Annonce
Ugeavisen Faaborg

Møbelhandler flov efter tur i byen: Det er et fælles ansvar at holde byen ren

Lars Jensen, Møblér med Bo Godt, er jævnligt ude foran butikken og samle efterladenskaber op efter de firbenede. - Ja, det er træls at skulle have en pose med, men det må vi altså kunne gøre lidt bedre, mener han. Foto: Maria Retoft Pedersen
Lars Jensen, indehaver af Møblér med Bo Godt i Vestergade, blev chokeret over alt det affald, der flød i gaderne under hans aftentur. Han opfordrer alle til at tage ansvar for en ren by. Borgmesteren bakker op: - Vi skal blive ved med at minde hinanden om at holde byen pæn, siger han.
Annonce

Faaborg: Cigaretskodder, hundelorte i gaderne, overfyldte skraldespande og slikpapir smidt på brostenene. Det var det syn, der mødte møbelhandler Lars Jensen, da han lørdag aften (1. juni, red.) var ude for at købe en is sammen med resten af familien i Faaborg midtby.

- Jeg blev oprigtig chokeret, og faktisk blev jeg helt flov over at være faaborgenser. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt, siger Lars Jensen.

Da han havde besindet sig lidt, gik han hjem og sendte en mail til borgmester Hans Stavnsager (S) og viceborgmester Søren Kristensen (V) med sine frustrationer.

- Prøv at forestille dig, hvis turisterne kom til en fin og ryddelig by. Det må da give pluspoint. Turistsæsonen står for døren, og det er nu, der skal ske noget. Hvis først der ligger 10 stykker papir, så er det for nemt at smide et mere, siger han.

Borgmester Hans Stavnsager var hurtig til at reagere på henvendelsen fra Lars Jensen.

- Jeg var selv i byen den pågældende lørdag (1. juni, red.). Der var biludstilling på Torvet, og der var også masser af politikere med valgmateriale og lignende, fortæller han og oplyser, at han har taget kontakt til den kommunale direktør for området for at sikre sig, at oprydningsfolkene har en opdateret kalender over store arrangementer i byen.

- Det er klart, at når der finder større arrangementer sted, så vil der være mere oprydning efterfølgende end ellers, påpeger borgmesteren.

Henkastet affald

I sommerperioden bliver skraldespandene i Faaborg by tømt på daglig basis, oplyser Anders Krog, sektionsleder hos Intern Drift i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Han vurderer, at der de seneste to uger er brugt omkring 20 mandetimer på at tømme skraldespande og samle affald op i parker og på gader og stræder i Faaborg by.

Antallet af timer vil stige til omkring 15 timer ugentligt i sommerperioden.

Han oplyser desuden, at det især er på Klintestranden, at de kommunale folk støder på henkastet affald.

Da Danmarks Naturfredningsforening 31. maj 2019 holdt affaldsindsamlinger landet over, blev der i Faaborg-Midtfyn Kommune indsamlet 2044 kilo affald.

Annonce

Ikke københavnske tilstande

Hans Stavnsager mener dog ikke, at affald i Faaborgs gader til daglig er et stort problem.

- Alt er selvfølgelig relativt. For et par år siden gik jeg en sommeraften fra Hovedbanegården i København gennem H.C. Ørstedsparken for at komme til et møde. Og man kunne næsten ikke se græsplænen for affald efter grillfester og lignende. Sådan nogle tilstande har vi heldigvis ikke nået i Faaborg. Her er det ikke attraktivt at ligne en storby, siger han.

- Men vi må også bare erkende, at kommunen ikke har ressourcer til at have folk gående hver dag og samle affald op, fordi nogen ikke kan ramme skraldespandene, siger han og understreger, at han er enig med Lars Jensen i, at det er et fælles ansvar at holde byen ren.

- Det vil hjælpe rigtig meget, hvis vi i fællesskab minder hinanden om det, siger han og roser i samme åndedrag de private folk, som gør en aktiv indsats mod svineriet.

- For eksempel et initiativ som "Støvsugerbanden", der frivilligt går og samler skrald. Sådan nogle folk er der god grund til at tage hatten af for i den her sammenhæng.

Annonce

Lad os hjælpes ad

Lars Jensen er jævnligt ude at samle hundelorte og andet affald op foran sin butik, så den tager sig pænt ud.

- Det bliver vi nødt til, hvis vi gerne vil have en flot og hyggelig by. Og det er en fælles opgave. Både for kommunen, butiksejerne og borgerne.

Han afslutter med denne opfordring:

- Jeg har ikke lyst til at gå rundt og spille politibetjent, men lad os hjælpes ad med at holde byen ren. Det gælder lige så meget mig, som det gælder alle andre. Hvis alle tog deres del af ansvaret, ville opgaven ikke være ret stor, siger han.

Det var blandt andet dette syn, der mødte Lars Jensen på hans aftentur. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Ugens gudstjenester

Ugeavisen Faaborg

Gudstjenester

Annonce