Annonce
Ugeavisen Faaborg

Ugens klumme: En gylden årgang af unge

Mellem jul og nytår blev det nye Falsatten indviet. Arkivfoto: Simone Maria Brouwer Nielsen
Annonce

I Faaborg er vi i øjeblikket velsignet med nogle årgange af unge, der ikke kun benytter sig af de kulturelle tilbud, der eksisterer.

De er parat til tænke nyt - til at indvinde nyt land - og skabe ungdomskultur, der tager sit afsæt i deres egne drømme og ideer.

Det er faktisk ret unikt, det der foregår i øjeblikket. De unge bliver mødt med en stor tillid fra politikere og forvaltning. De får lov til at styre det meste selv, som kommunens ungekoordinator My Andreassen påpegede forleden. Hun kender ikke til lignende eksempler andre steder i landet. Og det bliver ikke mindre bemærkelsværdigt af, at det er nogle relativt små årgange, der er tale om.

For en måneds tid siden blev den nye Falsetten indviet - i over et halvt år har en større flok Faaborg-unge brugt en stor del af deres fritid på at indrette et sted, de har lyst til at bruge til fester og arrangementer. Til åbningsreceptionen mellem jul og nytår mødte borgmester Hans Stavnsager og en del lokale politikere op for at vise deres opbakning og respekt. Der var en rigtig god energi, og de unge fremhævede i deres taler, at denne interaktion med politikere og kommune faktisk var noget, de satte virkelig stor pris på.

Undertegnede, der tydeligt husker balladen, der udsprang fra Ungdomshuset på Nørrebro i 80'erne og 90'erne, stod i mit stille sind og glædede mig over, at verden har flyttet sig siden da.

Måske de kun er herude i provinsen?

Faktum er, at vi har en stærk kerne af unge med en høj moral og en social og idealistisk tilgang til tilværelsen og verden. En flok konstruktive unge, der fornemmer, at de er en del af verden. De oplever, at de faktisk kan flytte en hel del, når de har viljen og lysten til at investere energi og engagement i det.

Den nye formand for ungdomsrådet, 18-årige Emilie Helsted Juul, sagde det meget præcist i et interview forleden.

- Det at være sammen med andre unge mennesker om et projekt kan give én noget, man ikke kan få på andre måder.

Det giver energi at skabe noget sammen med andre, og de unges engagement giver håb for en by som Faaborg, der ellers på mange andre parametre er ved at udvikle sig til lidt af en pensionistby.

Vilkårene i en by som Faaborg er jo, at mange af de unge forlader os på et tidspunkt. De skal ud og uddanne sig og søger mod København, Odense og Århus. Nogle af dem vender forhåbentlig tilbage, når de er blevet "rigtigt" voksne og har etableret sig med familie, uddannelse og job.

Nye generationer af unge skal drive Falsetten videre. Derfor skal man også lytte rigtigt godt efter, når en flok unge i 8. og 9. klasse nu begynder at råbe lidt op. De savner et ungdomsfælleskab for de årgange, der endnu ikke er startet på Faaborg Gymnasium eller på andre ungdomsuddannelser.

De efterlyser et sted at mødes - et sted, som de kan sætte deres præg på - et sted, hvor der er er liv.

- Der mangler sådan set ikke steder at mødes i Faaborg, men der mangler liv, de steder der er, som en af dem formulerede det.

Det sidste er jo nok sagens kerne i en nøddeskal. Faaborg er ikke Odense eller Svendborg. I Faaborg kan man ikke forsvinde i mængden, som man kan i de større byer. Vi er kun dem, vi er, og mange af os har nogle temmelig gulnede dåbsattester.

Realiteten er, at den livlighed, der efterlyses, skal de unge selv være med til at skabe. Og det vil de uden tvivl også gerne.

Men rammerne - og udviklingen af konceptet - kan de måske godt få en lille velvillig hånd til.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce