Annonce
Ugeavisen Faaborg

Lægens indspark: Løb - ikke for at leve længere - men for at mærke, hvem du er

At løbe giver en dejlig balance både fysisk og psykisk, skriver Lars Kensmark. Modelfoto
Annonce

Kære kammerat.

Denne klumme er skrevet til os mænd og handler om, hvorfor og hvordan du skal løbe.

Du skal ikke løbe, fordi din svigerinde kommer med skjulte hentydninger til din ikke-imponerende livsstil, eller fordi din kone eller kæreste gerne vil have en mand, som kan skrue sig ned i en snæver løbedragt. Det kommer ikke sagen ved.

Du skal heller ikke løbe, fordi nogen siger, at du så lever længere. Det er noget vås, vi har alle en sidste dag, og ingen ved noget om, hvornår det sker, og hvordan det sker.

Du skal løbe, fordi det giver dig en dejlig balance i dig selv fysisk og psykisk, og fordi det gør dig stærkere, du kan bedre mærke, hvem du er.

Hvis du kommer lige fra sofa og Matadormix, skal din første tur ikke være 20 kilometer. Du skal starte med gåture, hvor du stille og roligt øger distancen. Det kan over være uger eller måneder. Og herefter kan du starte løb. Men vi er alle originaler og skal finde vores egen metode og motivation. Paradoksalt nok er denne klumme ikke det, der motiverer dig, men det kan være, det er det, du læser nu, der får skubbet nogle brikker sammen til et nyt billede af, hvad du skal.

Om skribenten: Lars Kensmark

Bopæl: Teglværksvej, Faaborg.

Beskæftigelse: Praktiserende læge og medejer af Lægerne i Holkegade.

Engageret i andet: Formand for Helios Film- og Kulturhus.

I starten vil du tænke, at det er kedeligt at løbe. Når man løber, er man fuldstændig alene med sig selv i minutter eller timer, og det kan for nogen være en kedelig oplevelse. Arbejd med det!

Lad være med at tage alle dine gadgets med i ren panik. Du skal ikke høre musik eller radioavis over dit løbeur. Stop dig selv! Og vær dig selv!

Du skal nu lære at komme ind i en rytme, når du løber, hvor du føler glæde og rytme.

Når du løber, skal du forestille dig, at du er et jetfly, som konstant bliver tjekket igennem. I dit hoved skal du gennemgå din krop fra top til tå og herefter starte forfra. Hovedet skal være rejst og kigge opad, nogenlunde som når man ser op på et McDonald's-skilt.

Munden må ikke se sur ud, gerne lidt som Klinten i slutscenen til ”The Good, the Bad and the Ugly”.

Armene skal bevæge sig i takt med løbet med brug af så lidt muskelkraft som muligt, og du skal mærke armene kompensere for de skævheder, din krop har. Hænderne må endelig ikke knyttes, de skal være løse uden at dingle. Ryggen skal rettes ud.

Hellere løbe en kort tur, hvor du ser godt ud, end en længere tur, hvor du ligner ham Klokkeren fra Notre Dame.

Vi skal videre ned gennem tjeklisten.

Det er godt, hvis du ikke holder vejret, men faktisk trækker dejlig luft ind og ud, den skønne sydfynske luft. Din vejrtrækning skal ikke være synkron med dine bens rytme, så du skal altså ikke lege futtog. Det giver nemlig hyperventilation.

Lungerne skal have deres liv, og benene deres liv. Nu vi er ved benene, mærk, hvordan dine knæ har det, mærk, hvordan du lander på dine fødder og sætter af igen. Hvis du har smerter, så sæt farten ned. Løb aldrig på smertende ben, medmindre du virkelig har mange kilometer på odometeret, det vil du fortryde bittert.

Ingen gider høre om dine dobbeltsidige achillessenebetændelse på nær kiropraktoren, der sætter 10 tider af i kalenderen, inden du når hen til kaffeautomaten.

Lars Kensmark. Arkivfoto: Kim Rune

De første kilometer er altid de sværeste. Det er, som om kroppen prøver at overtale dig til at stoppe straks med det galimatias. Men det skal du forsøge at ignorere.

Sidst men ikke mindst skal du have noget tjekket ernæring. Jeg anbefaler de der gel i poser, som de bruger i Tour de France. Du skal godt nok op på en times løb, før ernæring spiller nogen som helst rolle, men det ser bare hammergodt ud, når man lige hiver sådan en gel frem og bider halsen af den.

Du skal ikke løbe, fordi du vil leve længere. For det kommer du ikke nødvendigvis til.


Du skal ikke løbe, fordi du vil leve længere. For det kommer du ikke nødvendigvis til.Du skal løbe, fordi det giver dig en dejlig balance i dig selv fysisk og psykisk, og fordi det gør dig stærkere, du kan bedre mærke, hvem du er.


Du skal løbe, fordi det giver dig en dejlig balance i dig selv fysisk og psykisk, og fordi det gør dig stærkere, du kan bedre mærke, hvem du er.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce