Annonce
Ugeavisen Faaborg

Mediehus rykker ind i nye lokaler i Herregårdscenteret

Lokalerne i Herregårdscenteret er lige nu ved at blive sat i stand, inden salgsafdeling og redaktion rykker ind i januar. Områderedaktør Torsten Cilleborg håber at kunne indgå samarbejder med andre af Herregårdscenterets lejere.  Foto: Maria Retoft Pedersen
I løbet af januar flytter Ugeavisen Faaborg og Fyens Stiftstidendes samt Fyns Amts Avis' Faaborg-afdeling ind i Herregårdscenteret med håbet om at kunne nyde godt af fællesskabet og samarbejder med de øvrige lejere.
Annonce

Faaborg: Siden 2011 har Kanneworffs Gård på Torvet i Faaborg været rammen for journalister, sekretærer, mediekonsulenter og andet godtfolk fra Jysk-Fynske Mediers Faaborg-afdeling, der leverer indhold til Ugeavisen Faaborg, Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis.

Men snart skal flyttekasserne pakkes, for i starten af det nye år flytter mediehuset ind i nye penthouse-lokaler i Herregårdscenteret.

- Vi trives egentlig godt i Kanneworffs Gård, men de 400 kvadratmeter i tre plan er meget mere plads, end vi har brug for. Det har været en lidt lang proces at finde vores næste, gode adresse, for vi vil gerne bo så centralt i Faaborg som muligt, men det har vist sig svært at finde lokaler, der matcher vores ønsker, behov og betalingsvillighed, siger områderedaktør Torsten Cilleborg.

Han glæder sig særligt over muligheden for at kunne samarbejde med andre af Herregårdscenterets lejere.

- Vi vil gerne være en aktiv del af byen, og i Herregårdscentret får vi en masse naboer, som jeg håber, vi kan etablere samarbejder med. Vi har før lavet arrangementer sammen med biblioteket. Det kan der måske blive mere af, og i det hele taget er vi meget opmærksomme på at skubbe gang i og være en del af aktiviteter, der kan komme læserne og byen til gode, siger han.

Har man et tip, ris, ros eller andet til avisen, er man som sædvanlig – og også i de nye lokaler - mere end velkommen til at kigge forbi.

Annonce

Styrket salgsafdeling

Også husets salgsafdeling med daglig leder Karin Skjærbæk i spidsen kan se fordele ved den nye placering i Herregårdscenteret.

- Blandt andet ser jeg frem til, at redaktion og salgsafdeling kommer tættere på hinanden i de nye lokaler, siger hun og fortsætter:


Vi vil gerne være en aktiv del af byen, og i Herregårdscentret får vi en masse naboer, som jeg håber, vi kan etablere samarbejder med. Vi har før lavet arrangementer sammen med biblioteket. Det kan der måske blive mere af, og i det hele taget er vi meget opmærksomme på at skubbe gang i og være en del af aktiviteter, der kan komme læserne og byen til gode.

Områderedaktør Torsten Cilleborg


- På mange måder har det været nemt for os at ligge lidt midt i byen, hvor vi har haft nem adgang til gågaden og butikkerne der. Og der vil vi selvfølgelig stadig komme i ligeså stort omfang. Men for mange af vores andre kunder fra oplandet bliver adgangen nemmere, og der er rigeligt med parkeringspladser i nærheden.

Karin Skjærbæk (th) og Karin Fredskild får snart en ny kollega i salgsafdelingen i Andreas Hauge Nielsen, som tiltræder den 1. december. Foto: Maria Retoft Pedersen

Salgsstyrken får desuden tilført nye kræfter allerede til december, hvor Andreas Hauge Nielsen tiltræder som ny mediekonsulent. Han kommer til at dele sin arbejdstid mellem mediehuset i Ringe og ditto i Faaborg.

Andreas Hauge Nielsen har været salgstrainee hos Jysk-Fynske Medier i Odense og har nu færdiggjort sin uddannelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce