Annonce
Ugeavisen Faaborg

Torpegård klar til indvielse 2. juni

En drøm er gået i opfyldelse for Gert og Ulla Klitgaard Johansen, der forleden fik nøglen til deres 128 kvadratmeter store hus bygget af miljøvenlige materialer. Foto: Palle Søby
Forleden fik Ulla og Gert Klitgaard Johansen som de første nøglen til deres nye bæredygtige hus, og søndag 2. juni er der officiel indvielse af det økologiske bofællesskab Torpegård.
Annonce

Diernæs: De allerførste, der flytter rigtigt ind i deres nye bæredygtige hus i det økologiske bofællesskab Torpegård, er ægteparret Ulla og Gert Klitgaard Johansen. De fik nøglerne til deres nye hus tirsdag i sidste uge. Selve råhuset er bygget af firmaet Jakobsen Huse, og nu er Ulla og Gert i gang med den sidste indvendige finish med at male, sætte fodlister op og installere køkken.

For parret er det at flytte i bofællesskab en gammel drøm, der nu bliver opfyldt med 30 års forsinkelse.

- Det er en fantastisk drøm, og det er næsten ikke til at forstå, at det nu bliver virkelighed. Vi har i rigtig mange år gerne villet bo i bofællesskab. 1985 var første gang, vi sådan rigtigt tænkte på det, men så fik vi købt os et hus i Fangel med værelser til vores tre børn og boede der i 30 år. Så det er ikke nogen ny tanke - børnene nåede jo så bare aldrig at komme med hertil, fortæller Ulla Klitgaard Johansen.

Indvielse søndag 2. juni

Søndag 2. juni klokken 14-17 holdes officiel indvielse af Bofællesskabet Torpegård.

Dagens program:

14.00: Velkomsttale. Borgmester Hans Stavnsager klipper snoren, og der skåles i sommerpunch. Fællessang ”Nu lyser løv i lunde”.
14.30: Lindved Koret synger.
15: Ordet er frit. Økologisk kaffebord. Rundvisning i mindre grupper og aktiviteter for børn.
16.45: Fællessang ”Hvor skoven dog er frisk og stor”.

Af hensyn til indkøb af mad og drikke bedes man tilmelde sig på: tilmelding@torpegaard.nu

Annonce

Hus til 2,7 millioner

De har 128 kvadratmeter i deres nye hus, inklusive en hems med flot udsigt mod øhavet.

Selve råhuset har kostet 2,35 millioner kroner. Dertil kommer grunden til 275.000 kroner og diverse tilslutninger til små 100.000 kroner. Så alt i alt har de fået et helt nyt, bæredygtigt hus for godt 2,7 millioner.

- Man kan sige, at man starter med de 375.000 kroner. Vi har så valgt at få nogen til at bygge huset. Andre sparer en del penge på selv at bygge deres hus, siger Gert.

- Det er jo ikke billigere at bygge bæredygtigt, og man får ikke noget tilskud. Vi bygger et lille hus, som koster næsten det samme som et stort hus, tilføjer Ulla.

- Men det har ikke været helt nemt at finde et firma, der ville bygge bæredygtigt. Jeg fandt Jakobsen Huse på nettet, fordi de bruger et varmesystem med ventilationsvinduer, også kaldet russer-vinduer. "Bonderøven" har engang vist dem på tv. Fidusen er, at man bruger den varme, som solen giver, og den varme, der er i huset, og ved hjælp af eldrevne varmepumper får det hele varmesystemet til at fungere. Så vi håber, at vi kan sidde for billige varmepenge, siger Gert.

Der er overhovedet ikke brugt trykimprægneret træ. Huset er bygget af nordisk gran fra Sverige og Norge. Træet er varmebehandlet og badet i lindolie, og det skal også fremover vedligeholdes med lindolie, som er meget miljøvenligt.

- Ingen Gori, fastslår Gert.

Annonce

Egen grund og eget hus

Konceptet på Torpegård er, at alle køber deres egen grund og bygger deres eget hus, som de selv ejer. Som udgangspunkt er man således økonomisk uafhængig af hinanden. Herefter indgår man i alt det andet i fællesskabet med at dyrke afgrøder og have dyr gående på de i alt 7,7 hektar, som bofællesskabet råder over.

Der er i alt 12 grunde, hvoraf foreløbig syv er afsat.

- De fleste af os har jo den her grå hårtop, og indtil nu er der kun en enkelt børnefamilie. Men vi vil meget gerne have flere børnefamilier ind på de sidste fem grunde, for vi vil gerne have et levende bofællesskab for alle aldre. Heldigvis er der da også flere børnefamilier, der har vist interesse, siger Ulla.

- Det har taget rigtig lang tid med myndigheder, ansøgninger, byggetilladelser og så videre, og her kan det måske være en fordel, at vi gamle har haft bedre tid til den slags. Nu er meget af det tidkrævende pionerarbejde gjort, og så vil det blive lettere og hurtigere for de resterende familier at rykke ind, siger Gert.

Anna-Marie og Kurt Christensen, to af de oprindelige pionerer, er i gang med selv at bygge deres nye halmhus. Foto: Palle Søby
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Gudstjenester

Ugeavisen Faaborg

Vinderen er fundet

Ugeavisen Faaborg

Aktiv herre fylder rundt

Annonce