Annonce
Ugeavisen Faaborg

Klumme: Om at længes hjem til Horne

Selv om Horne for eksempel rummer Fyns eneste rundkirke, er der i sig selv ikke noget fantastisk ved Horne. Men når det er det sted, man er vokset op og også har boet en god del af voksenlivet, vil det altid være noget helt specielt. Arkivfoto
Annonce

"Home is where the cookies are", stod der på en af vores vægge i huset i Horne.

Og gid det var så simpelt. Den her klumme skal handle - ikke om småkager - men om at høre til et sted. Om at føle sig hjemme.

Midt i juli flyttede vi husstanden efter et - for mit vedkommende - livslangt forhold til Horne. Det nye domicil er en andelslejlighed midt i Faaborg.

Umiddelbart en naturlig konsekvens af vores livssituation. Vi er blevet ældre, samtlige unger er på vingerne, pladsbehovet var knap så stort længere, og helt ærligt gad vi ikke rigtig holde haven mere.

Men flytningen har været en del sværere, end jeg havde forestillet mig. Alene alle de ejendele, der skulle tages stilling til i processen. At "downsize" er virkelig en avanceret øvelse, der går ud på at finde ud af, hvad man kan undvære, og hvad man ikke kan leve videre uden.

Noget, vi må helt sikkert må undvære, er udsigten fra vores stuevindue.

På Kirkevej i Horne sagde vi farvel til det helt store panorama-kig ud over Svanninge Bakker og marker med skiftende afgrøder, så langt øjet rækker. I Kapellanstræde er horisonten snævret ind til den gamle skolegård ved Byskolen og så selvfølgelig Klokketårnet.

Lydbilledet har også ændret sig. Larm fra store traktorer med landbrugsredskaber er der ikke meget af i Kapellanstræde. Til gengæld har vi sommeren igennem haft fornøjelsen af det muntre aftenliv på Klokken, og så er det efterhånden gået op for os, at "Klok-tårnet" insisterer på at slå hvert kvarter.

Nåh, men alt det er ting, man selvfølgelig kan vænne sig til.

Men kommer jeg nogensinde til at kalde mig for faaborgenser?

Hvis nogen skulle være i tvivl, voksede jeg op i Horne i en tid, hvor byen kunne brødføde tre købmænd, to bagere - tre hvis man talte bageren i Bjerne med. Fodboldheltene hed Ulrik le Fevre og Henning Jensen. Det var store børneårgange dengang. Samtlige områdets landsbyer kunne i 1960'erne mønstre mindst ét fodboldhold i hver ungdomsrække, og for Horne blev det aldrig større, end når vi skulle møde de - syntes vi - temmelig storsnudede spillere fra Faaborg.

Det lå ligesom i luften, at vi var knoldesparkere fra oplandet, som de ikke rigtig regnede for noget særligt. Vi var bønderne fra Horne.

Så meget desto større var fornøjelsen, når det engang imellem lykkedes at banke dem.

Horne anno 2019 har en velfungerende Sparkøbmand, en skole, der stadig er åben, et forsamlingshus med en årlig revy, en fodboldklub der ambitiøst kigger mod Liverpool efter inspiration og så selvfølgelig Fyns eneste rundkirke. Men derudover - og dybest set - er der ikke noget særlig fantastisk ved Horne.

Det var bare dér, jeg voksede op. Det er lyden af min moders stemme.

I fugleflugtslinje er der vel cirka fem kilometer hjem, og vi kan lige ane spidsen af rundkirken, når vi fra vores nye altan kigger mod vest.

Men mentalt er jeg flyttet mange tusind kilometer væk.

Jeg er og forbliver en bonderøv fra Horne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce