Annonce
Ugeavisen Faaborg

Månedens buket: Tanja gjorde hjemmeskolen både sjov og spændende i O. klasse under nedlukning

Tanja Smith fik overrakt månedens buket af Tina Timming fra Vivi's Blomster. Foto: Maria Retoft Pedersen
Børnehaveklasselærer indstillet af mor for sit store arbejde under svære betingelser.

Faaborg: Under coronakrisen har der været et stort og yderst velfortjent fokus på hverdagens helte - dem, som qua deres arbejde får hele samfundet til at løbe rundt, og som vi alle sammen er dybt afhængige af.

Og mon ikke mangt en forælder rundt omkring har fået fornyet respekt for skolelærerne under nedlukningen, hvor alle skolebørnene skulle hjemmeskoles?

Mette Schwartz, som er mor til Elias i O.D, synes i hvert fald, at Elias' børnehaveklasselærer på Øhavsskolen fortjener en erkendtlighed for sin store indsats. Derfor har hun indstillet børnehaveklasselærer Tanja Smith til Månedens buket. Hun skriver i indstillingen:

"Tanja Smith fortjener Månedens buket, da hun i en svær periode med hjemmeskole stadig formår at gøre undervisningen spændende for 0.D på Øhavsskolen afd. Uglen. Kreativ og livlig undervisning, som får eleverne til at glæde sig til at tjekke ind dagligt via computerne. Ud over den digitale undervisning skal der lyde en stor tak for, at hun har oprettet digitale møderum til eleverne, hvor de kan se og snakke med hinanden i løbet af dagen. Ydermere har alle elever i klassen modtaget et personligt brev i postkassen, dette bragte store smil frem. Det eneste minus ved Tanja er, at hun kun underviser i 0. klasse, og at eleverne derfor må undvære deres gode lærer fra næste skoleår".

Annonce

- En fælles indsats

Anerkendelsen er lige ved at tage pippet fra Tanja Smith, da Ugeavisen viderebringer roserne:

- At have 19 børn til onlineundervisning var en udfordring. Jeg har været lige ved at rive håret ud af hovedet på mig selv, for hvordan skulle jeg motivere dem? Og børn i 0. klasse har jo brug for hjælp, så det har jo været med forældrene på sidelinjen hver dag. Jeg må sige, at jeg er lige ved at hyle over de her flotte ord, lyder det fra en tydeligt glad Tanja Smith.

Hun har været børnehaveklasselærer siden 1998, og siden 2007 har det været børnene på Øhavsskolen, der har modtaget hendes undervisning. Og det seneste år har uden tvivl været det mærkeligste af dem alle.

- Nogle børn synes, det bare er fint at blive fodret med kopiark, mens andre børn er mere til at spille og lege det ind. Så jeg har virkelig brugt mange timer på at støvsuge fagportalerne for gode ideer, siger hun og tilføjer:

- En stor del af mit job går jo også ud på at læse det enkelte barn, og det er ikke ret nemt gennem en skærm, siger hun.

Månedens buket

Ugeavisen Faaborg har indgået et samarbejde med byens fire blomsterbutikker, Westergård Blomster, Vivi's Blomster, Tine P. og Korsvejens Blomster. Hver måned kårer vi en person, der har gjort sig fortjent til "månedens buket". Uddelingen går på skift mellem de fire blomsterhandlere.

Det er læserne af Ugeavisen Faaborg, der indstiller egnede kandidater.

Det er helt op til dig, hvilke kriterier, du synes, kvalificerer din kandidat. Det vigtige er bare, at du sender os et par linjer om, hvorfor det netop er din kandidat, der skal vinde blomsterne.

Send din indstilling til redaktion@uaf.dk senest fredag 19. marts, så er din kandidat med i næste runde. Hvis din kandidat vinder, offentliggør vi din indstilling i avisen.

Ud over din indstilling har vi brug for dit navn og kontaktoplysninger, så vi eventuelt kan få uddybet din indstilling.

Hun sender også en stor ros retur til både børn, forældre og bedsteforældre.

- At få undervisningen til at fungere under nedlukningen havde ikke kunnet lade sig gøre uden forældres hjælp. Og bedsteforældrene, som har passet børnene og hjulpet dem med at logge på Chromebooken. Og børnene har været så gode til alle de nye virkeligheder, de er blevet præsenteret for gennem snart et år, siger hun.

Annonce

Et personligt brev i postkassen

Under nedlukningen mødtes O.D online hver morgen til historie og fællessang.

- Derefter mødtes børnene online på skift med mig i mindre grupper. Men de, der ikke lige var "på", de kedede sig lidt. Så derfor lavede jeg hyggegrupper, hvor de kunne tale sammen med hinanden imens, fortæller Tanja Smith, som især var bekymret for, om hun kunne fastholde fællesskabsfølelsen.

Månedens Buket uddeles af byens blomsterhandlere og Ugeavisen Faaborg til én, der har gjort sig særligt fortjent til den. Du kan også indstille en kandidat til at modtage buketten. Foto: Maria Retoft Pedersen

- Det er jo en stor del af det at gå i skole, siger hun.

I 0.D arbejder eleverne med Læsefidusen og skulle blandt andet lære om breve. Så Tanja Smith skrev et brev til hver af eleverne, tegnede et frimærke på konvolutten og brugte en weekend på at gå rundt med brevene og putte i dem i elevernes postkasser.

- Og så kunne vi tage udgangspunkt i det i undervisningen, fortæller Tanja Smith.

Annonce

Vigtigt med daglig kontakt

En uge før vinterferien fik de mindste skoleelever lov til at komme tilbage i skole, og det har været rigtig godt, fortæller børnehaveklasselæreren.

- Jeg var lidt spændt på det, for hver dag har vi jo snakket om, at vi alle sammen glædede os til at komme tilbage, men det kan også være svært, når man har været væk fra hinanden så længe. Heldigvis er det gået så godt, siger Tanja Smith.

Og forhåbentlig tillader coronasituationen, at eleverne får lov til at fortsætte skolegangen.

- Nu har vi prøvet det der med hjemmeskole - og det er gået. Men det er altså meget bedre at være fysisk i skole, i hvert fald for de helt små. Dér er det vigtigt med den daglige kontakt, understreger hun.

Tanja Smith har gjort en fantastisk indsats under nedlukningen, mener en af forældrene i Tanjas børnehaveklasse. Foto: Maria Retoft Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce