Annonce
Ugeavisen Faaborg

Som forårskåde køer: Nu skal havsvømmerne slippes løs i Øhavet

Faaborg Svømmeklubs åbent vand-svømmere har haft svært ved at vente til den officielle start af udetræningen lørdag den 12. juni 2021 - selvom det har været en kold fornøjelse, er det blevet til mange ture allerede nu. Privatfoto
Faaborg Svømmeklub har den officielle start på åbent vand-svømning lørdag den 12. juni og afholder i den forbindelse åbent hus i Det Blå Støttepunkt, hvor alle interesserede kan komme tæt på den populære sport.

Faaborg: Faaborg Svømmeklub havde sidste år stor succes med åbent vand-svømningshold, og der er fortsat interesse for sporten, siger formanden for Faaborg Svømmeklub, Erik Moretto.

I efteråret mødtes svømmerne i Forum Faaborg for at fortsætte deres træning og kun en pandemi og stramme regler satte en stopper for deres aktivitet ved årsskiftet.

Erik Moretto fortæller, at svømmerne - nærmest som forårskåde køer, der slippes løs på markerne i foråret - ikke har været til at styre på ti tønder land - eller vand.

Annonce

Allerede for en måned siden satte svømmerne via holdets Facebookside hinanden stævne, og det er blevet til mange ture, inden den officielle start lørdag den 12. juni.

- Vi glæder os til at kunne byde velkommen til alle, der er nysgerrige på sporten, siger Erik Moretto, der inviterer til Åbent Hus fra klokken 9 i forbindelse med holdstarten.

På dagen vil man kunne høre om alle de ting, der er nødvendige for at dyrke sporten, og der er besøg af en sand ekspert på området, Thomas Christiansen fra Bevæg dig for livet - svømning.


Vi glæder os til at kunne byde velkommen til alle, der er lidt nysgerrige på sporten.

Formand Erik Moretto


Faaborg Svømmeklub har anskaffet et antal lånedragter/-udstyr til nye svømmere, så man ikke behøver at investere for at finde ud af, om sporten lige er noget for en.

Flere instruktører på vej

Initiativtager til holdet og dets leder er Michael Ehrhorn, men allerede nu har klubben to nye instruktører under uddannelse, så man inden længe vil kunne stå med tre veluddannede og engagerede instruktører til at tage sig af det stigende antal åbent vand-svømmere.

Det Blå Støttepunkt bliver fast base for Faaborg Svømmeklubs åbent vand-svømning, og klubben er i tæt samarbejde med Faaborg-Midtfyn Kommune på flere fronter blandt andet i forbindelse med Outdoor Sydfyn samt klubbens ønske om at få etableret en fast bane, der vil kunne benyttes af alle interesserede. Med banen vil klubben kunne slippe for at skulle lægge bøjer ud ved hver træning.

Holdets leder Michael Ehrhorn, der har store erfaringer med åbent vand-svømning, blandt andet tidligere med nogle gennemførte ture på lange distancer. Privatfoto

Faaborg Svømmeklub håber det vil lykkes at få etableret en fast bane, og man er i øjeblikket godt i gang med at undersøge andre faste baner i Danmark for at kunne udarbejde oplægget til det videre arbejde samt finde de nødvendige midler for etableringen.

- Vi er utrolig glade for den interesse kommunen har vist vores projekt. Allerede sidste år var kommunen behjælpelig under opstarten af holdet, og selvom klubben har måttet gribe dybt i kassen for at få startet aktiviteten op, har den kontante hjælp og interessen for projektet fra kommunens side været et velkomment puf, siger Erik Moretto, Faaborg Svømmeklub.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Bryllup

Annonce