Annonce
Ugeavisen Faaborg

Ugens indspark: At rejse er at leve – eller ude godt, hjemme bedst?

Anne og Fritz Syberg boede i Pisa 1910 – 1913. Her malede Anna akvarellen En italiensk bondegård, Pisa i1911. (53 x 51 cm). Foto: Faaborg Museum
Annonce

Snart er det ferietid, og sædvanligvis ville mange skulle af sted på en rejse. Måske til et velkendt sted med dejlige minder eller måske til noget nyt og spændende. Men hvorfor rejser vi overhovedet?

”At rejse er at leve” er måske et af de mest kendte citater fra H.C. Andersen. Nogle gange har man brug for at flytte sig et andet sted hen for at føle, at man får et ægte pusterum fra en travl hverdag. Man skal væk fra alt ens indbo og vante gøremål, pligter og vaner, så man kan få ny energi.

Men man rejser selvfølgelig ikke kun for at komme væk, men lige så meget for at komme til noget. For mange forfattere og kunstnere har det været betragtet som en del af dannelsen som kunstner - Kunstakademiet har en lang tradition for at tildele rejselegater, så man kan komme ud, se andre landskaber, fryde sig over ukendte afgrøder, undres over fremmedartede bebyggelser og anderledes vaner – opleve lys, farver, lyde på en ny måde og møde andre kunstnere. Det skærper ens blik også på det velkendte.

Fynbomalerne rejste også.

Anna og Fritz Syberg boede i Pisa i nogle år. Jens Birkholm bosatte sig i Berlin i 1892. Peter og Elise Hansen tog straks efter deres giftermål til Italien, hvor de boede et år. Dertil kan lægges en lang række kortere rejser.

Efter en Italiensrejse med sin mand Fritz og vennen Jens Birkholm, skrev Anna ved hjemkomsten den 30. april 1905: ” her er henrivende, men hundekoldt, og foråret kommer vist ikke for det første. Det er dog et forbandet klima det danske, rejsen gennem Danmark var grå og trist, jeg blev lidt skuffet ved gensynet, men det varer jo kun et par dage, så har man vænnet sig til det flade land og den grå himmel og finder det smukt.”

Eva Frellesvig, Faaborg Museum.

For 100 år siden, i en tid uden fjernsyn og farvefotografier, bragte kunstnerne farver, stemninger og et blik fra den store verden med hjem i deres billeder. I dag kan de fleste selv rejse ud.

Men 2020 lader til at blive året, hvor vi ikke skal ud og udforske verden helt, som vi plejer. Måske kan rejseoplevelserne også findes lige uden for vores egen hoveddør?

Om skribenten: Eva Frellesvig

Bopæl: Faaborg Stilling: Museumsinspektør på Faaborg Museum
Fritidsbeskæftigelser: Svømning og ture i det fri

Der er mange gode hjælpemidler til oplevelser i Faaborg og omegn.

På den gratis app ”Vizgu” finder man ”Lyt til kunsten”, en række fortællinger om udvalgte kunstværker i det offentlige rum. Måske er der en fortælling om noget, du går forbi hver dag uden at tænke nærmere over, hvad det er.

På Vizgu finder man også en byvandring i Faaborg, der viser vej til steder med tilknytning til Fynbomalerne; gravsteder, Ymerbrønden, Peter Hansens atelier.

Eller simpelthen: Kom forbi Faaborg Museum! Den 20. juni åbner sommerens særudstilling om Anna Syberg, som er en fryd for sanserne. Kom, fordi du elsker kunst eller for at udfordre dig selv - og ”rejs” et andet sted hen, end du måske plejer.

Det at rejse er ikke blot at flytte sig fra et sted til et andet. At rejse kan forstås som at udforske, at afprøve sin nysgerrighed, at undersøge verden gennem hele livet for bedre at forstå sig selv og omgivelserne.

At rejse er at leve, fordi i livet når man aldrig frem, men er altid undervejs, også selv om man er hjemme.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Kom til KOL-kor i Faaborg

Ugeavisen Faaborg

Kirketider

Annonce