Annonce
Ugeavisen Faaborg

Træklatrerklub holdt DM for amatører: Til tops på tid og overnatning i trækronerne

Mange lagde vejen forbi ved arrangementet i weekenden. Privatfoto
FS Træklatring holdt i weekenden DM for amatører. Det er første gang i Danmark, og succesen gentages næste år.
Annonce

Gåsebjergsand: Der var travlhed i trækronerne omkring naturlegepladsen ved Gåsebjergsand i weekenden. Her holdt FS Træklatring, en nystartet underafdeling ved Faldsled/Svanninge SG&I, for første gang DM i træklatring for amatører.

Arrangementet var kombineret med overnatning i telte i trækronerne, som klubben har haft stor succes med ad flere omgange i løbet af sommeren.

- Det hele var en stor succes, og vi havde nok omkring 100 gæster og deltagere på besøg hen over weekenden. Under selve DM lørdag mellem 14-16 var der omkring 50 personer, så vi havde travlt.


Det vigtige for os i klubben og ved arrangementet her, det er, at der er plads til alle. Der var et rigtig godt aldersspænd på deltagerne, den yngste var under 10 år, og den ældste var nok omkring 70.

Lars Simonsen


Godt 25 personer overnattede i trækronerne i weekendens løb, og de kom fra hele landet, fortæller Lars Simonsen, som er en af initiativtagerne til træklatrerklubben.

Omkring 25 klatrere stillede op til DM for amatører, hvor man kunne konkurrere i junior-, dame- og herreklassen.

Jakob Karlby Andersen indtog førstepladsen i tiden 3.13 og Steffen Brandt Jansen andenpladsen i tiden 3.26 i herrerækken ved weekendens DM. Privatfoto

- Der blev konkurreret i hurtigklatring, hvor der var sat tre poster op i træet. Hver deltager havde et kort med, som ligesom under et orienteringsløb skulle klippes i ved de forskellige poster. Når man så til sidst nåede op til topankeret, blev tiden stoppet, fortæller Lars Simonsen.

Hver deltager skulle igennem fire træer. Og den, der samlet set havde den hurtigste tid, kunne kalde sig vinder.

Annonce

Plads til alle

Den hurtigste tid var tre minutter og 16 sekunder, mens den langsomste var cirka 30 minutter om at gennemføre. Fire kvinder deltog i konkurrencen, men ingen gennemførte løbet.

- Men det er ikke vigtigt. Det vigtige for os i klubben og ved arrangementet her, det er, at der er plads til alle. Der var et rigtig godt aldersspænd på deltagerne, den yngste var under 10 år, og den ældste var nok omkring 70, fortæller Lars Simonsen.

Arrangementet var så stor en succes, at det allerede er besluttet, at DM skal gentages igen næste år.

FS Træklatring så dagens lys i foråret 2020 og er Danmarks første træklatrerklub for amatører. Der er omkring 10 aktive træklatrere i klubben, som mødes hver torsdag klokken 16-19. Der klatres blandt andet i Svanninge Bjerge og i Pipstorn Skov.

Har man lyst til at prøve kræfter med træklatring, kan man kontakte Lars Simonsen på telefonnummer 41 43 61 45 eller på mailadressen lsski@hotmail.com.

Freja fra Kolding sikrede sig en andenplads i juniorklassen. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce