Nr. Broby: Der er et stort sponsorbeløb på vej til fire idrætsforeninger i Nr. Broby. Det er FC Broby, Nørre Broby Tennisklub, Nr. Broby Badmintonklub og Nr. Broby Gymnastikforening, der med deres sponsoraftale med OK kan se frem til ekstra støttekroner i foreningskassen.
I en svær og udfordrende tid under corona giver OK endda 30 procent ekstra i sponsorstøtte til foreningerne. I stedet for en sponsorcheck på 32.940 kroner modtager de nu hele 42.823 kroner.
Vil man støtte idrætslivet i Nr. Broby, kan det derfor godt betale sig at tanke hos Dagli'Brugsen Nr. Broby. Det er nemlig OK og forhandleren, der udbetaler pengene til foreningen.
- Det er en god sjat penge, vi får fra OK, og det er rart, at det er en indtægt, vi har år efter år. For os er det vigtigt, at vi ikke skal ud og hive en masse ekstra penge ind i kontingent, siger bestyrelsesformand i Nr. Broby Gymnastikforening, Maria Agergaard.
- I gymnastikforeningen går vores andel til at lave hold for alle børn. Vi køber redskaber, laver gode aktiviteter og tager til stævner. Det er også vigtig for os, at vi kan tiltrække gode trænere til holdene ved at give dem gode vilkår. De unge trænere er meget dyrebare for os. Det er vigtigt, at de hold, vi stiller op, fungerer hele året, at der ikke lige forsvinder en træner, og det hele falder fra hinanden, tilføjer hun.
Det er OK’s kunder, der har sparet pengene op til foreningerne ved at tanke på deres OK-kort, via OK's app eller ApplePay. Vælger kunderne at knytte OK-kortet til sponsoraftalen, støtter de nemlig kvit og frit for hver liter brændstof, der tankes på kortet.