædvanligt jubilæum: Efter 70 år mødes efterskoleelever stadig

Ugeavisen Faaborg

Ugens klumme: Det kommende år bliver et fantastisk godt festivalår

Ugeavisen Faaborg

Så er der atter liv i Den Gamle Gaard

Ugeavisen Faaborg

Spændende biler på Sydfyn til Kr. Himmelfart

Annonce