Annonce
Ugeavisen Faaborg

Ugens klumme: Det var for farligt at synge på glædens dag i byrådet

Borgmester Hans Stavnsager overrakte 50-års fødselar Kim Aas Christensen en gave, der i høj grad faldt i modtagerens smag.Foto: Torsten Cilleborg
For tiden er det farligere at synge end at diskutere politik, så 50 års-fødselar Kim Aas fik ingen fødselsdagssang, men en gave, der sikkert var mindst ligeså god
Annonce

Faaborg-Midtfyn: - En glædens dag, jublede borgmester Hans Stavnsager (S), da han bød velkommen til byrådsmødet i Mødesalen på Rådhuset i Faaborg sidste tirsdag.

På grund af coronaen var det første gang siden marts, at alle 25 folkevalgte kunne samles om beslutningsbordet. I mellemtiden er møderne foregået på Skype og transmitteret ud til tilhørerne via Facebook.

Trods midsommertemperaturer blev gensynet en anelse "køligt", i forhold til hvad byrådsmøderne plejer at være. De hjertelige håndtryk var afløst af afmålte nik, eller i bedste fald albue-mod-albue-hilsner. Smittefaren skal respekteres, og sundhedsmyndighedernes anbefalinger skal i særdeleshed.

Så den traditionelle åbningssang, der har fulgt med Stavnsagers "regeringstid",  blev droppet.

- Fordi vi ikke kan overholde to-meters-afstandskravet ved sang, forklarede borgmesteren.

I denne tid er det meget farligere at synge end at diskutere politik, forstås. Tænk hvis Anstina Krogh havde skrålet en virusbefængt "Danmark for folket" i retning af Anne Jørgensen. Hun kunne jo have videresmittet hele femmødet ved købmanden på Lyø.



Der kunne nu ellers godt findes anledning til sang. Borgmesterens partifælle, formanden for Opvækst- og Læringsudvalget, Kim Aas Christensen, fyldte 50 år mandag - og fejret blev han da også. Måske endda med sang, for kollegerne havde opfindsomt pakket en JBL Bluetooth-højttaler ind til fødselaren, så han via sin smartphone kan spille de sange, han vil - og sikkert også finde et sted, hvor han må skråle med uden at få Magnus Heunicke på nakken.

Kim Aas Christensen havde selv haft travlt op til mødet. Han havde bagt kransekagestykker med hasselnødder og mandler til kollegerne.

Måske de burde være sendt op på tilhørerpladserne, for havde sad omkring 20 pædagoger skummende, især over Kim Aas Christensen.

Han er bannerfører for en fordeling af de fire millioner kr., kommunen modtager ekstraordinært til minimumsnormeringer i børnehaverne.  Pædagogerne gik i flæsket på ham, lige inden mødet startede, for de synes, pengene skal fordeles forholdsmæssigt ligeligt mellem børnehaverne.

Men Kim Aas og det politiske flertal vil i særlig grad tilgodese de børnehaver, der har flest sårbare børn.

Pædagogerne gik i flæsket på Kim Aas forud for byrådsmødet i Faaborg.Foto: Torsten Cilleborg

Det synspunkt stod han og byrådsflertallet fast på, og var kransekagestykkerne nu røget op på balkonen i byrådssalen, så havde pædagogerne dog fået bare lidt ud af anstrengelserne på denne sangløse glædens dag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Kom til KOL-kor i Faaborg

Ugeavisen Faaborg

Kirketider

Annonce