Annonce
Ugeavisen Faaborg

Ugens klumme: Jeg fik en død ven på Facebook

Hvis der er wifi i himlen, er der måske snart en hilsen på vej til ugens klummeskribent. Tegning: Gert Ejton
Annonce
Man kan komme ud for mangt og meget på de sociale medier. Forleden havde jeg en af de mere bizarre oplevelser.
Jeg skal indrømme, at jeg ikke har været særlig aktiv på Facebook de senere år. Indtil fornylig var det nyeste opslag på min Facebook-profil næsten tre år gammelt, og så var det endda ikke engang mig selv, der havde slået det op, men en pige fra min gamle gymnasieklasse, der havde lagt et billede op fra dengang, vi blev studenter.
Jeg ved ikke, om det var Fanden eller coronaen, der tog ved mig. Men i hvert fald satte jeg fornylig en mindre forårsoffensiv ind på Facebook. I løbet af 10 minutter havde jeg slået mere op, end jeg har slået op totalt i de seneste tre år.
Men det stoppede ikke her. Det afstedkom også en oprydning i ikke-besvarede venneanmodninger.
Og nu bliver det pinligt, for ved I hvor mange ubesvarede venneanmodninger, der lå? 93!
Så kære venner: Hvis I har undret jer over, at jeg ikke har besvaret jeres venneanmodninger, er det altså ikke, fordi jeg ikke vil være ven med jer, men simpelthen fordi jeg har været så sløv på Facebook i så lang tid.
Og det er så også forklaringen, hvis I undrer jer over, at vi nu pludselig er blevet venner - for I har sikkert glemt alt om, at I for flere år siden spurgte om venskab.
Nå, men jeg gik i gang fra en ende af. De fleste af anmodningerne blev bekræftet, og enkelte blev afvist, fordi jeg ikke længere har nogen som helst forbindelse til vedkommende.
Men pludselig kom jeg til en anmodning, som fik mig til at spærre øjnene op. Det var fra en tidligere kollega, som døde for flere år siden. Men forinden havde han åbenbart nået at sende mig en venneanmodning.
Hvad gør jeg nu, tænkte jeg.
Men inden jeg havde tænkt det ordentligt igennem, gjorde jeg noget, jeg nok ikke skulle have gjort. Jeg blev grebet af en djævelsk nysgerrighed.
Så inden, jeg havde set mig om, havde jeg trykket på "bekræft".
Straks efter kunne jeg i min aktivitetslog se, at jeg var blevet ven med min afdøde kollega.
Det var godt nok spooky.
Jeg sad og tænkte, at hvis der er wifi dér, hvor han befinder sig nu, får jeg måske snart en hilsen fra ham - når vi nu er blevet venner? Måske vil han gerne vide, hvordan det går på avisen og sådan.
Der var åbenbart ingen af hans pårørende, der havde sørget for at slette hans Facebook-konto, da han døde. Eller også har han bedt dem om, at den skulle blive liggende? Eller han har selv gjort det?
For man kan jo rent faktisk gå ind og bestemme, hvad der skal ske med ens Facebook-profil, når man dør.
Man går ind under "indstillinger for eftermæle", og her kan man vælge en eftermælekontakt, en person, som kan se efter ens konto, når man dør. Eller man kan vælge, at ens konto simpelthen bliver slettet.
Jeg ved ikke, hvor mange der har tænkt på den slags. Jeg tror, det er de færreste. Ligesom det er de færreste, der har gjort sig tanker om testamente, medmindre de er godt oppe i alderen.
Det tankevækkende er jo, at ens Facebook-profil, Messenger, Instagram, mailboks og sms-beskeder på mobilen rummer ufattelige mængder minder fra ens liv.
Hvad sker der med alt det, når man dør?
Da jeg var barn, stod der en gammel trækiste oppe på loftet. Det var min mors kiste. Her lå en hel masse af hendes personlige ejendele - for eksempel gamle breve fra dengang, hun var ung. Også kærestebreve og den slags.
I dag skrives der ikke mange kærestebreve, men kærester skriver uendelig mange og lange korrespondancer på mail, sms og de sociale medier.
Hvad bliver der af dem?
Mine børn vil nok ikke skulle rydde op i en gammel trækiste oppe på loftet. Men måske får de til opgave at administrere min Facebook-profil, når jeg dør.
Kolofonpix Palle SøbyFoto: Kim Rune
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Haastrup fik overrakt prisen som Årets Landsby: - Nu er I en del af landsbyernes 'hall of fame'

Ugeavisen Faaborg

Kirketider uge 39

Annonce