Annonce
Ugeavisen Faaborg

Månedens buket: Charlotte sørgede for ål og snaps til alle de gamle

Charlotte Kastrup (t.h.) får overrakt månedens buket i december af Tina Skov hos Korsvejens Blomster. Foto: Palle Søby
Månedens Buket går til 55-årige Charlotte Kastrup, som op til jul tog initiativ til en indsamling, således at der kunne sendes ål og snaps og en masse andet godt ud til alle beboerne på alle kommunens plejehjem.
Annonce

Faldsled/Faaborg: Det er en helt aktuel anledning, der fører til uddelingen af Månedens Buket i december.

Måske husker du, at vi i ugeavisen for et par uger siden havde en historie om en privat borger, der tog initiativ til, at der kunne sendes en særlig "goodiebag" ud til alle beboerne på kommunens plejehjem.

Det foregik under overskriften "From All of Us to All of You", og i kassen var der både ål, snaps og en masse andet godt, som de gamle kunne få til deres frokost.

Kvinden bag det hele er Charlotte Kastrup, 55 år og fra Faldsled.

Og det er hendes skoleveninde Lone Friis Caspersen fra barndomsårene på Svanninge Skole, der nu har indstillet hende til Månedens Buket.

Charlotte Kastrup og Lone Friis Caspersen var barndomsvenner på Svanninge Skole og mødtes tilfældigt igen i fitnesscentret i Svanninge for et par år siden. Det var Lone, der indstillede Charlotte til Månedens Buket. Foto: Palle Søby

- Julen er jo hjerternes fest, og her synes jeg virkelig, der er en person med hjertet på rette sted. Charlotte fik en blodprop i hjernen for et par år siden og kan blandt andet ikke køre bil i dag, da det har ramt hendes syn. Men at man med de odds får sådan en god idé og kommer i mål med det, er helt fantastisk, og det bør belønnes med en buket, siger Lone, da hun er med Charlotte ude hos Korsvejens Blomster, hvor denne måneds buket bliver overrakt.

Annonce

Tilfældigt møde i fitnesscentret

At Charlotte og Lone har kontakt med hinanden i dag, er i sig selv en sjov historie.

- Vi mødtes tilfældigt en dag i fitnesscentret i Svanninge for et års tid siden. Jeg var i gang på romaskinen og Lone på løbebåndet, da Lone pludselig siger:

- Hej Charlotte! Hvordan går det?

Siden har de bevaret kontakten, og da Lone hørte om Charlottes idé med julekassen til de gamle, var hun ikke i tvivl.

Charlotte Kastrup er oprindelig født i Lyngby, men da hendes mor døde tidligt, voksede hun og hendes søster op hos bedsteforældrene i Millinge og gik på Svanninge Skole.

Som ung rejste hun til London og dernæst Sverige, hvor hun arbejdede som sælger for sin far, og efter cirka halvandet år på de svenske landeveje vendte hun tilbage til Fyn, hvor hun sammen med Benny Kaslund drev Fyns Fyrværkeri Import i Vester Aaby. Det var også Benny Kaslund, hun fik sin søn sammen med. Sønnen er i dag jurist og bor i København.

Charlotte Kastrup har altid holdt af Faldsled, hvor hun også kom i sine barndomsår, så her fandt hun et nuttet hus, som hun har gennemrestaureret.

Annonce

Kreativt menneske

Hun har altid været et meget kreativt menneske. Hun går meget op i kunst og design, har haft sommergalleri sammen med sin far igennem otte-ni år i Båstad i Sverige og har sit eget designfirma, Kastrup Design.

Passionen for kunst og design delte hun med sin far, og det var ham, der skabte det vinskab, som blev starten på Kastrup Design.

Charlotte har siden selv skabt globen og de andre designs, som er at se på hendes hjemmeside, og hun har været på designmesse i blandt andet Milano og Mexico.

Blå bog

Charlotte Kastrup er 55 år og bor i Faldsled.

Op til jul tog hun initiativ til indsamlingen "From All of Us to All of You", hvor der takket være donationer fra private og virksomheder kunne sendes kasser ud med ål, snaps, pakkespilgevinster og alle mulige godter til alle beboerne på plejehjemmene i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Charlotte Kastrup har altid haft en stor passion for kunst og design og har sit eget designfirma, Kastrup Design.

Hun har designet messestande og indrettet for private og restauranter - i det hele taget arbejdet meget med koncepter og projekter.

Charlotte Kastrup har også før blodproppen trænet meget, og træningen har i høj grad bidraget til, at hun er kommet så langt, som hun er i dag.

Så langt, at hun var i stand til at tænde et dejligt julelys i mørket hos alle kommunens plejehjemsbeboere.

Annonce

Mange er blevet glade

Hun havde flere til at hjælpe sig med projektet. Lars Stenner Bahl, halinspektør og forpagter af Svanningehallens cafeteria, stod for at pakke maden. Linda Ekchardt, leder af Steensvang Plejehjem, sørgede for at koordinere med de forskellige plejehjem. Det Rigtige Faaborg spredte budskabet, så der kunne indsamles donationer fra private og virksomheder for 37.500 kroner.

Og eleverne i 8. klasse på Enghaveskolen har indkøbt bankogevinster til de gamle, og for den indsats får de nu et tilskud på 3000 kroner til deres lejrskole.

Så det her er på alle måder en win-win-win-win-win-historie.

Charlotte Kastrup får overrakt månedens buket i december.
Charlotte Kastrup får overrakt månedens buket i december.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce