Annonce
Ugeavisen Faaborg

Ugens Indspark: Når historien bliver iltet

Peter Thor Andersen fotograferet foran det, der nu permanent bliver det nye Øhavsmuseet på slagterigrunden. Foto: Palle Søby
Annonce

I starten af maj sad de fleste danskere hjemme ved tv-skærmen for at se programmer om Anden Verdenskrigs afslutning for 75 år siden, mens levende lys brændte i vinduet. Dels var der ikke så meget andet at tage sig til i disse Corona-tider, og dels var det en mærkedag med fornyet relevans og aktualitet, fordi det er blevet lettere at relatere til besættelsestidens udgangsforbud, afsavn og kollektiv bekymring for fremtiden på grund af Corona. På samme måde er rigtig mange blevet optaget af den spanske syge i 1918; en pandemi for 100 år siden, der for et halvt år siden næppe ville kunne tiltrække stor opmærksomhed, hvis en historiker havde tilbudt at fortælle om den.

Måske det lige nu er et godt tidspunkt at minde alle om, at når man arbejder med historie (som jeg gør), er det ikke noget med, at man en gang for alle ”skriver historien færdig”. Det at kende historien, at bruge historien som et perspektiv på det moderne liv, handler netop om, at vi altid sætter historien i forhold til vores aktuelle liv. Derfor er en smitsom epidemi i 1918 vigtig for os lige nu fx.

Det betyder omvendt, at noget fra historien ikke er vigtigt i sig selv, bare fordi det er sket i fortiden. Det er både uundgåeligt og sundt, at vi sommetider kaster vores kærlighed på oversete og nye emner fra historien og lader noget andet glide ud. Det kunne man kalde, at vi ilter historien.

Maj måned blev for os på Øhavsmuseet en milepæl, fordi kommunen gav os lov til at rykke permanent ind på Slagterigrunden. Ikke midlertidigt, men sådan rigtigt. Det er vi meget taknemmelige over og ydmyge over for, da det er udtryk for en tillid og en forventning. Det handler sådan set også om at fortolke historien på ny. Hele Faaborgs havn og ikke mindst Slagterigrunden udtrykker den omskiftelighed, der er en del af Faaborg. Hvor den gamle by omkring Klokketårnet med sine brostensbelagte gader nærmest 1:1 er den samme som for 200 år siden, er havnefronten blevet ændret igen og igen.

Vi har på museet et 200 år gammelt skilderi fra 1817, hvor man ser byen og havnen. Bunker af sten i vandet, som havde været skibenes ballast, var lagt ud som en vintersikring mod is for byens flåde, der dengang var en af de største i det fynske og i kongerigets provinser i øvrigt. Siden kom der i stedet for stenbunker en mole, skibsværft, slagteri og nu byggefelt. Øst for havnen kom der også sten ud i vandet, havnepark med promenade, togstation, gasværk, færge efter genforeningen i 1920, spritruter til Tyskland og som en foreløbigt slutsten et havnebad. I de kommende år vil der med garanti ske endnu mere. Bare vent!

En skarp iagttager sagde til mig, at Faaborg altid har forstået at gribe chancen og at handle, når der skulle ske noget nyt på havnefronten frem for at lade havnen forfalde enten på grund af nøleri eller nostalgi. Det er jeg enig i. Det syn på havnens ”DNA” er netop et udtryk for en udlægning af historiens gang. Det er tilmed en helt anden historie, end hvis man sagde, at alt var bedre i gamle dage.

Peter Thor Andersen

Bopæl: Faaborg

Beskæftigelse: Museumsdirektør på Øhavsmuseet Faaborg

Engageret i andet: Foreningen Vores Faaborg og egn samt Destination Fyn og Geopark Det sydfynske Øhav

Fritidsbeskæftigelser: Vandring i vores flotte landskab, mine børns skole (bestyrelse) og at heppe på min datters håndboldhold i Faaborg ØH.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce