Annonce
Ugeavisen Faaborg

Ugens indspark: Bliver det mon jul i år?

Et af de år, hvor sneen dannede en fin kulisse omkring Brahetrolleborg. Sognepræst Ole Buhl Nielsen husker et år, hvor kirkegængere kom ski til gudstjeneste. Privatfoto
Annonce

At nå frem til jul i år er lidt som at være med i en julekalender i fjernsynet!

Der er hele tiden noget, der truer julen.

Det er coronaen, jeg tænker på, restriktioner, risikoen for at blive smittet eller syg, de mange, der ikke så godt kan være sammen med andre; ikke at vide, hvad morgendagen bringer af nye udfordringer.

Jeg trøster mig med, at jeg endnu aldrig har set en julekalender, der ender med, at julen bliver aflyst. Jeg har heller aldrig været ude for at julen blev aflyst i virkeligheden, selv om der har været trusler mod den mange gange.

For eksempel var det at cykle hjem fra skole den dag, vi fik juleferie i min barndom som at cykle direkte hjem til et anslag mod juleglæden.

For vores forældre havde altid en liste klar med ting, der skulle gøres ude og inde. Hjertet sank i livet, så snart vi var inden for døren, og drømmen om at ligge på værelset og læse gode bøger og høre julemusik dagen lang forsvandt som en snemand i tøvejr.

Vi tre drenge blev sendt ud at muge ud i stalden, spule staldbro ren, feje spindelvæv ned og den slags.


Josef og Maria havde vel også deres bekymringer på vejen til Betlehem, og for dem blev det da jul med englesang og det hele. Jul er måske ikke så meget, at alt er perfekt, men at glæden kan finde os, hvor vi er.

Sognepræst Ole Buhl Nielsen


Jesus blev født i en stald, og derfor skulle alle stalde være fine til jul, i hvert fald vores.

Og vores to søstre blev sat i sving indenfor med at støvsuge, pudse vinduer, pynte op osv., for når hædersgæsten til jul er glæden fra det høje, må der godt være lidt rent og pænt.

Det var den rene julearbejdslejr!

Ole Buhl Nielsen

Bopæl: Reventlowsvej 4, Korinth, 5600 Faaborg.

Beskæftigelse: Sognepræst i Brahetrolleborg, Krarup og Ø. Hæsinge.

Engageret i andet: Gærup Skolemuseum, Kirkens Korshær.

Fritidsbeskæftigelser: Historie og lokalhistorie, en god bog, en god kunstudstilling, at sidde i Su:vit Arena og se GOGs håndboldherrer spille, vores ruhårede Fox Terrier-hvalp, og så ser jeg alt for meget fjernsyn.

Men det mærkelige skete altid, at humøret steg, så snart vi var i gang, for vi var sammen om at gøre klar, og en vandkamp i december, når man alligevel går og spuler med en vandslange, er ikke at kimse af. Om aftenen kom vi ind, sultne og glade, og efter nogle travle dage blev det jul. Truslen mod julen viste sig at være det modsatte, nemlig vejen til jul.

Også i nyere tid har der været trusler mod julefejringen. For 10 år siden var det sne.

Op til jul havde det sneet og blæst, så juleaften var vejene glatte, og der lå driver mange steder.

Kunne folk overhovedet komme i kirke, tænkte jeg i dagene op til jul. Det kneb for mange.

Det er den eneste gang, jeg har set så mange tomme kirkebænke juleaften. Det er til gengæld også den eneste gang, at jeg har set to par ski parkeret op ad kirkemuren, fordi nogle var på ski til julegudstjeneste. Og det blev den dejligste jul trods bekymringer og tomme bænke. Alene det billede på nethinden af skiene op ad kirkemuren kan stadig fryde mig.

For hvad gør en jul god? Måske at der er noget at overkomme undervejs?

Josef og Maria havde vel også deres bekymringer på vejen til Betlehem, og for dem blev det da jul med englesang og det hele. Jul er måske ikke så meget, at alt er perfekt, men at glæden kan finde os, hvor vi er.

Min far var engang ved at komme alvorligt i fedtefadet en jul. Brugsen i landsbyen, jeg kommer fra, plejede at have åben til kl. 14 juleaftensdag. Det år, jeg tænker på, spurgte min far ved frokosttid juleaftensdag (som han altid gjorde), hvornår brugsen lukkede, for han skulle have købt gave til min mor, og det kunne jo ikke være for tidligt.

Da kom det spidst fra min mor: - de har lukket! Det gjorde de kl. 12 i år!

Da så min far vist julen forsvinde bag truende skyer i min mors blik. Han blev reddet af benzintanken i nabobyen, hvor kiosken havde længe åbent. Det år fik min mor en æske forholdsvis tarvelig chokolade i julegave. Vi var heldigvis fem børn til at aflede opmærksomheden fra min fars gavefadæse, som han nok mente, at Brugsen var skyld i, og vi havde en dejlig juleaften.

Af det kan man lære, at jul er noget, vi holder sammen. Måske nok lidt mere hver for sig i år, men ikke desto mindre sammen, alle sammen, så også de ensomme og ramte mærker, at de er i manges tanker.

Vi må prøve at nå hinanden med julens budskab og glæde, måske mere end nogensinde. Mon ikke, at det så bliver jul?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce