Annonce
Ugeavisen Faaborg

Mild vinterdag i bakkerne: Mærk magien i isens mesterværk - eller er det Odin, der står bag det hele?

Du finder nærmest ikke noget federe sted at gå tur i vinternaturen end Svanninge Bakker - og det er naturvejleder Emil Sanderhoff vist ret enig i. Foto: Palle Søby
I dagens afsnit er vi taget ud for at opleve vinternaturen i Fyns mest kendte naturområde, Svanninge Bakker, der blev skabt af isen for over 17.000 år siden. Eller var det nu også isen, der skabte bakkerne - hvor Fynbomalerne fandt sig selv og fik "naturterapi" for over 100 år siden.

Svanninge Bakker: Det er vinter, og vi er i Svanninge Bakker. Men vinter i bakkerne er ikke bare vinter i bakkerne. De kan have vidt forskellige ansigter alt afhængig af vejret.

Husker du sidste vinter, hvor der var sne og vintervejr i Danmark? Den første weekend i vinterferien var det fx fuldstændig surrealistisk at køre op gennem Svanninge Bakker. Samtlige parkeringspladser både ved Skovlyst og Skovtrolden var besat, og hele vejen op ad Odensevej holdt der parkerede biler i begge vejsider.

Ude i selve bakkerne var der ren festivalstemning af børn og voksne og kælke og bobslæder - og måske et par løsgående skiløbere. Det var vildt.

Annonce

Lige her, hvor vi står nu, har der engang ligget flere hundrede meter is. Det er den is, der har formet de her "alper" under istiden for 17.000-21.000 år siden. Tænk, al den natur, vi ser her i dag, er kun omkring 17.000 år gammel - det er jo et splitsekund naturhistorisk sket.

Emil Sanderhoff, naturvejleder

Denne mandag eftermiddag i december viser bakkerne sig fra en helt anden side. Det er gråvejr, en lille smule diset, seks-syv grader, og ikke en vind rører sig. Havde det ikke været for trafikken på Odensevej lige ovre bagved, havde der været musestille.

Magisk og fortryllende

Men her hersker alligevel en magisk og fortryllende stemning af stilhed og fred og ro. Emil og jeg går rundt herude i over en time - og vi møder ikke ét eneste menneske. Det er også surrealistisk.

- Svanninge Bakker er jo et fuldstændig fantastisk sted. Geologisk og historisk er det blevet brugt til mange forskellige ting gennem tiden, blandt andet som store græsningsområder, og kunstnerne har brugt det som rekreativt område. Måske har de brugt det til at finde sig selv igen - måske var det datidens naturterapi, funderer Emil.

Sådan et dødt træ er i sig selv et studie værd - det er levested for masser af dyreliv, insekter og svampe og så videre. Foto: Palle Søby

- I dag er bakkerne et eldorado for friluftsfolk, der kører på mountainbike, vandrer på Øhavsstien eller bare har brug for at komme ud få noget frisk luft. Om vinteren, når der er is og sne, er det et eminent område at tage ud med sin kælk, og det kan jeg godt forstå, for de bakker er da fuldstændig fantastiske, siger Emil.

Annonce

Et splitsekund i naturhistorien

- Lige her, hvor vi står nu, har der engang ligget flere hundrede meter is. Det er den is, der har formet de her "alper" under istiden for 17.000-21.000 år siden. Tænk, al den natur, vi ser her i dag, er kun omkring 17.000 år gammel - det er jo et splitsekund naturhistorisk sket, siger Emil.

- Vi mennesker har jo inden for den periode formet landskabet mange gange. Vi har lavet græsning, vi har plantet det til med skov for at undgå sandflugt og forhindre, at bakkerne forsvinder. Så har man fældet skoven igen, og for nylig har man igen fældet træer.

Svanninge Bakker er et af Fyns mest populære naturområder, og ved parkeringspladsen er der gode muligheder for at hente information - og et kort, så man ikke farer vild. For det kan man godt - området er stort nok til det. Foto: Palle Søby

- Og så er der oven i købet kommet en invasiv art som den her, siger Emil og peger på en gyvelbusk, der oprindelig stammer fra Kaukasus.

- Gyvelen har man igen og igen forsøgt at bekæmpe - og så er den bare så usandsynlig smuk, når den blomstrer om sommeren. Problemet er, at den er ved at overtage hele området. Se bare alle de gyvelbuske ovre på bakken dér.

Annonce

Det døde træ bobler af liv

Vi fortsætter hen ad stien og møder kort efter et stort, dejligt dødt træ, fyldt med huller, hvor der lever insekter.

- Der er masser af liv herinde. Man siger jo, at lige så lang tid et træ har været levende, lige så lang tid kan det give liv til andre bagefter. Nedenfor træet er der myrer, der vokser svampe op langs med det døde træ - fx orange kantarel - og træet er fyldt med træbukke, der bor derinde, indtil de bliver spist af alverdens fugle, nævner Emil.

Det er lige før, man tænker, at "livet er ikke det værste, man har", når man sidder her på skråningen den mildeste vinterdag i mands minde. Foto: Palle Søby

En af de fugle, vi møder, er fjeldvågen. En trækgæst, som normalt holder til i Norge og Sverige, men som kommer herned om vinteren.

- Den bliver også kaldet "buksevågen". Den ligner musvågen til forveksling, men den har "bukser" af fjer ned over kløerne og lidt lysere i nuancerne end musvågen. Mange tror, at den går på fuglene, men faktisk spiser den rigtig mange regnorme.

Annonce

Lad naturen åbne sig

- Det er ikke altid, man ser dyrene, og derfor kan det være en god idé at sidde stille et kvarter og ligesom "lade naturen åbne sig". Når vi kommer vandrende, kan dyrene både se, lugte og høre os. Men kigger vi efter spor, kan vi se, at dyrene er her. Vi har både set harelort, og her er bunker af dådyrlort, siger Emil og peger på nogle sorte klatter i græsset.

- Lad os sætte os her og se, om naturen åbner sig for os, siger Emil.

Gyvelen er en invasiv art fra Kaukasus. Den breder sig voldsomt i Svanninge Bakker, men eksperterne mener, at den måske kan brede sig så meget, at den ligesom kvæler sig selv igen. Foto: Palle Søby

Vi sætter os på toppen af en skråning med den skønneste udsigt over de totalt fredelige bakker. Inden for et kvarter har vi set fuglekonger, ravn og grønspætte - og stadig ikke ét eneste menneske.

- Fuglekongen er ikke ret sky lige nu, hvor den spises sindssyg meget mad. Der er langt flere fuglekonger om vinteren end om sommeren. Den kommer herned fra Finland, Norge og Sverige og lever af små bladlus. Den vejer selv kun fem gram, men skal spise seks gram mad om dagen, fortæller Emil.

Annonce

Er bakkerne Odins værk?

- De klassiske vinterarter som fjeldvåge og fuglekonger er her i hobetal, men ellers er det jo på mange måder en lidt fattig tid. Men alligevel kan man få fede oplevelser ved at tage herud og sidde mutters alene i De Sydfynske Alper, siger Emil og fortæller, at det måske slet ikke var isen, der dannede det her vidunderlige landskab.

Her kan man sidde i timevis uden at blive træt af det. Foto: Palle Søby

- Forskerne mener, at bakkerne er lavet ud af en kæmpestor ismasse. Så er der andre, der mener, at det var Odin, der bad trolden Finn om at grave en sø. Han gravede Arreskov Sø, og al jorden fra Arreskov Sø lagde han her, og det blev så til Svanninge Bakker.

Så det grubler vi lidt over. Om det var isen eller Odin, der sørgede for, at vi kan sidde her og nyde de skønne bakker en mandag eftermiddag i december 2021.

En orange kantarel vokser neden for det flotte døde træ, som vi møder på stien. Foto: Palle Søby
Vi møder masser af spor fra dyrene - fx bunker af lort fra dådyr, som gemmer sig i buskadser om dagen og kommer frem og spiser skud om aftenen. Foto: Palle Søby
Tusindvis af træbukke har fundet et perfekt levested her i det døde træ. Foto: Palle Søby
Emil Sanderhoff ved en gyvelbusk, som der er lidt for rigeligt af i Svanninge Bakker. Men de er pokkers smukke, når de blomstrer med deres gule blomster i juni. Foto: Palle Søby
En orange kantarel ved det døde træ. Foto: Palle Søby
Emil Sanderhoff holder øje med fuglelivet, mens vi går rundt i Svanninge Bakker. Dem ser vi mange af, fuglene, men vi møder ikke ét eneste menneske i løbet af mere end en time. Ret vildt. Foto: Palle Søby
Her er bunker af lort fra dådyr i bakkerne. Foto: Palle Søby
Naturstyrelsens brochure er en glimrende start og guide til turen rundt i Svanninge Bakker, som er det eneste sted på Fyn, der er med i Danmarks Naturkanon med i alt 15 fantastiske naturområder over hele landet. Foto: Palle Søby
Udsigten er mageløs - selv på en grå vinterdag i Svanninge Bakker. Foto: Palle Søby
Annonce
Midtfyns Posten

Onsdagshygge i Åløkkeparken

Annonce
Ugeavisen Faaborg

Helbredet holdt ikke: Værtspar stopper i Øster Hæsinge Forsamlingshus

Annonce
Ugeavisen Faaborg

Mindeord: Søren Peder levede livet til det sidste

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Den sidste hjælpende hånd fra afdød ildsjæl: Efterlader millionbeløb til en række af områdets foreninger

Ugeavisen Faaborg

Følgevenner: Vil du hjælpe en ung ud af ensomheden?

Midtfyns Posten

Tegn din familie: Greven på Egeskov vælger børnetegning, der bliver til lyskunst til Luminis

Ugeavisen Faaborg

Det historiske Faaborg: I 1864 blev der produceret omkring 900.000 potter brændevin i Bryggergården

Midtfyns Posten

Højt smittetryk kan føre til personalemangel: Vil du have job i børnehaver, dagtilbud og hjemmepleje?

Ugeavisen Faaborg

Faaborg Pharma indgår sponsoraftale med tidligere OL- og VM-guldvinder: Fjerner harpiks med Faaborg-creme

Ugeavisen Faaborg

Klumme: Den flinke mand sagde 'Tak fra samfundet'

Ugeavisen Faaborg

Faaborg Museum genåbner 25. januar

Ugeavisen Faaborg

Lars Kjærsgaard fik stress i sit bankjob: Så satte han sig og skrev gamle godnathistorier om fantasitrolde om til børnebog

Ugeavisen Faaborg

Oplev Vor Frues Kantori i Vester Hæsinge

Ugeavisen Faaborg

Kendt fra 'Danmarks næste klassiker': Martin opkaldte sin gravhund efter Wegner

Ugeavisen Faaborg

Flere end 5.000 stykker brugt tøj langet over disken hos Worres: Faaborg har taget godt imod nyt koncept

Annonce