Annonce
Ugeavisen Faaborg

Mette fejrer 10 år med boghandel: - Faaborg er blevet min by

Mette Juul Knudsen fejrer 10 år som indehaver af boghandlen i Faaborg. Foto: Maria Retoft Pedersen
Mette Juul Knudsen købte boghandel i Faaborg i kølvandet på finanskrisen, og selvom det til tider har været svært, har hun bestemt ikke fortrudt. Hun regner med at fortsætte mindst 10 år mere.
Annonce

Faaborg: 11. oktober er en helt særlig dag for boghandler Mette Juul Knudsen. Det er nemlig dagen, hvor det er 10 år siden, hun overtog nøglerne til den daværende Alstrøms Boghandel i Østergade 24.

Mette Juul Knudsen var forinden ansat hos Arnold Busck i Odense, og siden hendes mand en dag sagde: "Er det ikke ved at være på tide, du får dig dit eget, hvor du selv kan bestemme", var ideen vokset i hendes hoved.

Pludselig bød en mulighed sig. Butikken i Faaborg var til salg.

- Og så sprang jeg faktisk bare ud i det, husker hun.

Hun har skullet vænne sig til at være selvstændig, for det er ikke nemt at starte en forretning op i kølvandet på finanskrisen og pludselig at skulle være den, der træffer alle beslutningerne, men det har været det hele værd, siger Mette Juul Knudsen, der opfordrer andre til at springe ud i det, hvis de har lyst.

- Det er hammersjovt. Især her i en lidt mindre by, hvor man kender alle kunderne. Da jeg overtog butikken, synes jeg det var mærkeligt og grænseoverskridende, når folk kiggede på mig på gaden, fordi de havde set mig i avisen. I dag kender jeg alle og er på fornavn med kunderne på gaden. Og det er det, jeg elsker. Faaborg er blevet min by, siger hun.

Annonce

Boghandler med stort B

Siden Mette Juul Knudsen overtog butikken i Østergade 24, er der sket meget.

I efteråret 2016 flyttede hun butikken til Østergade 36, hvor der samtidig blev taget legetøj ind i varesortimentet. I løbet af en relativ kort periode i 2017 blev boghandlen en del af Bog & idé og efterfølgende en del af legetøjskæden LegeKæden, så det i dag er en ”kombi-butik” med boghandel og legetøjsforretning.

Mette Juul Knudsen

Bor i Odense og er gift med Erik Skov, som er politikommissær ved Fyns Politi.

Erik Skov hjælper til i kulissen og står blandt andet for boghandlens regnskab.

Mette Juul Knudsen er oprindeligt uddannet butiksassistent med speciale i kontorartikler. Hun er uddannet ved Sapa i Odense.

Det har dog altid været bøgerne, der har trukket. Og da parret flyttede til København, fik hun job i en boghandel.

Og den branche holdt hun fast i, da parret igen vendte hjem til Fyn og Odense.

Mette Juul Knudsen arbejdede godt 17 år i Arnold Busck i Odense.

- Det er svært at drive en ren boghandel i dag, og der er mange af den slags kombi-butikker. Omkring 20 i Danmark, som er kombineret med Legekæden og boghandlen. Jeg synes, det er rigtig sjovt at sælge legetøj, men jeg er stadig boghandler med stort B. Og når kunder beder om hjælp til at finde en gave til et barn, så spørger jeg altid, om det skal være en bog eller noget legetøj, siger Mette Juul Knudsen, der selv er en rigtig læsehest.

Det er mest krimier, hun læser.

Mette Juul Knudsen er rigtig glad for lokalerne, hvor boghandlen flyttede ind i 2016. - Her har jeg fået sat mit eget præg. Når jeg åbner døren om morgenen, føler jeg, at det er min boghandel, siger hun. Foto: Maria Retoft Pedersen

- Der bliver solgt rigtig mange bøger her i butikken, og faaborgenserne er glade for skønlitteratur. Men når der kommer nogle lokalhistoriske udgivelser, så er det meget populært, siger hun.

Blandt de mest sælgende bøger i de 10 år, Mette Juul Knudsen har haft butikken, er blandt andet journalist Pernille Pedersens "Faaborg besat" og Bjarne Bekkers "Faaborg-historier".

Annonce

Faaborgenserne støtter op

Et andet bump på vejen var, da coronavirussen gjorde sit indtog i Danmark, og landet blev lukket ned. Ville butikken overhovedet kunne overleve?

- Jeg nåede at tænke: "Nå, så blev det ikke 10 års jubilæum alligevel". Men så galt gik det heldigvis ikke, fortæller Mette Juul Knudsen, som roser faaborgenserne for at støtte de lokale butikker.

- Det er vi dælme taknemmelige for. Det var nogle stille dage især i de første 14 dage, men vi har ikke været så hårdt ramt. Vi har haft et rigtig godt salg af både puslespil, brætspil, perler og bøger under nedlukningen.

Og så kom sommeren og gav mulighed for at indhente lidt af det tabte.

- Den har været helt vanvittigt. Vi havde dobbelt op på omsætningen i juli måned, fortæller hun.

Fejringen af 10 års-jubilæet som Faaborgs boghandler udskydes til et senere tidspunkt, hvor tilstanden er mere normaliseret.

Og det skulle ikke være noget problem, for 52-årig Mette Juul Knudsen regner med at være her mange år endnu.

- Jeg regner bestemt med, at det er her, jeg skal være resten af mit arbejdsliv, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce