Annonce
Ugeavisen Faaborg

Nyt koncept hos Expert/Punkt1: Nicolai og Dan bliver mere elektriske

Dan Jørgensen (tv) og Nicolai Jespersen glæder sig til at byde indenfor i den nyrenoverede butik. Foto: Bent Warncke
Punkt 1/Expert skiftes ud med konceptet EL-Salg, og butikken i Østergade udvider i den forbindelse med en stor afdeling for belysning.
Annonce

Faaborg: Det er med en lille, mærkbar klump i halsen, at Nicolai Jespersen og Dan Jørgensen siger farvel til kæden Punkt 1/Expert, som de begge har mange års gode erfaringer med.

- Men vi har truffet et valg, der gør, at vi får en langt større frihed, og vi får lov til at være de købmænd, vi gerne vil være, fortæller Nicolai Jespersen.

Så i næste uge skiftes alle skiltene ud, og fremover vil der stå EL-Salg på facaden.

De seneste par uger har været præget af hektisk byggeaktivitet i butikken på Østergade 39. En ny supplerende indgang er skabt ud mod P-pladsen, et kontor og et lagerlokale er blevet inddraget i butiksarealet, så der bliver plads til en række nye varer i butikken.

Den største nyhed er, at butikken nu får en stor afdeling for belysning, som supplement til radio/tv/computer og hårde hvidevarer.

- Vi kommer til at satse rigtig meget på belysning. Kæden, vi indtræder i, gør det meget i lamper, så vi åbner en pænt stor lampeafdeling, fortæller Nicolai Jespersen.

Første reelle åbningsdag i den nye verden bliver den 6. juni - dagen efter valget.

EL-Salg

EL-Salgs-kæden er ejet af A/S El-Salg, der er et aktieselskab grundlagt i 1968.

Der er mere end 160 EL-Salgs butikker fordelt over hele landet – ofte ude i lokalområderne.

I 2018 blev El-Salg-kæden en del af Euronics-kædens internationale indkøbssamarbejde, hvilket betyder, at lokale El-Salg-butikker handler ind sammen med de 11.000 butikker i Euronics-kæden.

Euronics har base i Holland og er Europas næststørste kæde inden for elektronik og hårde hvidevarer.

Euronics har 11.000 butikker i 31 lande og en omsætning på 131 milliarder kroner.

Annonce

En svær beslutning

Kæde-skiftet handler i høj grad om at få noget mere frihed, forklarer Nicolai Jespersen.

- Vi gør det, fordi vi godt kan lide at være købmænd. Den kæde, vi træder ind i her, lader os være købmænd på den gode gammeldags måde, hvor vi kan sortere lidt i de produkter, som vi ved er af høj kvalitet. Der bliver ikke trukket noget ned over hovedet på os. Vi får selv lov til at bestemme, hvad vi gerne vil have i butikken. Det her er det helt rigtige koncept for en by - og en butik - i vores størrelse, siger han.

Men det er ikke den nemmeste beslutning, de to butiksejere har taget.

- Det vil jeg da godt være ærlig at sige, og det er da også med en lille klump i halsen, at vi vælger den her løsning. Men efter et år i tænkeboks er vi nået frem til, at det er den rigtige løsning for os, siger Nicolai Jespersen.

Han og Dan Jørgensen ejer butikken sammen med Ole Billum.

Markedsføringsmæssigt må det blive en stor forandring?

- Ja, Expert/Punkt 1 er meget nationale, hvor Dan og jeg jo er meget lokale. Vi bliver meget mere synlige i lokalområdet nu, og markedsføringsmæssigt vil vi komme til at bruge de lokale medier i langt højere grad end tidligere. Det er os selv, der sammensætter sortimentet, laver de gode priser og de gode kampagner. Det er det, vi vi gerne vil tilbage til, siger han.

Mængden og udvalget af varer vil være det samme og for nogle varegrupper større, pointerer han.

- De kendte mærkevarer har vi, som vi altid har haft, og der kommer ikke til at mangle noget i forhold til det gamle. Vi får bare en større vifte af produkter, siger Nicolai Jespersen.

Og de mange ekstra kvadratmeter skal bruges til at gøre butikker mere attraktiv.

- Vi satser på at få nogle sjovere og mere spændende kvadratmetre, hvor der er plads til at se tingene i en helhed - komme rundt om tingene og mærke dem, siger Nicolai Jespersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Gudstjenester

Ugeavisen Faaborg

Vinderen er fundet

Ugeavisen Faaborg

Aktiv herre fylder rundt

Annonce