Annonce
Ugeavisen Faaborg

Spiser and og flæskesteg som altid: Sådan holder Faaborgs klimafamilie i år en mere klimavenlig jul

Tina Christensen er i gang med at strikke en af årets julegaver.
2021 blev året, hvor familien Christensen blev Faaborgs klimafamilie. Derfor er gavepapiret i år byttet ud med genbrugsstof og i stedet for 15 retter på julefrokostbordet, er der nu kun seks. På denne måde går familien Christensen hverken på kompromis med klimavenligheden eller julehyggen.

Faaborg: Idet Tina Christensen åbner døren til familiens hjem i Faaborg, suser hendes mand Martin Christensen ud ad døren. Han er netop blevet kaldt på vagt som brandmand. Så tilbage i døren står Tina Christen nu alene i familiens indgang, der er prydret af julenisser, der er hægtet fast på gelænderet, og julehjerterne i vinduet har selskab af eftermiddagssolen.

Også spisebordet har fået et julet touch med en blå bordløber med røde julekugler broderet på. Ovenpå bordløberen står en kage fra ‘TooGoodToGo’-appen, der gør det nemt at redde overskudsmad fra supermarkeder og bagerier. I dag er det en banankage, som Tina Christensen har reddet fra skraldespandens dybe afgrund.

- Vi køber tit "TooGoodToGo", fortæller hun.

Annonce

Kaffemaskinen bliver sat på arbejde og larmer i et par sekunder, før den går i gang med at brygge sort kaffe.

- Men vi drikker altså stadig ko-mælk. Så ingen havremælk her, tilføjer hun.

Dansk og økologisk

Familien Christensen var i sommer en del af klimaprojektet "Klimafamilier" - et initiativ i Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor tre familier skulle leve mere klimavenligt i tre måneder.

Tina og hendes mand Martin skulle sammen med børnene Anton og Ellen reducere deres CO2-udslip mellem maj og juli. Ugeavisen Faaborg fulgte familien undervejs i eksperimentet, men hvordan ser det ud fem måneder senere, når julen lurer rundt om hjørnet?

- Vi gør sgu ikke noget op til jul, tænkte jeg først. Vi spiser and og flæskesteg, som vi altid har gjort. Men vi kigger faktisk mere på mængden nu. Vi køber dansk og økologisk, og det har jeg ikke gjort førhen, fortæller Tina Christensen.

Julebordet er skrumpet en smule i år, da familien skal fejre jul alene. Derfor bliver der kun serveret and, og der bliver holdt øje med mængden af tilbehør. Tina Christensen ved nemlig godt, at det ikke bliver spist op i januar, og derfor skal der kun koges de kartofler, der rent faktisk bliver spist.

Annonce

Alternative løsninger

- I mange år har min mand sagt, at han godt kunne tænke sig et plastik juletræ, og det giver bare ingen mening i min verden, siger Tina Christensen.

Familien Christensen har ikke købt noget nyt julepynt i år.

- Jeg ville ærgre mig over, at juletræet vil se ens ud de næste 10 år. Den stod to mod to herhjemme. Anton og jeg vil gerne have et grantræ, og Martin og Ellen vil have et plastiktræ. Så det er noget, vi har overvejet.

Familien har valgt at købe et økologisk rødgransjuletræ fra nærområdet, og på den måde indgået et klimavenligt kompromis. Og granjuletræet er ikke den eneste tradition, som familien har valgt at gøre mere klimavenlig frem for at skrotte helt.

Pakkeleg er en tradition, som familien altid plejer at hygge sig med ved julebordet. Men i år er spillereglerne lavet om.

I år må hver spiller kun medbringe én enkelt pakke hver til legen til forskel fra sidste år, hvor det ikke var unormalt at bidrage med fem gaver hver til traditionen.

Annonce

14 trøjer på strikkepindene

På julegavefronten er der i år også tænkt anderledes. Hvor det førhen var normalt for Tina at gå ned i Nielsens og købe en trøje i julegave, er det i år et gavekort til en færgebillet, til en cykelferie, en entrebillet til et museum og en hjemmestrikket turkisfarvet sweater, som står på Tinas liste over julegaver, som hun i år skal nå at fremskaffe i inden juleaften.

Og Tinas egne ønsker er i år blevet mere klimavenlige, end de plejer at være.

- Jeg skrev og spurgte min mor, om hun ikke kunne købe mig en billig pande i julegave, fordi jeg alligevel smadrer den, fortæller Tina.

- Men til det svarede hun, at jeg i år får en bedre pande, som jeg kan passe bedre på, så den kan holde lidt længere, fortæller hun og understreger, at det er klimavenlig måde at ønske sig noget materielt.

Eftermiddagssolen kaster skygger ind i spisestuen, hvor Tina Christensen sidder med det turkise strikketøj i skødet. Det skal blive til en sweater, som selvfølgelig er en af de klimavenlige julegaver, hun skal give i år. Sidste år strikkede hun også trøjer til samtlige børn og niecer i familien, men det blev også til et stort projekt.

- Er du sindssyg, jeg havde travlt. Det var 14 trøjer! Jeg gik også i gang nogle måneder før.

Annonce

Eksperiment varer ved

Eksperimentet med klimafamilier varede ikke længe, men det tændte alligevel en gnist af optimisme og inspiration hos familien Christensen. Den nye tankegang har fundet sig godt til rette i det røde murstenshus i Faaborg.

Tina Christensen svarer prompte, da hun bliver spurgt ind til det, de har givet afkald på i forbindelse med den nye livsstil.

- Der er ikke nogle afsavn, siger hun.

- Det må ikke påvirke mine børn sådan, at der er et afsavn, og hvis der er det, så skal det erstattes med noget bedre.

Selvom familien i år holder en klimavenlig jul, får ungerne stadig årets julekalendere.

Ifølge hende skal den nye klimabevidste tilværelse ikke indeholde et tomrum. Hvis Ipaden skal ud, skal den erstattes med tuscher og papir - og helst gerne med selskab af mor og far. Alt bør kunne erstattes med et bedre alternativ. Og hvis ikke, så finder familien Christensen en løsning.

- Hvis der er et afsavn, så finder vi ud af det, slutter hun.

Annonce
Midtfyns Posten

Onsdagshygge i Åløkkeparken

Annonce
Ugeavisen Faaborg

Helbredet holdt ikke: Værtspar stopper i Øster Hæsinge Forsamlingshus

Annonce
Ugeavisen Faaborg

Mindeord: Søren Peder levede livet til det sidste

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Den sidste hjælpende hånd fra afdød ildsjæl: Efterlader millionbeløb til en række af områdets foreninger

Ugeavisen Faaborg

Følgevenner: Vil du hjælpe en ung ud af ensomheden?

Midtfyns Posten

Tegn din familie: Greven på Egeskov vælger børnetegning, der bliver til lyskunst til Luminis

Ugeavisen Faaborg

Det historiske Faaborg: I 1864 blev der produceret omkring 900.000 potter brændevin i Bryggergården

Midtfyns Posten

Højt smittetryk kan føre til personalemangel: Vil du have job i børnehaver, dagtilbud og hjemmepleje?

Ugeavisen Faaborg

Faaborg Pharma indgår sponsoraftale med tidligere OL- og VM-guldvinder: Fjerner harpiks med Faaborg-creme

Ugeavisen Faaborg

Klumme: Den flinke mand sagde 'Tak fra samfundet'

Ugeavisen Faaborg

Faaborg Museum genåbner 25. januar

Ugeavisen Faaborg

Lars Kjærsgaard fik stress i sit bankjob: Så satte han sig og skrev gamle godnathistorier om fantasitrolde om til børnebog

Ugeavisen Faaborg

Oplev Vor Frues Kantori i Vester Hæsinge

Ugeavisen Faaborg

Kendt fra 'Danmarks næste klassiker': Martin opkaldte sin gravhund efter Wegner

Ugeavisen Faaborg

Flere end 5.000 stykker brugt tøj langet over disken hos Worres: Faaborg har taget godt imod nyt koncept

Annonce