Annonce
Ugeavisen Faaborg

Mindeord: En ildsjæl af de store har forladt os

Torben Axel Pedersen nåede at sætte sit store indtryk på livet i og omkring Korinthhallen i de fem år, han boede byen, efter han kom som tilflytter i 2015. Arkivfoto: Jens Ørum
Torben Axel Pedersen blev en del af fællesskabet og satte et stort aftryk på Korinth, efter han sammen med sin kone, Bodil, kom til byen som tilflyttere i 2015.
Annonce

Jan Hansen, formand for Korinth Hallens bestyrelse, og Lars Hedegård Frandsen, formand for Korinth IF, skriver mindeord over Torben Axel Pedersen:

I 2015 kom Torben Axel Pedersen med sin Bodil som ud af det blå her til Korinth. Som tilflyttere fra Odense i en moden alder skulle otiummet nydes i Korinth i skønne omgivelser tæt på Arreskov Sø. Ikke blot på sofaen skulle det vise sig. De mange år som aktive i OKS i Odense blev i de senere år vekslet til et kæmpe bidrag i Korinth.

Korinth Hallen skulle fra januar 2017 overgå til at være en frivilligt drevet hal, og halbestyrelsen efterspurgte i den grad frivillige til blandt andet at stå i hallens café på hverdagsaftener og i stævne-weekender.

Torben og Bodil bød sig til, og det blev starten på det hele. Torben blev siden instrueret i gulvvaskemaskinen i hallen, og så indgik han så også i turnus med at vaske halgulvet. Mangen en fredag/lørdag aften og nat er tilbragt med at servere mad og drikke i forbindelse med spisninger til forskellige selskaber. Plus en del andre forefaldende ting. Torben var altid klar. Torben nåede endda at blive formand for Korinth IF på et tidspunkt, hvor KIF havde brug for hjælpen. Og blev derefter valgt ind i halbestyrelsen. Torben stillede sig simpelthen til rådighed, hvor og når der var brug for det. Torben slap ikke helt kontakten til sin gamle klub OKS, hvor han stadig kom, deltog og hjalp til.

Torben blev også en legendarisk dommer for Korinth IF’s årgang 2006-hold på hjemmebane. De unge jublede, når der kom kommentarer som ”det er ikke den kongelige ballet”, hvis et indkast blev taget stående på ét ben. Torben var respekteret på banen, og spillerne kom hurtigt op at stå igen, når han bad dem ”tørre øjnene”.

Torben var også selv meget aktiv i senioridrætten på petanquebanen og på de forskellige ture i ind- og udland.

Torben er et smukt eksempel på, hvordan man som ny i et område kan blive en del af fællesskabet og sætte sit store aftryk. Vi har meget at takke Torben for.

26. december 2020 sov Torben ind efter et år præget af sygdom.

Æret være Torbens minde!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce