Annonce
Ugeavisen Faaborg

To Danmarkspremierer i Helios

Der er vaskeægte Agatha Christie-stemning i torsdagens premierefilm "Knives Out - var det mord?", bl.a. med Daniel Craig på rollelisten. Foto: NF
Annonce

Faaborg: Der er hele to Danmarkspremierer på plakaten i Helios-Teatret torsdag 5. december, nemlig Biografklub Danmark-filmen "Knives Out - var det mord?" og det islandske drama "En hvid, hvid dag".

"Knives Out - var det mord" er et klassisk mordmysterium. Morgenen efter sin 85-års fødselsdag bliver den kendte krimiforfatter Harlan Thrombey fundet død. Under mistænkelige omstændigheder bliver den nysgerrige og selvsikre privatdetektiv Benoit Blanc (Daniel Craig) hyret til at undersøge sagen. Blancs opklaring bringer ham i nærkontakt med både Harlans dysfunktionelle familie og hans hengivne stab, og han må arbejde sig gennem et spind af falske spor og løgne for at finde frem til sandheden om Harlans død.

Den prisvindende instruktør Rian Johnson (bl.a. "Star Wars: The Last Jedi") hylder med "Knives Out - var det mord?" den legendariske krimiforfatter Agatha Christie i et sjovt, moderne mordmysterium, hvor alle er mistænkt! Det stjernespækkede cast består af Daniel Craig, Chris Evans, Ana De Armas, Jamie Lee Curtis, Don Johnson, Michael Shannon, Toni Collette, La Keith Stanfield, Katherine Langford og Jaeden Martell. Filmen vises både kl. 14 og 19.30 på premieredagen og fortsætter til og med søndag 15. december.

Torsdagens anden premiere, "En hvid hvid dag" foregår i en afsidesliggende islandsk by. En pensioneret politichef fatter mistanke om, at en mand fra byen skulle have haft en affære med hans hustru, der for ganske nylig døde i et trafikuheld. Gradvist besættes han af ønsket om at finde sandheden. Det medfører, at han ikke blot udsætter sig selv for fare men også sine allernærmeste. En fortælling om sorg, hævn og ubetinget kærlighed ...

Filmen er instrueret af islandske Hlynur Pálmason ("Vinterbrødre"), og filmens hovedrolleindehaver Ingvar E. Sigurðsson ("Om Heste og Mænd") vandt en Rising Star Award på dette års Cannes Film Festival.

I weekenden kan man se animationsfilmen "Dronningens Corgi", der handler om dronning Elizabeths yndlingshund Rex, der er mere end forkælet og lever et liv i sus og dus på Buckingham Palace. Men da Rex ender på et internat i London med stærke herreløse hunde, må han indse, at for at blive en sand favorit må man gøre sig fortjent til det. En kuriøs detalje - nok mest for de voksne - er, at dronningen får fornemt besøg af selveste Donald Trump med frue og hund!

Weekendens anden familiefilm er den danske "Gooseboy".

Torsdagens anden premierefilm er det islandske drama "En hvid, hvid dag". Foto: ØFP
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce