Annonce
Ugeavisen Faaborg

Søsterlogen vil af med hemmelighedskræmmeriet: Kom og hør, hvad vi laver

I logen tæller det ikke, hvilken status man har, eller hvor mange penge, der står i banken. Der tæller kun, om man er et ordentligt menneske. Foto: Maria Retoft Pedersen
Etik, fællesskab og traditioner er nogle af nøgleordene for søstrene i Karen Brahe-logen i Vestergade i Faaborg. 9. maj inviterer de interesserede faaborgensere indenfor.

Faaborg: Har du nogensinde undret dig over, hvad der foregår bag dørene i Ordensbygningen i Vestergade i Faaborg?

Så får du snart muligheden for at kigge indenfor og blive klogere.

Søsterloge nr. 73 Karen Brahe inviterer nemlig potentielle kommende logesøstre indenfor til informationsaften 9. maj.

Annonce

- Vi vil gerne have flere søstre, og vi vil gerne vise, hvem vi er, og hvad vi laver. Vi er en lille smule kede af, at vi har fået et ry om, at man skal være noget indenfor det ene eller det andet for overhovedet at kunne komme i betragtning. Sådan er det ikke. Og vi vil også gerne vise, at vi ikke er så støvede. Det kan godt være, vi er grå i toppen, men det er ikke støv, siger Lisbeth Næsselund Klausen.

- Vi vil gerne vise, at bag alt det her sorte tøj er nogle almindelige kvinder i alle aldre, supplerer Marianne Steffensen.

I Søsterloge nr. 73 Karen Brahe er der små 40 medlemmer i alderen 40-100 år, der mødes to gang om måneden i Ordensbygningen i Vestergade.

- Den helt store forskel på søsterlogen og en anden forening er, at her kan man ikke bare melde sig ind. Det er noget, man skal opfordres til, siger Lisbeth Næsselund Klausen, som er overmester.

Søstrene er altid iklædt deres logedragter. Når de alle er ens, er der ikke noget, der forstyrrer billedet, og man kan bedre fokusere på mennesket bag. Foto: Maria Retoft Pedersen

En titel, der svarer til formand i en forening.

- Det er ikke et spørgsmål om hverken tro, stand eller politiske holdninger. Det handler om, hvad du består af indeni. Du skal være et ordentligt menneske, der behandler andre ordentligt. Man skal have lyst til at udvikle sig - både intellektuelt og menneskeligt. Vi lægger meget vægt på den etiske måde at tænke på, men det har intet med religion at gøre. Her er plads til alle, understreger hun.

Støtter humanitære formål

Det helt overordnede formål med søsterlogen er at støtte værdige formål både i ind- og udland. Men som søster bliver man også en del af en netværk - som en stor familie.

- Vi bygger hele vores grundprincip op på næstekærlighed. Det største i verden. I starten af Odd Fellow Ordenens historie skulle man være noget for de syge, man skulle begrave de døde. Og det er jo samme ånd, vi arbejder efter i dag, siger Lisbeth Næsselund Klausen.

Selve logemøderne foregår ovenpå i logesalen, og her er der kun adgang for søstre. Men i forbindelse med informationsaftenen kan man få lov til at se den.

- For en ordenssøster er logesalen helt speciel. Der falder en dejlig ro over en, når dørene lukkes deroppe. Fordi man simpelthen lukker verden ude. Vi har nogle timer, hvor vi er inde i vores lille verden, fortæller Lisbeth Næsselund Klausen.

En logeaften kan bestå af inspirerende fortællinger, læsninger, sange, musik osv. Målet er, at man altid skal gå hjem en lille smule mere rig på ånd.

Efterfølgende trækker søstrene nedenunder til et mindre formelt samvær.

- Snakken går bare. Der bliver kaglet på livet løs om løst og fast. Akkurat, som hvis du inviterede til tøse-komsammen, siger Marianne Steffensen.

I logesalen er søstrene "des", og aftenen er bygget op omkring nogle ritualer og grundprincipper.

Sådan bliver man logesøster

Hvis man har interesse i at blive medlem af søsterlogen, tager man kontakt til en af logesøstrene.

En fra embedsmandsgruppen (svarer til bestyrelsen) vil tage kontakt.

Herefter bliver man indkaldt til et lille møde med nogle af logens medlemmer.

Vedkommende får lov til at tænke over, hvorvidt det er det, man vil.

Derefter underskriver man en ansøgning.

Man får tildelt en proponent (mentor), som hjælper en godt i gang.

Ansøgningen bliver læst højt to gange i logesalen, og hvad der sker derefter, er hemmeligt for dem, der ikke er en del af ordenen.

- Der skal være noget, man lige kan få lidt sommerfugle i maven over. Det er møgkedeligt at få en julegave, der er pakket ind i cellofan, for så kan man se med det samme, hvad der er indeni, siger Lisbeth Næsselund Klausen.

- Nogle vil måske mene, at det er oldnordisk. Men vi gør det af respekt for hinanden og for dem, der har skabt vores principper. Der er så meget i verden, der er usikkert - især lige nu - og så kan det være virkelig rart, at der er nogle ritualer. Traditioner giver tryghed i en usikker verden, siger Lisbeth Næsselund Klausen.

- Og lige så naturligt det er at være des ovenpå, så kan vi ikke nå mere end ud på trappen, før vi er dus igen, siger hun.

Annonce

Biskoppen fortæller

En mærkesag for logesøstrene er at sætte fokus på fællesskabet.

- Vi er blevet mere flade rent samfundsmæssigt. Vi er blevet mere selvoptagede, man frasiger sig fællesskabet rigtig mange steder. Vi har ikke ret meget empati over for andre mennesker, medmindre vi bliver tvunget til det. Selvfølgelig er det trukket meget hårdt op. Men vi har brug for fællesskabet, det kunne vi se, da det hele lukkede ned på grund af corona, siger Lisbeth Næsselund Klausen.

For nylig donerede søsterlogen penge til Havnestuen, Huset og Fru Hansens Stue samt ofrene for krigen i Ukraine. Foto: Maria Retoft Pedersen

Informationsaftenen finder sted 9. maj klokken 19 i Ordensbygningen, Vestergade 37.

Her kan man stille spørgsmålene, hvordan det er at være medlem af en loge, hvad sker der på logeaftenerne mm., og så vil logesøstrene gøre deres bedste for at svare.

Biskop Tine Lindhardt, Fyens Stift, vil runde aftenen af med indlægget "Ordentlighed".

- Hun kommer ind på meget af det, som ligger os på sinde, og som handler om at komme ud over sin egen næse, siger Lisbeth Næsselund Klausen.

Efter indlægget er logen vært ved et mindre traktement. Derfor er det nødvendigt at tilmelde sig på mail til lisbethnklausen@gmail.com senest 5. maj.

- Vi håber, at rigtig mange har lyst til at komme og være med. Der er et begrænset deltagerantal, lyder det.

Annonce
Midtfyns Posten

Underholdning i Åløkkeparken

Annonce
Ugeavisen Faaborg

Prøv kræfter med kajaksejlads i Faldsled

Annonce
Midtfyns Posten

Minister på besøg: Faaborg-Midtfyn Kommunes erhvervsrygsæk skal inspirere hele landet

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Rus & Riller med pop-up shop hos Falsled Strand Camping

Ugeavisen Faaborg

Faaborg Skakklub kom styrket ud af coronaen

Ugeavisen Faaborg

Nu går træskæreren i gang: Kæmpe træstamme skal være blikfang foran Øhavsmuseet

Ugeavisen Faaborg

Ugens klumme: Machokatten Kala slår til om natten

Ugeavisen Faaborg

Musikforening fejrer jubilæumsår med folkegave

Ugeavisen Faaborg

På med næsen og snør løbeskoene - for nu skal der skaffes penge til hospitalsklovnene

Ugeavisen Faaborg

'Downton Abbey: En ny æra' har premiere i Helios

Ugeavisen Faaborg

Havnevandring og workshop: Kom med dine input til at sikre Faaborg mod højvande

Ugeavisen Faaborg

Solskoldninger, pollenallergi og ømme ankler går nok: Men én ting har doktoren respekt for

Ugeavisen Faaborg

Badass-brodering md Trine Runge Jessen i Faldsled

Ugeavisen Faaborg

Støttekroner gør ny sangvandring mulig

Annonce