Annonce
Ugeavisen Faaborg

Kunsten at hedde Bent

Bent'ernes storhedstid er tilsyneladende ovre, men Ugeavisens klummeskribent synes nu stadig, det er ok at hedde Bent. Tegning: Gert Ejton
Annonce

Dagbladet Politiken har en tegneseriestribe på bagsiden, der handler om Bent. Bent tror måske selv, at han er en værre karl, men det er han ikke.

Bent er bare en idiot.

Døbt som Bent, griner jeg selvfølgelig med af det sjove i den stereotype generalisering, men sidder så alligevel tilbage med tanken: Tænk nu, hvis numerologerne har ret - at vi har et navn, som på magisk vis forplanter sig til vores liv med vibrationer, der kommer til at præge vores personlighed.

At det faktum, at mine forældre valgte at navngive deres lille førstefødte "Bent", fik afgørende betydning for min evne til at få succes her i livet. Ville mit liv have udviklet sig markant anderledes, hvis jeg f.eks. havde heddet Bengt i stedet for? Eller Otto? Eller Kurt?

Ah, og dog - det kan sgu da ikke være rigtigt.

Men det der med, at navne skaber associationer, er jo et kendt fænomen. Bare spørg Ronni, Brian og Kenny, hvad deres navne har gjort for dem i årenes løb.

Eller Adolf for den sags skyld.

Piger, der hedder Yvonne, Connie og Carina, har måske heller ikke altid haft det lige let.

Som min kollega Palle (Europa-Palle blandt venner) gjorde mig opmærksom på forleden, kan jeg muligvis have lukreret på, at en spøg og skæmt-butik på et tidspunkt valgte at kalde sig for "Ærlige Bent". Dermed kan folk - altså lige bortset fra Politikens tegner Philip Ytournel - måske være kommet til at associere denne verdens Bent'er med ærlighed og redelighed i stedet for idioti. Selvom vi formentlig er lige så tyvagtige og amoralske som alle andre.

Gid det var så vel. Den tanke kan jeg virkelig godt lide. Og min selvfølelse stiger yderligere en grad, da jeg på Wikipedia kan læse, at Bent - ligesom Bengt og Bendt - er drengenavne, der er afledt af det latinske "Benedictus", som betyder "den velsignede".

Velsignet eller ej må jeg dog konstatere, at jeg er en del af en hastigt forsvindende befolkningsgruppe. Det går skidt for navnet Bent.

I 2019 var vi 20.620 personer i Danmark med dette velklingende og mundrette navn. Det var 751 færre end året før. Men for blot 20 år siden var vi over 30.000!

Dengang var vi en decideret magtfaktor i dansk politik, og vi formåede faktisk at få valgt vores egen folketingskandidat til at varetage vore interesser.

I troede måske, at det udelukkende var pænt hår og uskyldig fynsk charme, der år efter år fik Bendt "Betjent" Bendtsen valgt ind i folketinget?

I dag bliver en stor del af drengene døbt Lucas, Oscar, Malthe, Oliver, Victor, Noah og William. Det kan man mene meget om, men det vil jeg undlade.

Men jeg er faktisk villig til at sætte en flaske rigtig god rødvin på højkant til det unge par, der vælger at døbe deres barn Bent. Jeg kan bestemt anbefale det. Det er et o.k. navn. Måske lidt akavet for engelsktalende, for hvem "bend" betyder skør. Men for danskere er det nemt at udtale, og det kan både bruges kælent opfordrende som i "Beeennnt" - eller kommanderende kort som i: Bnd.

Og så er der i øvrigt kun 7011, der hedder Palle.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Aktiv herre fylder rundt

Ugeavisen Faaborg

Vinderen er fundet

Annonce