Annonce
Ugeavisen Faaborg

Martina og Torben har fundet deres livs oase

Helt herude på Revvej 5 har Martina Lück og Torben Hansen fundet deres livs oase. Foto: Palle Søby
Torben Hansen med rødder i Det Sydfynske Øhav og Martina Lück fra Berlin åbner café/bar, galleri og bed and breakfast helt ude på det vestlige Lyø. Vejen dertil har været en lang livsrejse via USA, Toscana og Berlin. De er ikke det mindste i tvivl om, at øen sagtens kan bære en ekstra sommercafé.
Annonce

Lyø: For nylig kunne vi her i Ugeavisen fortælle om, at en ny forpagter rykker ind i den populære sommercafé i Lyøs gamle skole.

Og så skulle man vel tro, at restaurationsmarkedet på Lyø ligesom er mættet.

Men det er det bestemt ikke, hvis det står til Torben Hansen og Martina Lück, der til påske åbner endnu en sommercafé på Lyø. Ja, ikke bare café, men café, bar, restaurant, galleri og bed and breakfast i én skøn forening under navnet Oase Lyø.

- Der er rigeligt plads til os alle sammen. Lyø havde 65.000 besøgende turister sidste år, og med to små restauranter behøver vi ikke slås om kunderne. Vi skal bare give dem en oplevelse. Bare på den halvanden måned, hvor vi sådan lidt i det små prøvede at holde åbent sidste sommer, havde vi omkring 1500 gæster. Mange blev afvist på den anden café sidste sommer, og de kunne så gå hen til købmanden og få en leverpostejmad. Så der er rigeligt plads til os begge to, siger Torben Hansen.

Oase Lyø

Oase Lyø ligger på Revvej 5 helt ude på det vestlige Lyø. Stedet er indrettet i et gammel bindingsværkshus fra 1849.

Der er plads til 25 spisende gæster i restauranten og 25 gæster udendørs. Ejerne er i gang med at lave en ekstra udendørs terrasse til yderligere 25 gæster.

Der er to værelser til bed and breakfest, plus en ekstra overnatningsmulighed, hvis der er pres på.

Der er mulighed for fuld forplejning.

Torben Hansen er 64 år og oprindelig uddannet inden for bank- og finansverdenen.

Martina Lück er 60 år og stammer fra Berlin, hvor hun blandt andet har drevet bogholdervirksomhed og vinhandel.

Kontakt: 40 45 35 95 (Torben), 0049 - 171 147 9280 (Martina).

Mere info på www.lyø.dk

Annonce

Helt ude i Udkantslyø

Oase Lyø ligger ikke inde i byen omkring de mange gadekær, men helt ude i "Udkantslyø", hvis der er noget, der hedder sådan. Helt ude på Revvej 5. Her kommer man kun, hvis man har bestemt, at man vil ud til Lyø Rev og se på fugle, eller hvis man vil have en rundtur ud omkring Klokkestenen. I begge tilfælde er Oase Lyø "sidste pitstop", som Torben siger.

- Ja, det er måske lidt langt ude i forhold til bykernen, men det forsøger vi at vende til noget positivt, for her er der virkelig fred og ro. Hvis der kommer mere end én bil om dagen, er der trafikkaos, og den eneste støj er den, fuglene laver, siger Torben.

Annonce

Den lange rejse til Lyø

Men hvordan i alverden går det til, at en dansker med baggrund i bank- og finansverdenen og en storbykvinde fra Berlin pludselig havner herude for enden af alting?

Det er en meget lang historie, som fører vidt omkring i verden.

- Martina kommer fra Berlin, hvor hun har drevet sit eget bogholderfirma. Jeg er uddannet inden for bank- og kreditverdenen, men efterhånden syntes jeg ikke, den finansielle verden var så spændende længere, så jeg forlod den og havde min egen virksomhed i en periode. Da jeg havnede i en skilsmisse, besluttede jeg at tage langt væk, så jeg tog til USA med en maskine i en container for at starte på en frisk i Georgia. I mellemtiden havde jeg truffet Martina i Berlin og havde sagt, at hvis hun havde lyst til at besøge mig, kunne hun bare komme til USA. Jeg tog derover i 2007 og Martina i 2009. Vi slog os sammen og blev der. Vi drev en virksomhed, der lavede specialtæpper til marineindustrien, fortæller Torben.

- En sen aften sad vi og snakkede om, at det måske ikke var så nemt at blive gammel i USA, hvis man ikke havde været der i mange år. Så vi skulle beslutte, om vi skulle blive eller rejse hjem til Europa. Vi valgte det sidste, men vidste ikke hvor i Europa, det skulle være.

- Vi maler begge to og ville gerne arbejde videre med vores malergrej. Vi ville også gerne fortsætte med at have det hyggeligt, men helst uden stress, så måske skulle det være noget med en lille bar eller restaurant. Gerne et sted, hvor vi kunne snakke med folk. Det ville være spændende at slutte vores liv med den kombination, så vores tredje halvleg skulle hænges op på galleri, bar og bed and breakfast, fortæller Torben Hansen.

- Først tog vi til Toscana, hvor vi havde fundet en lille olivenplantage. Bygningen var perfekt, men stedet lå på en bjergskråning, og det var måske ikke så godt, hvis vi skulle være gamle der. Og så skulle vi også til at lære os et fjerde sprog.

- Derfor flyttede vi midlertidigt til vores lejlighed i Berlin, så vi kunne tænke os om. Jeg er ikke storbymenneske, men har altid haft en drøm om at komme tilbage, hvor jeg stammer fra. Min fars familie stammer fra Lyø, min mors fra Strynø, og jeg selv er født på Tåsinge, så jeg har et udpræget ø-gen. Så hvorfor ikke prøve at kigge på Lyø, hvor jeg er kommet her hele min barndom, og jeg har stadig familie her. Min farbror, Bent Hansen på 92 år, er nu øens ældste beboer, og min kusine bor her også.

- Vi startede med at købe en grund på Kærlighedsstien 2 af min farbror. Tanken var, at vi ville bygge et hus her, men grunden var røget ud i landzonen, så det fik afslag på. I begyndelsen boede vi i campingvogn på grunden, og så fandt vi det her hus på Revvej 5, som vi overtog for et år siden. Her havde vi det hele på én gang, hyggen, rum til bed and breakfast, en have som var anlagt, et atelier at male i, et værksted vi kunne bygge om til bar.

Torben Hansen og Martina Lück har indrettet bar, restaurant og galleri i en tilbygning, som tidligere var værksted. Foto: Palle Søby
Annonce

Nu giver de den fuld speed

Siden har de brugt tiden på at indrette det hele og indhente tilladelser og så videre, men de nåede lige at få en kort sæson på halvanden måned sidste sommer.

- I år går vi all-in. Vi annoncerer på havnen, og vi er med på turisthjemmesiden for Lyø. Men vi har ikke egen hjemmeside, og vi er ikke på de sociale medier.

- Oprindelig satsede vi på at holde åbent hele året, men det er der ikke grundlag for, så vi lukker i vinterhalvåret. Men hvis der kommer nogen, kan de bare ringe på, og folk kan også bo her, hvis de ringer i forvejen.

Både Torben og Martina maler, og de udstiller deres malerier i hele huset.

- Vi kan begge to kun male med ro i sindet, så vi maler i vinterhalvåret og sælger malerierne om sommeren.

- Nu giver vi den fuld speed i seks måneder, og så får vi seks måneder, hvor vi kan gå og reparere og male vores billeder. Vi åbner til påske og holder åbent til og med efterårsferien, fortæller Torben og Martina, der på alle måder ser ud til at have fundet deres livs oase.

Og hvis de får økuller, har de stadig lejligheden i Berlin, hvor de kan få et afbræk fra ølivet.

Der er totalt fred og ro i den hyggelige baghave. Privatfoto
Martina Lück og Torben Hansen har to værelser plus en ekstra overnatningsmulighed i deres bed and breakfast. Foto: Palle Søby
Så er morgenmaden serveret. Privatfoto
Det gamle hus fra 1849 set fra haven. Privatfoto
Martina Lück har lavet en fotobog med stemningsbilleder fra Oase Lyø. Foto: Palle Søby
Torben Hansen og Martina Lück udstiller deres malerier i restauranten. Privatfoto
Et kig fra haven, hvor der hersker total fred og ro. Privatfoto
Torben Hansen og Martina Lück i den store dagligstue, der hører til bed and breakfast-afdelingen. Foto: Palle Søby
Det er en lang historie, hvordan bankmanden Torben Hansen og storbykvinden Martina Lück havnede helt herude i "Udkantslyø". Foto: Palle Søby
Martina Lück og Torben Hansen har store forventninger til, at de har fundet det helt rette sted til resten af deres arbejdsliv - og måske liv i det hele taget. Foto: Palle Søby
Sådan kan der dækkes op i restauranten. Foto: Palle Søby
Både Torben Hansen og Martina Lück holder af at male, og de udstiller deres malerier overalt i Oase Lyø. Foto: Palle Søby
Der hersker i den grad fred og ro herude på Revvej 5, hvor der næsten er trafikkaos, hvis der kommer mere end én bil på en dag. Foto: Palle Søby
Martina Lück og Torben Hansen vil gerne snakke med folk, og det er en af grundene til, at de har valgt kombinationen af restaurant, bed and breakfast og galleri til deres "tredje halvleg". Foto: Palle Søby
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Ugens gudstjenester

Ugeavisen Faaborg

Gudstjenester

Annonce