Annonce
Ugeavisen Faaborg

Kom med på gåtur med natur, litteratur og kulturarv i fokus

Borgere i Faaborg-Midtfyn og på Langeland kan blive en del af det nye gåfællesskab. Foto: Bevæg dig for livet
Borgere i Faaborg-Midtfyn Kommune og Langeland Kommune kan nu blive del af nyt gå-fællesskab. Med vandreskoene på kommer deltagerne ud på fem gåture, hvor naturen danner kulisse om både bevægelse og fantastiske fortællinger.

Faaborg-Midtfyn: Måske kender du det, at det kan være svært at få nok skridt på skridttælleren eller at få læst en god bog, selvom du egentlig gerne ville?

Nu bliver det nemmere, hvis du bor i Faaborg-Midtfyn eller på Langeland, lyder det i en pressemeddelelse.

Borgere i de to kommuner, Faaborg-Midtfyn og Langeland, kan nemlig tilmelde sig et gå-fællesskab, hvor de sammen med andre skal ud på fem helt særlige gåture, hvor både fællesskabet, naturen og litteraturen er i fokus.

Annonce

Med på hver tur deltager en fortæller, der undervejs og sammen med deltagerne vil dykke ned i litteraturen og den kulturarv, der knytter sig til det specifikke område. Overskriften på gåturene er derfor også ’Ud i Naturen – Ind i Fortællingen’.

Borgmester Hans Stavnsager (S) glæder sig over det nye og anderledes tilbud til borgerne:

- Det seneste års tid har rigtig mange fået øjnene op for naturen og for dét at bruge naturen til bevægelse. Vi ønsker, at endnu flere får oplevelser i naturen, og samtidig har vi en ambition om, at alle borgere skal være en del af et fællesskab, fortæller han.

Vandreturene bliver til i et samarbejde mellem Langeland Kommune, Faaborg-Midtfyn Kommune, herunder Koldkrigsmuseet Langelandsfortet, Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne, Langeland Bibliotek samt Øhavsmuseet og Outdoor Sydfyn.

Fire gågrupper

Der bliver i første omgang oprettet fire gågrupper, der kommer ud på i alt fem planlagte gåture – turene vil være på mellem 6 og 15 km og fordeler sig fra nord til syd, i både Faaborg-Midtfyn Kommune og Langeland Kommune. Der er plads til 20 deltagere i hver gågruppe.


Det seneste års tid har rigtig mange fået øjnene op for naturen og for dét at bruge naturen til bevægelse. Vi ønsker, at endnu flere får oplevelser i naturen, og samtidig har vi en ambition om, at alle borgere skal være en del af et fællesskab.

Borgmester Hans Stavnsager


Gågrupperne er målrettet voksne midt i livet og med interesse for kulturarven i vores landskab og med lyst til mere bevægelse og hyggeligt samvær med andre. Man skal kunne gå 10 km i normalt tempo for at kunne følge med, men derudover er det ikke en forudsætning at være vant til at vandre. Gåturene bliver gennemført på hverdagsaftener fra ca. 17-20 og en søndag (ca. 5 timer). Hver af de fire gågrupper kommer ud på første gåtur i løbet af maj. Det koster 50 kroner i tilmeldingsgebyr at deltage i en af de fire gågrupper.

Tilmelding, datoer og mere information på www.outdoorsydfyn.com/ud-i-naturen.

Projektet realiseres med støtte fra Region Syddanmarks Kulturpulje.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Blum & Haugaard klar med første koncert efter ufrivillig coronapause: - At dele musikken med publikum er en forudsætning for vores musik og liv

Annonce