Annonce
Ugeavisen Faaborg

'Marco effekten' – se den i Helios på premiereaftenen

De trofaste kendere af krimierne om Carl Mørck, Assad og Rose kender typerne, men denne gang er der udskiftning på rollelisten: Ulrich Thomsen spiller Carl Mørck, mens Zaki Youssef spiller Assad.Foto: Clara Cvrckova

Faaborg: ”Marco effekten” – som folkene bag kalder både krimi og thriller – har premiere torsdag 27. maj, og Heliosteatret er en af premierebiograferne.

Filmen handler om politiets særlige enhed, Afdeling Q, og den er baseret på Jussi Adler-Olsens femte bog i krimi-serien. Tynget af en tragisk begivenhed tager vicekriminalkommissær Carl Mørck imod en ny, henlagt kriminalsag. Sammen med sin assistent Assad og sekretæren Rose graver han i sagen om den pædofilisigtede William Stark, der er forsvundet sporløst.

Samtidig har politiet anholdt en østeuropæisk dreng ved grænsen til Tyskland, der er i besiddelse af Starks pas. Opdagelsen kaster nyt lys over sagen, der blev afvist af politiet efter blot to uger.

Annonce

Det viser sig nemlig, at der er tråde helt til toppen af den danske finansverden, men også forbindelser til københavnske kriminelle, som er ude efter den unge dreng.

Marco effekten følger efter Kvinden i buret, Fasandræberne, Flaskepost fra P og Journal 64, der alle har været imponerende publikumssucceser. Denne gang er skuespillerne dog blevet skiftet ud, så Ulrich Thomsen har hovedrollen som Carl Mørck, mens Zaki Youssef fra ”Danmarks sønner” spiller Assad. Sofie Torp spiller Rose og Anders Matthesen en storsvedende finansmand.

Helios viser filmen til og med fredag den 4. juli. Som familiefilm viser Helios lørdag og søndag klokken 14 animationsfilmen "Croods – en ny tid".

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce