Annonce
Ugeavisen Faaborg

Tilløb til den "kolde tyrker": Leif røg skodder i desperation

Leif Henningsen husker stadig tilbage på dengang, hvor han skulle kvitte tobakken. Det kom bestemt ikke af sig selv, men det var det hårde arbejde værd. Foto: Maria Retoft Pedersen
Der skulle tilløb til, før det lykkedes Leif Henningsen, 75, at kvitte tobakken. Det er nu nogle og tyve år siden, og han kalder det en af sine bedste beslutninger. - Det har givet mig et bedre liv, siger han.
Annonce

Vester Hæsinge: Fra en gammel skuffe i værkstedet har 75-årige Leif Henningsen fundet sin samling af piber frem. Han pakker dem ud af to hvide affaldsposer og placerer dem på sofabordet i boligen i Vester Hæsinge.

- Nogle af dem er gået i stykker, så de er smidt ud, men ellers har jeg gemt dem allesammen, siger han.

Det er over 20 år siden, at Leif Henningsen lagde tobakken på hylden - en beslutning, som bestemt ikke var let at føre ud i livet. Hele historien startede, da Leif Henningsen fik en lighter i konfirmationsgave.

- Så var jeg klar til at ryge, det hørte med til at blive voksen. Sådan var det dengang, og dér vidste man ikke alt det om rygning, som vi ved i dag, forklarer han.

I starten røg han cigaretter, senere hen blev det til pibetobak.

- Når man er ryger, så er man en form for narkoman. Man er afhængig. Når man ryger cigaretter, så er det for at få stillet sin tobakstrang. Det er det også, når man ryger pibe, men der følger noget kultur med. De fås i alle mulige smukke former og farver, forklarer eks-rygeren, der også lod sig lokke af, at det økonomisk bedre kunne betale sig med pibetobakken.

Leif Henningsens første hustru døde af sygdom for omkring 25 år siden, og nogen tid senere mødte han Anne-Marie Jacobsgaard, der skulle ende med at blive hans anden hustru. Og hun kunne ikke tåle røg.

- Så dér vidste jeg, at noget måtte ske. Så jeg besluttede mig for først at trappe ned og så stoppe helt, fortæller Leif Henningsen.

Hvad er værst?

Rent sundhedsmæssigt er det ikke bedre for kroppen at ryge pibe frem for cigaretter.

Begge dele er kræftfremkaldende og øger risikoen for blodpropper.

Risikoen for lungekræft øges 50 gange for cigaretrygerne, mens risikoen "kun" stiger 30 gange for piberygerne. Til gengæld rammes piberygerne oftere af kræft i munden.

- Man kan ikke sige, at det ene er mindre skadeligt end det andet, det er bare muligvis nogle andre steder, man får kræft, udtalte Inge Haunstrup Clemmensen fra Kræftens Bekæmpelse til Samvirke i 2012.

Snus er ikke lige så skadeligt som cigaretter, men det indeholder stadig kræftfremkaldende stoffer og nikotin, som er stærkt afhængighedsskabende. Det må derfor frarådes at bruge snus.

Kilde: Samvirke, Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse

Annonce

Flere forsøg

Det skulle dog vise sig ikke at være helt så ligetil. Leif lagde piberne i skuffen, men trangen var der stadig, så han gik tilbage til cigaretterne. Da det gik op for Leif Henningsen, at det i virkeligheden kunne være ét fedt, om det var cigaretter eller pibe han røg, besluttede han sig for, at nu skulle det være helt slut. Når pakken med cigaretter var tom, ville han ikke købe flere.

- Og jeg er en stædig rad, så det ville jeg holde. Men jeg var så langt, at jeg røg i smug, og jeg troede, at jeg narrede min familie. Jeg kunne finde på at kigge efter skodder i askebægre rundt omkring, som jeg kunne få et sidste sug ud af. Det var helt vanvittigt, fortæller han.

Han afprøvede også nikotintyggegummi og havde nær tygget kæberne af led, men afhængig af nikotinen var han stadig, og cigaretterne fik igen sneget sig ind i hans liv.

Der skulle gå endnu noget tid, inden det lykkedes ham at stoppe helt.

- Min overbevisning er, at man skal opbygge karakterstyrke til sådan en beslutning. Det er ikke bare noget, man kan beslutte sig for hen over natten.

På vej på besøg hos nogle gæster holdt Leif Henningsen og hans hustru ind på en rasteplads, og der var netop én cigaret tilbage i æsken.

- Dér sagde jeg til min kone, at denne her cigaret ville være den sidste. Du drømmer ikke om hvor mange gange, man kan tænde en cigaret igen, efter den er slukket, for lige at få det sidste ud af den. Men jeg holdt ord. Siden har jeg ikke rørt tobak, siger Leif Henningsen, der dermed lagde omkring 40 års afhængighed bag sig.

Annonce

Hovedpinen forsvandt

Hvad det præcist var, der gjorde udslaget for Leif Henningsen, kan være svært at sige præcist. Men gennem længere tid var han blevet mere og mere klar over, at han gamblede med sin sundhed.

- Jeg havde et billede af mig selv, hvor jeg endte på et plejehjem og skulle trække vejret gennem et sugerør. Det var jeg virkelig bange for, forklarer Leif Henningsen, der op til tre år efter stadig mærkede lysten til en pibe, når han havde spist et godt måltid mad.

Selv om rygestoppet trak tænder ud, har han også oplevet de gode effekter. Da han røg, oplevede han på ugentlig basis at måtte tage piller mod hovedpine, og mindst en gang om året var han nedlagt af migræne.

- Siden jeg stoppede, har jeg ikke haft migræne en eneste gang, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har taget en hovedpinepille, siger han.

For et par år siden var han med i et stort forskningsprojekt, hvor han var på OUH og få foretaget det helt store sundhedstjek. Og han var især spændt på, om lungerne havde taget skade efter 40 års rygning.

- Men da jeg havde fået foretaget testen, sagde hende, der undersøgte mig, at mine lungerne var så fine. Og så sagde hun noget, jeg har tænkt på mange gange siden: "Du har gjort det eneste rigtige som ryger, du er stoppet i tide".

Leif Henningsen opfordrer alle andre, der har lyst til at stoppe, til at kaste sig ud i det.

- Det er en proces, og man ved ikke, hvad man kaster sig ud i. Så det skal man have i baghovedet. Og så vil jeg opfordre folk til at undersøge, hvor man kan få hjælp. I dag er der rigtig mange muligheder, siger han.

Samlingen af piber har Leif Henningsen gemt i en skuffe i sit værksted. Foto: Maria Retoft Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Aktiv herre fylder rundt

Ugeavisen Faaborg

Vinderen er fundet

Annonce