Annonce
Ugeavisen Faaborg

Stine tager et år mere i Vandkanten

- Hvis du giver den gas, med alt hvad du har, så kan folk godt lide det, siger Stine Mjaaland. Foto: Bent Warncke
Det har været hårdt, men det har også været vanvittig sjovt - Stine Mjaaland har mod på at tage en sæson mere som grillmutter i Faldsled.

Faldsled: Det har været en forrygende sommer for grillbaren Vandkanten i Faldsled havn - masser af turister og lokale er kørt ned på havnen i Faldsled for at nyde en gang fish & chips eller en lammeburger produceret Stine Mjaalands køkken i Vandkanten. Og nu har hun besluttet at tage en sæson mere.

Vandkanten genåbner, når det bliver forår i 2021.

- Jeg havde egentlig kun forpligtet mig til en sæson, men jeg har også sagt, at hvis det kunne forsvares økonomisk, og hvis jeg syntes, det var sjovt, så var jeg åben for at fortsætte et år mere. Det bliver ikke her, jeg bliver rig og sikrer min pensionsopsparing, men det løber rundt, og det er simpelthen skide skægt. Det er endnu sjovere, end jeg havde forventet, det ville være, siger Stine Mjaaland.

En drivkraft for hende er også, at hun har mange ideer for Vandkanten, der ikke nåede at blive realiseret, fordi der var alt, alt for travlt i sommeren 2020.

- Vi blev simpelthen taget med bukserne nede i forhold til, hvor travlt det ville blive. Så det ville næsten føles som afbrudt samleje ikke at tage en tur mere, som Stine Mjaaland udtrykker det.

Annonce

Slatne pommes frittes

Præcis hvor meget, der er solgt for, er hun lidt tilbageholdende med at sige noget om.

- Men Vandkanten har kunnet omsætte for meget mere, end jeg troede, man kunne sådan et sted. Jeg har ikke selv fået en decideret løn, men der har været et overskud, siger hun.

Bortset fra hendes egen familie, der primært er blevet aflønnet med usolgte slatne pommes frittes efter fyraften, har hun haft 14 lønnede deltidsmedhjælpere ansat i løbet af sommeren.

- Men det der med økonomi altså. Det er en svær balancegang, at jeg på den ene side insisterer på at bruge nogle ordentlige råvarer, og på den anden side insisterer på at holde priserne så langt nede, at de lokale og folk på havnen stadig synes, at det er deres sted, siger hun.

Flere kunder - og det har vist mest været nordsjællændere - har sommeren igennem sagt til hende, at hendes priser er for lave.

- Men hvis jeg sætter prisen på en lammeburger til 195 kroner, er der jo ikke mange af dem, der ligger her fast, der synes, de skal spise her en gang om ugen. Det regnestykke er jeg først ved at lære noget om nu, siger hun.

Annonce

I vinterhi

Det facit, hun har lyst til at sætte to streger under efter fire travle sommermåneder, har heller ikke så meget med økonomi at gøre.

- Det giver mig en kæmpe glæde, når jeg får beskeder fra folk, der har nydt at være her, så min vigtigste erfaring handler om noget, jeg egentlig altid har vidst, men som bare er blevet meget tydeligt og bevist: Hvis man laver noget og virkelig mener det og giver den fuld gas, så kan folk godt lide det. Og så er det lige meget, om det er en cocktailbar eller et bingosted. Når folk kan mærke, at man gør, hvad man kan med de midler, der er til rådighed, så responderer de på det, siger hun.


Hvis man laver noget og virkelig mener det og giver den fuld gas, så kan folk godt lide det.

Stine Mjaaland


Med udgangen af oktober går Vandkanten og Stine Mjaaland i vinterdvale. I løbet af vinteren skal der finpudses på at optimere driften i køkkenet, og der skal også tænkes over en ny menu, inden Vandkanten  genåbner til foråret.

- Og så krydser jeg fingre for, at jeg kan være heldig at finde lige så gode folk til at hjælpe næste år. For der har jeg virkelig været heldig, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce