Millinge: 26. februar udkom bogen "Senior og selvstændig". Den er skrevet af forfatter og kommunikationsrådgiver Abelone Glahn, og i bogen får man gode råd til alt det praktiske omkring at starte og drive en virksomhed, når man er i "det tredje arbejdsliv". Hvad man skal vide om markedsføring, salg, netværk, forsikringer, fradrag, seniorpræmie og meget mere.
I bogen kan man også følge dagligdagen for såvel nystartede som seniorer, der har været selvstændige en del år.
Og et af de steder, bogens forfatter fortæller om, er Solbjerggaard i Millinge, som drives af Laura Johanne Bang og Peter Gabel-Jensen. De vil nemlig gerne udbrede budskabet om, at man ikke nødvendigvis behøver sætte sig i sofaen, fordi man går under betegnelsen "senior".
- Mange af dem, der er i den tredje alder i dag, har en form for formue med sig. I stedet for at investere pengene i aktier, kan man jo også vælge at gøre noget gavn i lokalsamfundet. Vi har jo opbygget en masse kompetencer og viden i løbet af vores arbejdsliv, der går tabt, hvis vi bare forlader arbejdsmarkedet, siger Peter Gabel-Jensen, der suppleres af sin hustru.
- Jeg tror, at det vil blive sådan i de kommende generationer. Vi bliver jo ældre og ældre, og jeg kunne slet ikke forestille mig, at vi bare havde sat os ned uden at have et projekt, siger hun.
Ud over bed & breakfast-parret fra Millinge kan man også møde en ledelseskonsulent, en handymand, en it-programmør, en strikkeekspert, en smykkedesigner, en oversætter, parterapeuter, en podcaster, en arkitekt og en familierådgiver.
Bogen er udgivet på forlaget Frydenlund.