Annonce
Ugeavisen Faaborg

Månedens Buket: I gåklubben er det Ina, der har overblikket

Ina Vorm fra Faaborg Gåmotion får overrakt månedens buket  af blomsterhandler Hanne Andersen fra Westergård Blomster. Foto: Maria Retoft Pedersen
51-årige Ina Vorm koordinerer og arrangerer - og så er hun altid i godt humør. Derfor får hun månedens buket.

Faaborg: Siden fællesskabet Faaborg Gåmotion så dagens lys for cirka to år siden, har 51-årige Ina Vorm været med. Og den frivillige indsats, hun har lagt i fællesskabet, bliver nu belønnet med månedens buket.

"Jeg synes, Ina Vorm fortjener månedens buket, da hun er en aktiv og frivillig del af gåklubben "Bevæg dig for livet", en del af DGI. Hun laver alt det administration i gruppen, som vi har over Facebook og styrer gruppen sammen med os andre gåværter. Men det er Ina, der har overblikket. Hun er altid glad og kæmper for, at vi alle føler os godt tilpas i gruppen", lyder det fra Linda Andersen, som har indstillet Ina til hæderen.

Månedens buket

Ugeavisen Faaborg har indgået et samarbejde med byens fire blomsterbutikker, Westergård Blomster, Vivi's Blomster, Tine P. og Korsvejens Blomster. Hver måned kårer vi en person, der har gjort sig fortjent til "månedens buket". Uddelingen går på skift mellem de fire blomsterhandlere.

Det er læserne af Ugeavisen Faaborg, der indstiller egnede kandidater.

Det er helt op til dig, hvilke kriterier, du synes, kvalificerer din kandidat. Det vigtige er bare, at du sender os et par linjer om, hvorfor det netop er din kandidat, der skal vinde blomsterne.

Send din indstilling til redaktion@uaf.dk senest fredag d. 25. juni, så er din kandidat med i næste runde. Hvis din kandidat vinder, offentliggør vi din indstilling i avisen.

Ud over din indstilling har vi brug for dit navn og kontaktoplysninger, så vi eventuelt kan få uddybet din indstilling.

"Ved siden af det frivillige arbejde, er hun ansat som ernæringsassistent på Glamsbjerg Efterskole, hvor elever og ansatte nyder godt af hendes skønne humør og gode mad. Hun arbejder også på Klokken som bartender. Så jo, jeg synes bestemt, Ina fortjener månedens buket".

Annonce

Fællesskabet betyder alt

I Faaborg Gåmotion koordineres turene via Facebookgruppen "Faaborg Gåmotion - Bevæg dig for livet", og der er som udgangspunkt ture fire gange om ugen, ligesom der er fire gåværter, der står for turene.

- Og så forsøger jeg en gang om måneden at arrangere en weekendtur. I morgen skal vi fx til Dyreborg og gå syv kilometer. Så har vi kaffen med og et glas portvin, og jeg har bagt rababermuffins, fortæller Ina Vorm, da hun får buketten overrakt.

Ina Vorm er ikke i tvivl om, hvad fællesskabet i Faaborg Gåmotion betyder for hende.

- Det betyder jo alt. Det er også det, der gør, at man får lyst til at arrangere nogle ekstra ture. Man får snakket med en masse forskellige, og vi kender hinanden på kryds og tværs og følger lidt med i, hvordan det går hos hinanden, fortæller Ina Vorm.

Når deltagerne er på tur med Ina som gåvært, har hun altid en gul fløjte med, som hun bruger, hvis fortroppen trækker fra feltet.

Ina Vorm bor i Faaborg, er gift og har tre børn. Foto: Maria Retoft Pedersen

- Så venter de og bliver blandet med mængden, og så kommer man måske til at gå sammen med nogle andre, end man gjorde før, fortæller hun.

Udover fællesskabet sætter Ina Vorm også pris på at komme ud og røre sig.

- Jeg lider af gigt, og jeg har rigtig godt af, at jeg får bevæget mig. Det er da ikke altid, jeg gider afsted, men så snart jeg ser de andre, så bliver jeg jo bare i godt humør. Jeg elsker at være sammen med andre mennesker. Man bliver bare glad i låget, siger hun.

Annonce

Vil gerne have mænd med

Der er pt omkring 30 aktive med på turene i Faaborg Gåmotion, der altid har start ved Forum Faaborg, og der er plads til flere.

En ting ærgrer dog Ina Vorm. Mændene er i undertal.

- Jeg kunne rigtig godt tænke mig, hvis vi kunne finde en mandlig gåvært, som måske kunne lokke nogle mænd med på tur.

- Jeg har længe gået og overvejet, om man skulle lave en 10 kilometers-tur med indlagte portvinssmagning hver tredje kilometer. Måske det kunne lokke nogle af mændene, siger hun med et grin.

Det koster ikke noget at være med hos Faaborg Gåmotion. Man kan blot melde sig ind i Facebookgruppen, hvor det bliver slået op, hver gang der er en tur.

Ina Vorm fra Faaborg Gåmotion er modtageren af månedens buket fra Ugeavisen Faaborg og Westergård Blomster. Foto: Maria Retoft Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce