Annonce
Ugeavisen Faaborg

Mit hold kan få det værste frem i mig: Jeg kunne have bidt en sten over i raseri

Der findes ingen mennesker, jeg har bandet så meget af, som jeg har bandet af Arsenal-spillere, og jeg har trods alt fire børn og været gift to gange, skriver redaktør Cilleborg i Ugens Klumme.

Nyslået græs og kamfer var, hvad jeg forbandt med forår, da jeg var dreng. Var der kun den ene duft, kunne jeg forestille mig den anden.

Jeg havde ikke selv motorikken til at blive en ordentlig fodboldspiller, men hvis jeg skulle være sammen med min far, og det ville jeg jo gerne, måtte jeg tage med ham til fodbold. Og der i omklædningsrummet sad han og  de andre unge mænd og smurte deres behårede ben ind i muskelvarmende salver, før de løb ud på forårets nyslåede græs.


Ingen, der ikke er fodboldfan, kan sætte sig ind i, hvor meget det irriterer, fylder og smerter, når ens hold har tabt, og de, der kan forstå det, bruger det gladeligt mod én. Det er en del af prisen for at være fan.


Det var et fællesskab, der ikke helt var mit, men som alligevel var sært forjættende.

Lørdag eftermiddag stod den på engelsk fodbold i fjernsynet, og når vi drenge, og nogle gange min far, samledes foran skærmen, var det nu engang sjovest at holde med det ene hold.

Arsenals røde trøjer med hvide ærmer var de flotteste, og det kraftfulde navn lå godt på læberne.

Dér, i midten af 70'erne var den tidligere verdensmester, Alan Ball, anfører for Arsenal. Da klubben så i 1976 købte den storskrydende Malcolm MacDonald i Newcastle for rekordprisen 333.333 engelske pund, fik de mig med i købet.

De kaldte ham SuperMac, og han erklærede, han ville score 30 mål på en sæson. Han nåede 29, og det var såmænd nok for mig: Jeg var blevet "gooner", som er kælenavnet for "the Gunners'" fans. Først langt senere gik det op for mig, at SuperMac var narcissist og trak rundt på andre karaktertræk, der egentlig ikke gjorde ham til nogen særlig oplagt rollemodel.

Men det var han altså for mig, da han scorede hattrick for Arsenal mod sin tidligere klub Newcastle. Jeg var høj som et tordenskrald, mens jeg rendte rundt i skolegården pralede af Arsenals Supermac - næppe forudseende, at jeg dermed havde bekendt kulør og udsat mig selv for hån og ydmygelser i alle de tabte kampe, der fulgte.

Ingen, der ikke er fodboldfan, kan sætte sig ind i, hvor meget det irriterer, fylder og smerter, når ens hold har tabt, og de, der kan forstå det, bruger det gladeligt mod én. Det er en del af prisen for at være fan.

Man siger, at man ikke vælger sin fodboldklub, og jeg har i løbet af de 40-50 år, der er gået, måtte sande, at man heller ikke kan vælge den fra. Der findes ingen mennesker, jeg har bandet så meget af, som jeg har bandet af Arsenal-spillere, og jeg har trods alt fire børn og været gift to gange.

Jeg var så rasende, jeg kunne bide en sten over, da Martin Keowns røde støvle skovlede bolden over mål fra en position i det lille felt, i den forlængede spilledetid af UEFA-cup-finalen mod Galatasary i 2000, og jeg havde opkastningsrfornemmelser, da forlod min plads i Parken før tid, fordi jeg bare vidste, vi ville tabe straffesparkskonkurrencen. Det var anden gang, jeg så Arsenal på dansk grund. Første var da samme Martin Keown lavede selvmål på Odense Stadion tilbage i 1993.

Finalenederlaget i Parken var opslidende.  Det må have været én af de gange, hvor jeg tænkte over, hvorfor jeg dog ikke bare var faldet for Bayern München, Real Madrid eller Barcelona.

Men da var det jo alt, alt for sent. På mine reoler står mere end 200 bøger med arsenal-relation, biografier, statistikbøger, essays og historiske værker, om klubben, der blev stiftet af arbejderne på en ammonitionsfabrik syd for Themsen i 1886.

Hvis min kollega Palle Søby havde lavet et interview med mig i stedet for at bede mig skrive en klumme, ville han have spurgt til mit højdepunkt som gooner. Hm, mit møde med en af mine yndlingsspillere, synderen fra Galatasaray-finalen og OB-kampen, Martin Keown, er i hvert fald svært at komme udenom.

Centerforsvareren Keown kunne - ligesom jeg - ikke døje Manchester United-angriberen Ruud van Nistelrooy. Stemningen mellem dem var gjort af nitroglycerin, og før en kamp mod netop United, mødte jeg Keown, og fik lejlighed til at stille ham et spørgsmål: "Sætter det dig ekstra op, at du skal spille overfor van Nistelrooy?"

Med et sæt halvt sammenknebne, grå øjne kiggede han med et blik så isnende, at jeg frøs fast i bevistheden om, at jeg lige havde stillet ugens dummeste spørgsmål:

"Listen, I'm playing for Arsenal. I don't need no extra motivation".

Og det var så det interview.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce